Fagbevægelsen må i politisk og ideologisk offensiv. Klassekampen er den eneste vej væk fra smatten på midten af dansk politik

af Jan Hoby, medlem af LFS' forretningsudvalg
Et af de billeder som tegner sig i mange kommentarer fra faglige tillidsfolk efter valgnederlaget, er at fagbevægelsen står i en defensiv position. Jeg er stærkt uenig i den 'analyse'. 2005 kan ikke sammenlignes med 80'ernes nedtur i klassekampen, hvor arbejdsgiverne var i offensiven, strejker var i udgangspunktet defensive og blev tabt og de nyliberale ideer gik deres sejrsgang verden over.
Situationen i dag er mere kompleks og nuanceret. Vi står hverken i en nedgang eller en opsvingssituation i klassekampen, men vi ser konjunkturerne til et opsving. I de sidste par års arbejdskampe har vi både set en ny militans blandt de strejkende og samtidig en manglende selvtillid, som er et produkt af mange års nederlag. Seneste bekræfter det højeste antal strejkedage i ti år, fra 4. kvartal 2004 billedet.
Frederick Engels argumenterede for, at klassekampen foregår på tre niveauer, - det ideologiske, det politiske og det økonomiske. Med mindre udviklingen indenfor fagbevægelsen og udenfor fagbevægelsen er forstået og analyseret indenfor denne generelle kontekst, bliver det næsten umuligt at komme til en fornuftig forståelse af, hvad der sker.
Hvis alt vi gør, er at starte og slutte med niveauet i den økonomiske kamp og folketingsvalgets resultat, vil vi ende op med et meget negativt billede af, hvad der sker blandt fagbevægelsens medlemmer og i arbejderklassen generelt.
Derfor må enhver debat om resultatet af valget og klassekampssituationen i dag også forholde sig til den politiske og ideologiske dimension.
Basil Fawlty's berømte sætning 'Don't mention the War' kunne nemt gælde for den samlede fagbevægelse og de tre arbejderpartier. Det var ikke kun Fogh, der ikke ville diskutere og dagsordensætte krigen i Irak. Krigen og besættelsen af Irak gennemsyrer al dansk politik. Det er ikke for ingenting at Fogh har forsøgt at undgå emnet, for krigen i Irak kunne blive til søm i hans ligkiste.
Et flertal i Danmark ønsker, at de danske tropper skal trækkes hjem fra Irak nu eller i nærmeste fremtid. Hovedparten af disse danskere er medlemmer af fagbevægelsen. Stærke antikrigsbevægelser i England og Spanien har, sammen med fagbevægelsen, gjort helvede hedt for Blair og væltet Asnar. Men en samlet fagbevægelse og de tre arbejderpartier forspildte sin største chance for at vælte Fogh.
Kun en tåbe vil benægte den enorme indvirkning, som antikrigsbevægelsen har haft på fagbevægelsen i de lande, hvor der har været store, stærke og levende antikrigsbevægelser. Der er sket en radikalisering af den politiske kultur i de fagforbund og fagforeninger, som har været involveret. Det har trukket mange nye aktivister til fagforeningerne og ikke mindst styrket den politiske opposition til den siddende regering.
Fogh har en nyliberalistisk vision. Han vil gøre Danmark til en stor købmandsforretning, og her er strukturreformen et meget vigtigt redskab. Men fagbevægelsen og arbejderpartierne kan ikke vælte Fogh uden at møde hans vision med vores vision.
Hvis vi skal overbevise vores medlemmer og vælgerne om, at vores vision er bedre, så hjælper det ikke at agere på Foghs nyliberalistiske dagsorden. Vores vision må være anti-nyliberalistisk, en verden uden profit. Når Fogh siger privatisering og udlicitering, så må vi siger nationalisering og demokratisk kontrol. Når Fogh siger skattestop, så må vi sige brandbeskat de rige, hæv selskabsskatten til 50 procent.
Fagbevægelsen må i politisk og ideologisk offensiv. Klassekampen er den eneste vej væk fra smatten på midten af dansk politik, som i øjeblikket er ved at kvæle Socialdemokraterne og SF og store dele af fagbevægelsen ikke mindst LO.
Muligheder har ikke været bedre siden 70'erne for at progressive og socialistiske ideer igen kan spille en central rolle i samfundet. Lad os være; 'optimistisk i fremadrettede aktiviteter og kritisk-pessimistisk i vores analytiske vurderinger' som den italienske socialist Antonio Gramsci engang sagde.