Hasan Nazrallah holdt tale til cirka en million mennesker, som var mødt frem i Beirut den 8. marts - få dage efter at antisyriske kræfter havde samlet cirka 20.000 mennesker for at kræve Syrien ud af Libanon.

af Hizbollah's generalsekretær Hasan Nasrallah
Hasan Nazrallah holdt tale til cirka en million mennesker, som var mødt frem i Beirut den 8. marts - få dage efter at antisyriske kræfter havde samlet cirka 20.000 mennesker for at kræve Syrien ud af Libanon.
Brødre og søstre, som har rejst mange timer fra fjerne egne, og som har udstået mange prøvelser, jeg takker jer for at have svaret så positivt på opfordringen til at at vise, hvor I står.
I dag afgør I Libanons skæbne. Ved dette stormøde, har i rejst jer over al tvivl. I dag svarer I verden, som ser på jer. Og jeg spørger dem som kigger på os: Er disse hundreder af tusinder marionetter eller nikkedukker?

Beskidte ord er sagt
Er denne forsamling den syriske og libanesiske efterretningstjenestes sammensvorne? Det er skammeligt, at nogen kan sige sådan om vort folk. Jeg opfordrer alle til undgå at bruge sådan et sprog. Vi er i et frit, demokratisk land, hvor enhver af os kan udtale os som vi vil, men inden for rammerne af god orden og tone.
Beskidte ord er blevet sagt.

Beirut ødelagt af Sharon
Søstre og brødre, vi er samlet her i dag også for at udtrykke vores tak til den tidligere præsident, Hafiz al-Assads Syrien, den nuværende præsident Bashar Assads Syrien, det standhaftige syriske folk og den syriske hær, som altid har været med os i alle de år med forsvar og modstand.
Vi er samlet her i dag, for at minde verden og vores libanesiske partnere om at denne plads, som vi er forsamlet på nu og Al-Shuhada pladsen, blev ødelagt af Israel og borgerkrig. Beirut blev ødelagt af Ariel Sharon (tidligere israelsk forsvarsminister) og beskyttet af Hafiz al-Assad.

Ingen kan tvinge Syrien ud
Det libanesiske folk viser ikke mangel på taknemmelighed. Vi siger til Syrien, at tilstedeværelsen i Libanon ikke er en militær besættelse. I har altid været tilstede i vores sjæl, sind og hjerte i fortiden, nutiden og fremtiden. Ingen kan tvinge Syrien ud af Libanon eller ud af vores bevidsthed, hjerte og fremtid.
For det andet. Vi er her for at støtte resultatet af mødet i det Syriske-Libanesiske råd, som havde møde i går. Vi mener, at tilbagetrækningen af de syriske tropper kun skal ske på grundlaget af Al-Ta•f aftalen (aftalen fra 1989, som omhandler delingen af magten efter borgerkrigen). Vi er forsamlet her for at afvise Resolution 1559 fra FN's Sikkerhedsråd.
Hvis oppositionen accepterer at syrisk tilstedeværelse eller tilbagetrækning sker i henhold til Al-Ta•f aftalen, så har vi en aftale. Men, vi siger til dem, som insisterer på Resolution 1559, at vi fornemmer en opgivelse af Al-Ta•f aftalen. Det betyder afvisning af den nationale konsensus samt af martyren Rafiq al-Hariris blod og holdninger. Det betyder en afvisning af det fundament som Libanon er bygget på efter den ødelæggende borgerkrig.
Vi gør opmærksom på, at det kun er Al-Ta•f aftalen, viljen i den syriske og den libanesiske regering samt de syriske og libanesiske interesser, som skal bestemme, hvorvidt Syrien skal være militært tilstedeværende i Libanon - ikke internationalt pres og diktater eller imødekommelse af Israel.

