Det halve Danmarks Ebbe døde i lørdags efter 4 års kamp mod kræften, der gjorde tabet for os gradvist og dermed bærligt for dem der ikke var ham helt nær.

af Lars Schou
Hans vidtfavnende holdninger gjorde ham til en forkætret skikkelse på den yderste marxistiske venstrefløj, der havde svært ved at acceptere hans omgang med præster, kongehus og Christiania, selv om han også kunne kritisere kapitalismen ligeså radikalt som nogen kapitallogiker.
Hans ønsker om lighed og frihed gik dog lige så vidt som nogen revolutionærs, dog uden at han på noget tidspunkt gik med på socialismens ideologi, men samarbejdede fuldt ud med den danske del af den, ved ikke at lade forskelle på andre områder end det samarbejdet omfattede, ødelægge noget. Og samarbejdet blev i det store hele gengældt, indtil han erklærede sig for EU-føderalist.
Han stemte dog aldrig ja ved nogen folkeafstemning og havde efter alt at dømme heller ikke tænkt sig noget sådant den 27.9., men var for svag til at drøfte sagen, da jeg d. 10.4. ringede til ham desangående.
Ja han forsvarede endda til tider socialismens historiske rolle og redigerede tidsskriftet Fælleden. Selv forstod han sig som liberal anarkist (sagt til mig i hans køkken dec. 2002) hvorfor han også 3 gange måtte melde sig ud af (og ind i) de Radikale.
Hans kamp for Danmarks selvstændighed i 1972 førte ham til Grundtvig, og betagelsen af denne endte i en tilbagetrukken kristen omvendelse (fra den traditionelle kulturradikale ateisme), der blussede mere op da døden stod for døren. Men hans religiøsitet spillede ingen negativ rolle i forholdet til det hav af ateister, han omgik i det politiske arbejde.
En overgang havde han som verdensmand en guru-status på dele af venstrefløjen. Det er svært at sige, hvor meget han selv fremmede det og hvor meget der skyldtes autoritets-problemer, som følge af den daværende udbredte mangel på brugbare fader-figurer i ungdommen. Jeg blev selv fascineret af hans elegante stil som formand for Dansk Bertrand Rusell-komité, hvor jeg i 1967 trådte mine politiske barnesko.
Siden var det som regel en livsbekræftende oplevelse at møde ham, forbundet med forøget eksistensberettigelse og selvværd. Han var kort sagt en skide flink fyr, som man endda kunne fyre en pibe med. Det fik han til tider lidt for meget af, som når han fandt på at skrive en kronik i POLITIKEN med overskriften 'Jeg er sgu lige så meget retsstatsmand som stalinist'. Udflippet kaldte man det.
Men den sorte hash fulgte ham sammen med ligkistesømmene i øvrigt, til i hvert fald et stykke ind i hans dødbringende sygdom, som i dag i øvrigt legalt behandles med pot i Californien. En stor kammerat er faldet. Længe leve hans minde. Og velsignet være hans skæbne.