Så løgne har måske deres tid, men før eller siden kommer tiden også til sandhed. Og i disse år er alle de løgne, som Irakkrigen blev konstrueret på, i gang med at krakelere, og sandheden kigger ud mellem sprækkerne. Det er de unge mennesker ved at finde ud af.

af Kjeld Stenum
'Der bliver ikke bare én gang mere, der bliver mange gange mere', sagde tidligere efterretningsofficer Frank Grevil dystert i en usædvanlig kort, usædvanlig klar og usædvanlig skarp tale, han holdt på Christianshavns Torv til demonstrationen mod Irak-krigen den 19. marts.
Det, han hentydede til, var, at vi vil se mange flere illegitime invasioner i andre lande fra USA's side i de kommende år, og Danmark må derfor vælge mellem fortsat medskyld i overgreb på folkeret og international retsorden på den ene side, og en klar afstandstagen på den anden, sådan som blandt andet den nuværende spanske regering står for.
Frank Grevil gjorde sig med efterretningsagentens klarsyn absolut ingen illusioner om grundlaget for USA's udenrigspolitik. Det havde aldrig handlet om masseødelæggelsesvåben. Det handlede om at bevare kontrollen med energiressourcerne. Og for at sikre dette mål var USA parat til at gøre hvad som helst.
Og om den danske regering havde han ikke mindre skarpe og nøgterne bedømmelser. Den har allerede vist sig parat til at lyve og bedrage og ignorere efterretninger om det modsatte for at lokke os til at slutte op om en ulovlig krig, og sådan en regering er ingen illusioner værd.
Det var en sjældent vellykket demonstration. Det var en frostskarp dag med blændende solskin. Og toget var langt, langt. Jeg ved ikke hvor langt, jeg duer ikke til at bedømme den slags. Men det gør politiet, en gammel tommelfingerregel siger, at de altid halverer det virkelige tal og opgiver resultatet til pressen. Og politiet havde foreslået et tal på 2500 deltagere til dr-tv, så kan læserne selv gange med to.
Hvad, der også var værd at nævne, er, at udover alle tordenskjolds soldater, der jo desværre er ved at være blevet meget ældre, så var der rigtig mange unge, skal jeg gætte, var det over to tredjedele.
Jeg kom til at gå et sted i demonstrationen, hvor en sanger fra Fredsvagten inde på Christiansborg sang for på enkelte nye og desuden alle de gamle fredssange fra Vietnamkrigens tid, Universal Soldier, Blowin in the wind, Imagine, og hvad de hed alle sammen, og så selvfølgelig Nordahl Griegs berømte 'Kringsat af fjender', som jo er endnu et par årtier ældre og af én eller anden grund er meget mere husket og værdsat her i Danmark, end den er i dens hjemland Norge.
Jeg kunne lige så godt have gået et andet sted. Men jeg blev hvor jeg var. Jeg hører jo sådan set til de her tordenskjolds soldater, der er blevet meget ældre. Jeg elsker de gamle fredssange, bare fordi de er fra min ungdom, så for én som mig var det at se dem fungere blandt unge mennesker, der hører hiphop til hverdag, lidt af en oplevelse.
Vi ældre har også brug for at få at vide af de unge, at det vi har stået for og identificeret os med, det er godt nok.
Ethvert sprog, der kan bruges til at tale sandt på, kan også bruges til løgn. Og i vores mediekonstruerede verden, hvor det ved hjælp af computer-simulering er en smal sag både at konstruere og fordreje facts til det ukendelige, og hvor langt størstedelen af hele verdens nyhedsstrøm i øvrigt er enevældigt styret af USA, har man bedre redskaber til at manipulere med menneskers holdninger end nogensinde før i historien.
Det har man så også gjort med stort held i begyndelsen af Irak-krigen, og man gjorde det så dygtigt, at enhver krigsmodstander måtte føle de små nakkehår rejse sig. Men du kan nok lyve og bedrage på et sprog, men hvis det er sådan, at mennesker flest det meste af tiden bruger et sprog til at lyve og bedrage, så holder det op med at fungere, og så går samfundet i opløsning.
Det vil de unge mennesker, der skal overtage samfundet, selvfølgelig ikke finde sig i. Så løgne har måske deres tid, men før eller siden kommer tiden også til sandhed. Og i disse år er alle de løgne, som Irakkrigen blev konstrueret på, i gang med at krakelere, og sandheden kigger ud mellem sprækkerne. Det er de unge mennesker ved at finde ud af.
Og det var det, der gjorde Frank Grevils tale så skarp. Den mand talte sandhed den der kolde martsdag, og han sagde sandheden til nogen, der kunne høre den.
Andre talere var mindre kategoriske. Kunne en højrepopulist som den italienske Berlusconi presses til at trække Italiens bidrag til undertrykkelsen af Irak tilbage, så kunne vores egen Anders Fogh vel også. Og det er selvfølgelig i princippet rigtigt.
Men af alle høge i dansk udenrigspolitik i mange mange år, så er vores nuværende statsminister den mest ekstreme. Jeg tror faktisk gerne, han er meget mere kold i røven overfor, hvad folk mener, end populisten Berlusconi.
Og jeg tror ikke, vi skal forvente os nogen let sag, hvis vi satser på at komme på talefod med en statsminister, der tager til Israel og på en enkelt dag fuldstændig trækker tæppet væk under såvel sin udenrigsminister som årtiers dansk udenrigspolitisk tradition ved fuldstændig at skippe enhver forståelse for palæstinensernes sag og ensidigt lægge sig som en dikkende lammehale i røven på de mest højrerabiate israelske politikere.
Med sådan en statsminister er der kun én anstændig ting at gøre: Vælt ham!