25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Efterlønsmord i fuldt dagslys

Efterlønsmord i fuldt dagslys

Tirsdag, 03. maj, 2005, 00:00:00

Velfærden skal ifølge S-ledelsen forringes, for at den kan bevares. Tilstrækkeligt langt ud i den nyliberale fremtid kan man så bevare velfærden helt væk

af Helge Knudsen
Efterlønnen blev et af temaerne på årets 1. maj-møder. Det har Socialdemokratiets nye formand Helle Thorning-Schmidt sørget for.
Sammen med LO`s formand Hans Jensen drog hun søndag landet rundt for at slå til lyd for 'en fordomsfri debat' om pension og efterløn.
Hans Jensens opgave var at skamrose Helle Thorning-Schmidt som den, der kan slå Fogh af pinden, samt servere udgalttende ord om at efterlønsordningen er 'et kært barn for fagbevægelsen' og at 'det barn skal ikke smides ud med badevandet.'
Det er nu ellers netop det den nye S-formand lægger op til. Bundproppen skal trækkes op. At det så vil tage 20 år for badevandet at løbe ud, er i det historiske perspektiv totalt underordnet. Barnet følger med.
Begrundelsen for angrebene på efterløn, pension, børnechek med mere er 'ansvarlighed overfor fremtidens velfærd'. Velfærden skal ifølge S-ledelsen forringes, for at den kan bevares. Tilstrækkeligt langt ud i den nyliberale fremtid kan man så bevare velfærden helt væk. t.
Det er skæbnens ironi, at det nu er Dansk Folkeparti, der nu kan høste laurbærrene ved at stille sig på tværs for et socialdemokratisk inspireret angreb på efterlønnen og folkepensionen. Man skal så lige huske, at det sker med trusler om, at man så ikke vil være med på de øvrige velfærdsforringelser, som regeringen forbereder gennem kommunalreform og finanslov.

Kurs mod vanskeligheder
Hans Jensens opbakning bag den nye S-formand kommer samtidig med en sønderlemmende kritik af Helle Thorning-Schmidts forgængere, fremsat i Politiken søndag. Ifølge LO-formanden har der eksisteret et 'kompliceret og vanskeligt forhold' mellem LO og Socialdemokratiet siden 1987 - hvor Svend Auken blev formand.
Det er muligt, at Hans Jensens forhold til Helle Thorning-Schmidt er let og ubesværet. Men Socialdemokratiets justering af kursen i nyliberalistisk retning gøre tilværelsen mere kompliceret og vanskelig for arbejderne på landets arbejdspladser.
Efterlønnen er betalt tifold af dem, der har brug for den. Men pengene er brugt og bruges i stedet til at finansiere dansk erhvervslivs udflytning af arbejdspladser til lavtlønslande. De bruges til at finansiere skattefiduser, som sikrer milliardprofitter til aktionærerne i monopolselskaber som A.P. Møller-Mærsk og TDC. De bruges til at købe stemmer til regeringspartierne gennem en 'forbrugsfest', finansieret af låneordninger, som vil ramme boligejerne som en boomerang, den dag renten stiger.

På EU`s bud
Helle Thorning-Schmidts argumenter for at angribe efterløn og folkepension er skrevet af efter det EU, som Helle Thorning Schmidt er så varm tilhænger af. Netop efterlønsordningen har i årevis stået for EU`s skud. Gang på gang har Danmark fået at vide, at vi skal se at skaffe os af med efterlønnen. Da Lykketoft og Nyrup natten til den 25. oktober 1998 skamskød den, var det også på EU`s bud. En måned før havde EU-kommissionen sendt et trusselsbrev til Nyrup-regeringen om en EU-retssag, hvis ikke regeringen enten afskaffede efterlønnen som en velfærdsordning, eller åbnede ordningen for alle EU-borgere.
Brevet og dets indhold blev holdt hemmeligt af regeringen. Men hvad Nyrup og Lykketoft svarede, ved alle: Som en tyv om natten ændrede de med ét slag en solidarisk velfærdsordning for arbejderklassen til en selvforsikringsforsikringsordning.
Det kan godt være, at Helle Thorning-Schmidt gennemfører sine angreb på efterlønsordning, folkepension, børnechek med mere i fuldt dagslys. Men hun - og LO-formanden - fortier, at angrebene også er et led i tilpasningen til EU`s nyliberale kurs - den kurs, der også står indgraveret i den EU-forfatning, som vi skal stemme om senere i år. Og at spørgsmålet om en EU-harmonisering for alvor vil brænde igennem, når den såkaldte østaftale udløber om fire år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. maj. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp