LO i Storkøbenhavn, Århus, Aalborg, Esbjerg og Randers bakker op bag Frank Jensens kandidatur til formandsposten for Socialdemokratiet
fra formændene for LO i Storkøbenhavn, Århus, Aalborg, Esbjerg og Randers
Formandsvalget i Socialdemokratiet er først og fremmest et politisk spørgsmål. Frank Jensen gjorde dette klart, da han i Morgenavisen Jyllands-Posten (søndag 20. februar) igen satte fordelingsspørgsmålet øverst på den socialdemokratiske dagsorden. For en retfærdig fordeling af samfundets rigdomme er og bliver Socialdemokratiets hele eksistensgrundlag.
For os handler det nemlig om at brede velfærden ud til hele befolkningen. Vi er for den solidariske, skattefinansierede velfærdsmodel, som gælder for alle; og mod den forsikringsbaserede model, som gælder mere for nogen end for andre - afhængig af pengepungens størrelse.
Derfor må vi i arbejderbevægelsen have som mål at sætte grænser for markedets indflydelse. Stik modsat de borgerlige, der ønsker at lade markedet herske i alle samfundets forhold. For det er præcist, hvad VK-regeringens modernisering af velfærdssamfundet går ud på. Regeringen arbejder for afvikling og ikke udvikling af velfærdsstaten.
Derfor er der forskel, og derfor skal der være forskel på Socialdemokratiet og de borgerlige. Vi står til venstre. De står til højre.
Gør vi i Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen vores egen stilling helt klar, får vælgerne også et klart og tydeligt alternativ til den borgerlige regering. Og partiet får den styrke, der er nødvendig for at sikre, at reformer igen betyder fremskridt og ikke tilbageskridt for de danske lønmodtagere.
Det er vores perspektiv for Socialdemokratiet i de kommende år. Derfor bakker vi op bag Frank Jensens kandidatur til formandsposten for partiet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278