Et af de områder, hvor EU-forfatningen går meget langt, er på det militære område

De store EU-landes indbyrdes taktiske uenigheder op til og under USA`s besættelse af Irak, har fået mange til at spå, at EU aldrig kan blive en handlekraftig spiller, på det udenrigspolitiske og militære område. Men dén spådom gør EU-forfatningen til skamme.
Således giver forfatningen direkte adgang til, at medlemslandene kan etablere EU-hæren. Det kræver blot, at landene er enige på et af de halvårlige topmøder. Det fremgår af artikel 41 stk.2.
Samtidig er det meget bemærkelsesværdigt, at våbenindustriens interesser grundlovsfæstes i den nye EU-forfatning. Som det fremgår af artikel I-41, stk.3 skal der etableres et egentlig våbenagentur, der får som opgave at sikre udviklingen af våbenindustrien, både hvad angår den teknologiske basis, forskning og investeringer.
Ingen andre steder i verden er våbenindustriens interesser indskrevet i en stats grundlov eller forfatning.
Forklaringen på det opsigtsvækkende tiltag skal blandt andet findes i, at våbenindustrien var inviteret direkte med ind til bordet, da EU-konventet skulle udarbejde forfatningsteksten.
Således deltog følgende i konventets særlige ekspertgruppe om EU`s forsvarspolitik: Jean-Louis Gergorin og Anthony Parry fra de to våbenkoncerner, henholdsvis EADS og BAE Systems, samt Corrado Antonini , der er formand for den europæiske forsvarsindustris organisation.
Men det er også vigtigt at forstå, at på trods af Frankrigs og Storbritanniens uenigheder om Irak-besættelsen, har de to stormagter grundlæggende fælles interesse i, at Unionen opruster. For Frankrig og Storbritannien er de to militære stormagter i Unionen. Begge lande har atomvåben, som de vil bringe med ind i en kommende EU-hær. Premierminister Blair har endog lige besluttet, at Storbritanniens atomraketter skal erstattes med nye og mere avancerede atomvåben. En investering, der vil beløbe sig til den nette sum af 110 milliarder kroner, og som nok kan være med til at puste lidt liv i den europæiske militærindustri.
Som led i fremme af våbenindustrien forpligter hvert enkelt medlemsland sig desuden til at forbedre deres militære kapacitet. Det fremgår også af artikel I-41,stk 3.
De fem ja-partier, der står bag den såkaldte Holger-aftale, gør meget ud af at forklare, at denne formulering ikke behøver at betyde, at Danmark skal bruge flere penge i fremtiden på tanks og militærgrej. Partierne mener, det vil være muligt at omgå forpligtelsen.
Når formuleringen ses i sammenhæng med de andre paragraffer i forfatningen, turde det dog være indlysende, at artiklen ikke i virkelighedens verden kan omgås eller gradbøjes. Det er opbygningen af den europæiske våbenindustri, som landene hér forpligter sig på.

Artikel I-41, stk.2:
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.

Artikel I-41, stk.3:
Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. Der oprettes et europæisk agentur for udvikling af forsvarskapaciteter, forskning, anskaffelse og forsvarsmateriel (Det Europæiske Forsvarsagentur), der skal klarlægge de operationelle behov, fremme foranstaltninger til opfyldelse heraf, bidrage til at påpege og eventuelt iværksætte alle hensigtsmæssige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, deltage i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik samt bistå Rådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet.