Præsident Bush har en plan for Cuba, men vi cubanere har en anden plan. Vi vil bygge et endnu mere retfærdigt, mere demokratisk, mere frit og mere kultiveret samfund. Kort sagt, mere socialistisk

af Cubas udenrigsminister Felipe Perez Roque
Menneskerettighedskommissionen har - trods bestræbelser fra dem som oprigtigt tror på dens vigtighed, og som forsøger at bringe den tilbage til dens grundlæggernes ånd og samarbejde - tabt sin legitimitet. Den er ikke troværdig. Den tillader, at de magtfulde går fri fra straf. Den er lagt i håndjern. I den, oplever vi mange løgne, tvetydighed og tomme taler fra dem, som nyder rigdom, forbruger og forurener, kigger den anden vej og lader som om de ikke ser hvordan millioner af mennesker lider under brud på retten til liv, retten til fred, retten til at udvikle sig, retten til at spise, til at arbejde; ja kort sagt retten til at leve i værdighed.
Vi vidste alle, at menneskerettighedskommissionen var offer for, at dens arbejde blev udsat for politisk manipulation, fordi USA's regering og dets allierede brugte kommissionen som deres private ejendom - og har forvandlet den til noget lignende et inkvisitorisk tribunal til at fordømme lande i syden, og specielt dem som aktivt er modstandere af deres strategi for nykolonial dominans.
Men igennem det sidste år, skete der noget, som ændrede debatten, som vi skal have i de kommende dage.
Den første var EU's afvisning af at støtte og stemme for en resolution, som foreslog at undersøge de massive, skamløse og systematiske brud på menneskerettighederne, som stadig foregår mod de 500 fanger på den amerikanske flådebase, som USA fastholder - imod det cubanske folks vilje - i Guantanamo. EU, som har været imod aktioner, der skulle forhindre behandlingen af et punkt, var denne gang villig til at fremlægge et beslutningsforslag, som endog skulle forhindre undersøgelser mod dets allierede. Det var hykleri og dobbeltmoral. Det var strået, som knækkede kamelens ryg. Hvad vil EU mon gøre i år efter udbredelsen af billederne fra Abu Ghraib, som viser tortur af fanger?
Den anden begivenhed var offentliggørelsen af rapporten fra høj-niveau gruppen, vedrørende trusler, udfordringer og forandringer, der blev startet på FN generalsekretærens initiativ. Gruppen erklærer kategorisk at 'kommissionen kan ikke være troværdig, hvis man oplever, at den optræder dobbeltmoralsk i forhold til sager om menneskerettigheder'.

Ingen millionærsøn er dræbt i Irak
Garantien for menneskerettigheder afhænger i dag af om du lever i et udviklet land eller ej - og hvilken klasse du tilhører. Derfor vil der ikke være reelle menneskerettigheder for alle så længe vi ikke skaber social retfærdighed mellem landene og internt i landene.
For en lille gruppe af nationer repræsenteret her - nemlig USA og en lille gruppe allierede - er retten til fred allerede opnået. De vil altid være angriberne og aldrig blive udsat for angreb. Deres fred hviler på deres militære styrke. De har også opnået økonomisk udvikling gennem plyndring af fattige lande - de tidligere kolonier, som forbløder og lider så andre kan forbruge. Men, i disse udviklede lande - hvor utroligt det end lyder - så kan de arbejdsløse, immigranterne og de forarmede ikke nyde de samme rettigheder, som med en største selvfølgelighed er garanteret de rige.
Kan en fattig person blive valgt som senator i USA? Nej, det kan han ikke. En valgkamp koster gennemsnitlig otte millioner dollars. Skal de riges børn kæmpe i den uretfærdige og ulovlige krig i Irak? Ingen af de 1500 amerikanske unge, som er dræbt i Irak, er søn af en millionær eller minister. De fattige dør der, mens de forsvarer en minoritets kapitalinteresser.
Hvis du lever i et underudviklet land, er situationen meget værre, fordi det overvældende flertal, fattig og uden håb, som den er, ikke kan udøve sine rettigheder. For landet er der ingen ret til fred. Det kan blive angrebet, anklaget for at være en terrorist stat eller en 'tyranniets forpost', eller fordi man angiveligt ønsker at 'befri' landet. 'Befrierne' bomber og invaderer det.
Menneskerettighederne eksisterer ikke i virkeligheden, hvis der ikke er lighed og retfærdighed. De fattige og de rige vil aldrig have samme rettigheder i det virkelige liv, selvom rettighederne er nedfældet på papir og vedtaget.
Det lærte vi cubanere for mange år siden, og det var derfor vi skabte et anderledes land. Og vi er kun lige begyndt. Vi har gjort det på trods aggressioner, blokaden, terrorist angreb, løgne og forsøg på at snigmyrde Fidel Castro. Vi ved at imperiet er fortrydeligt sig over dette. Vi er et farligt eksempel. Vi er et symbol på et i retfærdigt og venligt samfund; altså et socialistisk samfund, kan alle nyde de alle rettigheder.
Derfor forsøger USA at få fordømt os her ved Menneskerettighedskommissionen. USA er bange for vores eksempel. USA er stærk på den militære front, men svag på den moralske. Og moralen er folkets skjold, ikke våbnene.
Alle som er i dette mødelokale véd, at der ikke er nogen grund til at fremlægge en resolution vendt mod Cuba. I Cuba, i de 46 år revolutionen har eksisteret, har der ikke været nogen ikke-retslig henrettelse og ingen - ikke en eneste - forsvunden person! Lad enhver der kan fremlægge navnet på en cubansk mor, som stadig leder efter de jordiske rester af en myrdet datter eller søn. Eller navnet på en bedstemor, som leder efter sit barnebarn, som er blevet overdraget til en ny familie, efter at barnets forældre var blevet dræbt! Lad enhver der kan komme med navnet på en journalist, som er blevet myrdet i Cuba - og der blev myrdet 20 journalister i Latinamerika alene i 2004! Lad os få navnet på blot én fange, som er blevet mishandlet af sine vogtere, en fange beordret på knæ, der i rædsel beder om nåde foran en hund, som er trænet til at myrde.

