Danmark har pligt til at sørge for, at børn ikke lider under omsorgssvigt. Myndighederne har gjort det stik modsatte i en sag fra Kongelundscentret

af bestyrelsen til 'Støttekredsen for flygtninge i Fare'
Hvem skal passe på seks-årige Lea.
Det er der meget få mennesker, der bekymrer sig om. Igennem måneder har det været lille Lea, der passer på sin psykisk syge mor og sin lille søster på tre år i flygtningecentret i Kongelunden.
Joh, de to små piger er i traumecenter om dagen, men eftermiddag og aften og i weekenderne er pigerne overladt til en mor, der gerne vi, men ikke magter at komme ud af depression og selvmordstanker.
En mor der isolerer sig i sit lille rum, og trods antidepressiv medicin det meste af tiden græder, er bange, flere gange har forsøgt selvmord, har øjeblikspsykoser og blackouts, og efter et af dem fandt sig selv stå på togskinnerne (København) med sine to små piger, - lille Lea på seks år der stod og skreg, og tiggede og bad om at de skulle gå væk fra skinnerne.
Det kræver ikke meget fantasi at sætte sig ind i de to små pigers triste og angstfyldte tilværelse, en tilværelse der da også har sat sine spor i to små piger. I stedet for at løbe ud og lege med andre børn, lader Lea helst ikke sin mor alene. Lea bliver helst og passer på, at hendes mor ikke tager for mange piller, at hendes mor ikke forsvinder, at hun selv er der og kan løbe efter hjælp, hvis det værste alligevel skulle ske, og hendes mor skal på hospitalet.

Skyld og ansvar
I sin unge alder af seks år er Lea allerede en såkaldt lille voksen. En lille trist voksen. Lille af vækst, lille i udvikling, en lille pige på seks år, der rent fysisk også taber i vægt. Lillesøsteren har det heller ikke for nemt, har også sine symptomer.
Ingen hjælper Lea, med at løfte den tunge byrde af skyld og ansvar hun viser at føle for sin mors liv, når hun står der og lover aldrig mere at gøre noget forkert og altid være sød og gøre alt, hvad hendes mor siger, - for at trøste og opmuntre når hendes mor græder. Der er jo ikke andre til at trøste, ingen andre end Lea til at hente hjælp.
Således er ansvar og skyld ikke bare en følelse hos Lea - for når der ikke er nogle voksne til at tage ansvar - er Lea tvunget til at bære ansvaret. Hvem skal ellers, når nu hendes mor ikke kan selv.
Ifølge loven har enhver, der bliver vidne til, at et barn lider overlast, pligt til at indberette til myndighederne. Pædagoger, læger, sundhedspersonale med flere har skærpet pligt. Men hvad når de indberetninger sker, og myndighederne ikke reagerer? Hvem skal straffe myndighederne for at lade stå til?
For det har ikke skortet på indberetninger og orientering til myndighederne, om at Lea og hendes lille søster lider overlast og hvordan. Der er mange udtalelser fra centerpersonale, sundhedsplejersker, psykolog, psykiater.
Udlændingestyrelsen har reageret med at fjerne pigerne og deres mor fra det netværk de havde ved at bo på et lille center kun for kvinder. De er nu flyttet til et stort center, hvor deres mor ikke tør gå ud, fordi der er mænd (hun har været udsat for voldsomme overgreb i Afghanistan), og kan altså ikke gøre andet end at isolere sig i sin angst.

Pligt til at reagere
Joh, de to piger kom i det nye center i traumecenter, men døgnet har mange timer. Timer hvor pigerne er alene med deres mor, og seks-årige Lea står med ansvaret. Der er såmænd også centerpersonale i hverdagene, som skal tage sig af mange. Kongelundscentret er stort, men i hverdagen kikker de ind. I weekenderne er der ingen.
Måske tænker de danske myndigheder, at pigerne og deres mor jo alligevel snart skal udsendes til Afghanistan, og i Afghanistan er der hverken psykolog, psykiater, lægehjælp til pigerne, eller nogle som helst der gider hidse sig op over et par traumatiserede små piger. Så hvorfor skal vi? Måske er det sådan, at de tænker.
Måske tænker danske myndigheder og ansvarlige politikere, at de skal være påpasselige med at sætte ind med den støtte, der er behov for, for så beviser man jo, at pigerne og deres mor har behov for humanitært ophold. Psykiater Bente Rich, der igen og igen har orienteret og krævet at der blev sat ind med ekstra ordinær støtte til pigernes og deres mor, besluttede man efterfølgende at udskifte.
Det har været myndighedernes reaktion.
Måske er det sådan de tænker? Men lige nu befinder de to små piger sig altså på dansk jord, og Danmark har pligt til at sørge for, at børnene ikke lider under omsorgssvigt, og at der sættes ind med de nødvendige foranstaltninger for at sikre pigernes trivsel og udvikling. Myndighederne har gjort det stik modsatte.