Netop kombinationen af frasorteringssamfund og vi-er-alle-i-samme-båd-ideologi er den gødning, som fascisme vokser frem af.

af Kjeld Stenum
I dag stemmer mange arbejdere på borgerlige partier. Det er et objektivt faktum. Hvis ikke det var et objektivt faktum, ville vi ikke have den regering, vi har. Det er ikke bare et dansk fænomen, i mange europæiske lande sker det samme.
Da politikere i borgerlige demokratier jo ikke går i spidsen for folket, men tværtimod lægger sig i halen på folkestemningerne for at få stemmer, så tager arbejderpartierne dette objektive faktum som rettesnor for, hvor de selv skal udvikle sig hen, og får travlt med at forsikre os om, at deres kurs skam også er borgerlig, eller i hvert fald noget helt anderledes moderne end den forældede udfasede klassekamp.
Ja, der er tale om noget nyt, som man kalder 'den tredje vej'. Det er ikke bare i Blairs England, dette sker, Helle Thorning Schmidt står for det samme i Danmark. Straks denne 'tredjevej' begynder at ligne en succes, skynder de mest principforladte magtglade borgerlige politikere sig at forsikre vælgerne om, at de skam også er tilhængere af denne her tredje vej, endda i mindst lige så høj grad som de arbejderpartier, der jo altså ikke længere er arbejderpartier.
Vores egen statsminister er et skoleeksempel på den slags politikere. Sådan ender det hele som havregrød. Det at det hele ender som havregrød hed i gamle dage konvergens, i dag kalder man det konsensus.
Hvorfor opstår sådan noget? Efter min mening duer det ikke bare at give politikerne skylden, for de render jo bare efter folkestemninger. Men hvordan kan arbejdere gå hen og stemme borgerligt? Personligt har jeg som jord og betoner tit haft makkere, der gjorde det.
Efter min mening så er det en kraftig undervurdering af folk og deres evne til selvstændig tænkning, når mange gør det til et spørgsmål om, at dem, der skulle være deres ledere, de er for ringe og principløse. Det er de, ingen tvivl om det.
Men jeg tror ikke, det hjælper meget, at man gør det til et spørgsmål om, at lederne skal tage ordet 'klassekamp' i deres mund igen, selvom den ikke særlig fremragende klassekæmper Frank Jensen troede, det var det, det handlede om.
Derfor må jeg også indrømme, at jeg personligt tager det temmelig afslappet, når den fremragende klassekæmper Pernille Rosenkrantz-Theill siger, at ordet klassekamp er lidt gammeldags.
Det er såmænd ikke gammeldags, jeg mener i hvert fald ikke, det er. Men det handler ikke bare om lederne. Folk ved sgu udmærket, hvad det drejer sig om, det der med solidaritet og sammenhold mod arbejdsgiverne.
De ved også godt, at skal den vej nogensinde gøres til virkelighed, så duer det ikke bare at sætte sine egne øjeblikkelige interesser og behov i højsædet, og arbejde 60 timer om ugen i en periode, bare fordi man har behov for nogen ekstra skillinger, og mester har behov for nogen raske folk, der er parat til sådan noget.
Nej, den rigtige vej er selvfølgelig at stå sammen og sørge for at få lønnen højt nok op til, at man kan klare sig med de 37 timer om ugen. Det, der er årsagen til, at man ikke gør det, det er et helt bevidst valg. Et valg, som man godt ved er forkert, men som man alligevel gør, fordi livet ikke er på langt sigt og styret af principper, men på kort sigt og styret af akutte behov og kompromisser.
Mester er interesseret i, at man vil arbejde over, så slipper han for at ansætte flere folk til at lette ordrepresset, og man har selv altid brug for lidt hurtige skillinger, for man har som regel sat sig lidt for hårdt i banken. Sådan bliver solidaritet og sammenhold mod mester til solidaritet og sammenhold med mester. Vi vælger at spise nådsensbrød af kapitalisternes hånd og skælde ud på de fremmede i stedet for, selv om vi godt ved, det ikke duer dybest set. Vi er alle i samme båd, siger vores statsminister, og sådan kan han sige, fordi vi faktisk vælger at handle, som om vi var.
Andre end Anders Fogh har ment, at arbejdere bør slutte op om deres arbejdsgivere. Italiens leder Berlusconi skal for eksempel have sagt, at han betragter det at lede et land som fuldstændig parallelt til det at lede en virksomhed.
Læg til denne moderne tredje vej forestillingen om en stærk stat, som har muskler nok til at varetage kapitalisternes interesser med den fornødne hensynsløshed, så har du de synspunkter, Mussolini havde for godt et halvt århundrede siden. Og hvor langt er der til det?
Man laver skattereformer til gavn for de rige. Man overfører under navnet kommunalreform velfærdsfunktioner til kommunerne uden at sikre dem midler eller institutioner til at tage vare på dem. Man undergraver de nationale arbejdsmarkedssystemer i Europa ved at forbyde bekæmpelse af løntrykkeri.
Samtidig med, at man taler om, at der på europæisk plan er for få unge på arbejdsmarkedet til at forsørge så mange ældre, lukker man stedse mere effektivt og brutalt Europas grænser for fremmed tilgang af arbejdskraft.
For moderne kapitalisme kan ikke skabe de fornødne jobs til at forsørge sine gamle, det er det, det handler om. Frasortering er, hvad den skjulte dagsorden handler om, frasortering af de svage, frasortering af de ældre og frasortering af de fremmede.
Og fanden tage alle frasorterede, så alle ikke-frasorterede kan lære at sætte pris på stadig at være med i varmen! Frasorteringen er en uundgåelig del af den moderne kapitalisme, og frasortering gør en brutalisering af staten til en nødvendighed. Netop kombinationen af frasorteringssamfund og vi-er-alle-i-samme-båd-ideologi er den gødning, som fascisme vokser frem af.
Det er hvad der uundgåeligt lurer som den tredje vejs endestation. Vil vi virkelig den vej endnu engang? Valget er op til os. Skal kursen lægges om, bliver det kun sværere af at vente. En dag vil det måske være for sent.