Snigmord på Al-Hariri
For det tredje. Vi som er samlet her, er her for at gentage vores fordømmelse af den modbydelige forbrydelse, som førte til vores leder Rafiq al-Hariris og andres martyrium. Vi tilbyder vores kondolence til hans familie og klan. Vi søger alle sandheden, fordi hvis sandheden bliver fundet, vil den beskytte Syrien og Libanon. Hvis sandheden bliver fundet, vil den største kilde til ufred falde bort.
I dag, på denne plads, vil vi kræve at spørgsmålet om Rafiq al-Hariris snigmord og martyrium, bliver trukket ud af den politiske polarisering og udnyttelse. Det er fordi det er et nationalt kollektivt spørgsmål. Vi mener alle, at Rafiq al-Hariris familie og kære ikke længere er en familie eller gruppe. I stedet er de i alle libanesiske hjerter.
Lad os få denne familie, dette blod og dette spørgsmål ud af den polariserende arena. Alle ønsker vi sandheden frem.
For det fjerde. For at løse landets vanskelige situation er den eneste rimelige udvej at gøre følgende: 1. De parlamentariske konsultationer bør indledes i morgen. En af hovedaktørerne bør få opgaven med at skabe en ny regering. I de libanesiske partier og hærens navn, kræver vi at den udpegede premierminister skal forme en national koalitionsregering. Hvis oppositionen afviser dette, er der intet grundlag for en neutral regering.

En prøvelse og en krise
Landet står foran en prøvelse og en krise og det har brug for en fornuftig regering, som kan styre det frem til næste valg. Vi kan ikke leve i en situation, hvor der hersker et vakuum.
Hvis oppositionen nægter at deltage i en national enhedsregering, så lad os gå et andet sted hen, til forhandlingsbordet! Der er brug for dialog. Hvorfor vil folk i Libanon eller deres repræsentanter og disse styrker ikke mødes om det runde bord. Hvorfor vil de ikke sætte sig ned og tale?
I kølvandet på præsident Al-Assads tale og efter denne massive samling, så tilskynder jeg jer til at være velovervejede. Jeg tilskynder alle til at overveje taktikker og strategier. Jeg inviterer alle til et dialogmøde. Hvis du går ind i en national aftalt regering så hold diskussionerne der. Hvis du ikke indtræder (i sådan en regering) så lad os mødes og diskutere problemer og spørgsmål.
Et af de vigtigste spørgsmål, som vi børdiskutere her og i lyset af resultaterne fra møderne i det Syriske-Libanesiske råd, er gennemførelsen af de resterende punkter i Al-Ta•f aftalen. Komiteer bør formes for at diskutere hvilke mekanismer, man skal bruge for at opfylde aftalen.

Syrien vil støtte hvad vi beslutter
Kære brødre: Hvis vi holder drøftelser og diskussioner, så kan jeg forsikre jer om, at Syrien vil acceptere og støtte os i alt, hvad vi bliver enige om. Syrien har altid ønsket det bedste for Libanon.
Jeg gentager, vi er her for at afvise resolution 1559 og for at forsvare modstanden. Lad os afvise permanent bosættelse (af palæstinensiske flygtninge i Libanon) - ikke af racistiske grunde, Gud forbyde det. Vores brødre, som er flygtninge her er vort folk og vores kære, men vi vil afvise permanent bosættelse. Vi ønsker at de kan vende tilbage til deres byer, marker og hjem i Palæstina. En permanent palæstinensiske bosættelse er en service og en gave til Israel.
Vi er forsamlet her for at beskytte staten og freden og for at forhindre enhver form for kaos. Jeg siger jer, at nogle satser på, at der bliver kaos og sker uforudsete hændelser. Jeg siger igen, sikkerhed, fred og stabilitet er en fælles forpligtigelse og en grænse, som ingen skal krydse.

Libanon er ikke Somalia
Libanon er en unik situation. Libanon er ikke Somalia, hvis i tænker på en militær intervention. Libanon er ikke Ukraine eller Georgien - men sin egen særlige situation i verden.
De, som tror, at de kan få denne stat til at bryde sammen, ødelægge orden, sikkerhed, stabilitet og Libanons muligheder, med nogle få demonstrationer med slogans, hvor man eksponerer visse holdninger i medierne, er suspekte og tager fejl.
Libanon er et land, som ikke kan eksistere uden det libanesiske folks samarbejde, deres overenskomst, deres dialog og deres møde. Ingen kan tvinge noget ned over hovedet på andre, hverken med ord eller med våben. Hvis møderne, dialoger og aftaler ophører, så vil landet være fortabt, og hvis det er fortabt er alle fortabt. Dette er den grundlæggende appel til vores partnere her i landet.