Cuba har en plan
Præsident Bush har en plan for Cuba, men vi cubanere har en anden plan. Vi cubanere har en klar ide om hvilken vej vi vil gå. Og ingen kan tvinge os væk fra den. Vi vil bygge et endnu mere retfærdigt, mere demokratisk, mere frit og mere kultiveret samfund. Kort sagt, mere socialistisk.
Og vi vil gøre det selvom præsident Bush truer os med angreb. Truer med at kolonisere Cuba, at tvinge cubanerne fra deres hjem, deres land og deres skoler, så de tidligere Batista-lignende ejere kan vende tilbage fra USA. Vi vil blive ved, selvom hans planer går ud på at privatisere sundhedssektoren og gøre vores læger arbejdsløse. Vi vil blive ved, selvom hans planer går ud på at privatisere uddannelsessektoren og sikre at skolerne kun er for eliten, som det var førhen. Vi vil blive ved selvom hans plan går ud på at sælge vores rigdomme og vort folks arv til amerikanske transnationale selskaber... og på trods hans plan om at fjerne goderne fra vores pensionister, for at tvinge dem tilbage i arbejde, som det foreskrives i hans såkaldte 'Plan om hjælp til et frit Cuba' (Plan of Assistance to a Free Cuba).
Det cubanske folk har ret til at forsvare sig mod aggression og vil gøre det. Og lad mig sige det helt tydeligt; i Cuba vil vi ikke tillade oprettelsen af organisationer og partier finansieret af den amerikanske regering og i deres tjeneste. Vi vil ikke tillade aviser og tv-stationer finansieret af USA, som kan holde liv dets politik, i blokaden og dets løgne iblandt os selv. I Cuba er pressen, radioerne og tv ejet af folket og varetager deres interesser.
Vi vil ikke samarbejde med repræsentanten for Højkommissæren eller med den uhæderlige resolution bag hende.
Hvorfor er denne prestigefyldt advokat ikke valgt som særlig repræsentant for Højkommissionæren omkring Guantanamo flådebasen? Hvorfor er hun ikke blevet bedt om at undersøge de skamløse brud på fem modige unge cubaneres menneskerettigheder mens de er fængslet i USA.
Fordi det ikke kan lade sig gøre. Fordi det er brud på menneskerettighederne begået af USA... og dem kan ingen røre. Det kan blive gjort med mod lille Cuba, men ikke mod USA.
Men Cuba holder ikke op med at kæmpe. Ej heller vil Cuba overgive sig. Det vil heller ikke komme med indrømmelser eller forråde sine idealer.
Og så må vi se om et frit, kultiveret og forenet folk kan overvindes. Vi får se om de kan vælte en folkets regering, hvis ledere går omkring blandt folket med den moralske autoritet, der udspringer af den totale fravær af korruption og at de har viet deres liv til deres pligter.
Nu må vi se om de kan bedrage alle til evig tid!
Menneskerettighedskommissionen er et illustrativt eksempel på den uretfærdige og ulige verden vi lever i i dag. Der er intet tilbage af den venskabets og respektens ånd, som samlende grundlæggerne, efter sejren over fascismen.
Derfor vil den cubanske delegation ikke længere insistere på at forandre kommissionen. Det vi må ændre er verdenen - nede fra. En Menneskerettighedskommission som ikke er selektiv, politisk, dobbeltmoralsk, afpressende og hyklerisk, vil kun være mulig i en anden verden.
Cuba mener ikke det vil være drømmerier, men en sag som er værd at kæmpe for. Derfor kæmper Cuba og vedbliver at kæmpe.

Talen blev holdt den 16. marts ved FN's Menneskerettighedskommission i Geneve. Afstemningen om USA's anti-cubanske resolution ventes den 19. april - tre dage inden kommissionen afslutter sit årsmøde.