Chirac elsker jo Libanon
Jeg har også noget, som jeg vil sige til Frankrig. [buh tilråb] Ikke noget problem, vær tålmodige! Vær tålmodige! Jeg siger til hans excellence præsident Jacques Chiraq [buh tilråb]: Du elsker jo Libanon og forsvarer Libanon. I de forløbne år har du besøgt Libanon flere gange. Vi ved du personligt holder af Libanon. Deres excellence: Hvis du vil forsvare libanesernes frihed og demokrati i Libanon, så må du også se på situationen med begge dine øjne. Er disse (referer til de forsamlede) ikke en del af dét libanesiske folk, som du holder af?

Disse libanesere siger til dig: Vi vil forsvare vores historiske og specielle bånd til Syrien. De siger til dig: Vi vil yde modstand. De siger: Vi vil have, at de palæstinensiske flygtninge vender tilbage til deres respektive områder. De siger: Vi er imod resolution 1559!
Hvis vi nu holder fast i den demokratiske tradition, så står det fast, at denne folkelige og fredelige demonstration ønkser, at De opgiver Deres støtte til resolutionen, som ikke nyder støtte blandt flertallet af libaneserne. Er dette ikke den måde demokratiet fungereri vesten? Hvis demokrati er synonymt med flertallets holdninger, så er der en demokratisk afvisning af resolution 1559. Hvis det libanesiske demokrati er synonymt med aftalte forhold, hvor er så aftalen om resolution 1559? Vi opfordrer Frankrig og præsident Jacques Chirac til at genoverveje sin holdning i lyset af sin kærlighed til Libanon.

USA - hold fingrene væk
Den anden besked er til USA. Jeg siger til præsident Bush [buh tilråb] og fru Condoleezza Rice samt til den amerikanske kommandør i Satterfield her i Libanon: Jeres beregninger angående Libanon er forvirrede! De er forkerte!
Libanon lader sig ikke dele! Libanon er immun overfor uro. Libanon er immunt overfor nederlag. Jeg siger til Dem: Libanon er immun overfor døden. Libanon vil ikke ændre sit navn, sin historie eller sin identitet. Libanon vil forblive Libanon, et hjemland for dets folk, for den arabiske identitet, for modstanden og for hele nationen.
Jeg spørger nu - og I kan lade svaret blive hørt hos den amerikanske chef for soldaterne i regionen, som er af libanesisk herkomst, John Abizaid [buh tilråb]: Er vi libanesere bange for den amerikanske flåde (demonstranterne svarer nej). Flåden kom tidligere og den blev besejret. Kommer den igen vil den blive besejret endnu engang [bifald]. Jeg siger til amerikanerne: Bland jer ikke i vores demokratiske affærer. Lad os være i fred. Lad jeres ambassadør hvile sig på ambassade.
Vi libanesere er meget bekymret for vores hjemland. Vi ønsker at beskytte vores hjemland, udvikle vores stat og vedligeholde den nationale enhed, sameksistens og den civile fred.
Så USA - hold jeres uro-stiftende fingre væk.

Længe leve Al-Assads Syrien
Den næste besked er til Israel [buh tilråb]. Dette er en besked til Israel, Sharon (forsvarsminister Shaul) Mofaz og udenrigsminister Shalom [buh tilråb].
Opgiv jeres ambitioner og drømme om Libanon. Der er ikke plads til jer i Libanon. I 1982 var i på toppen, og vi var på vej ud af ødelæggelsen. Ikke desto mindre kæmpede libnaneserne og vi modstod jer. Vi holdt fast, ofrede martyrer og slog jer. I dag er vi som libanesere stærkere end nogensinde før takket være vores enighed og vilje, vores hær og modstand. I, israelere bliver slået af vores palæstinensiske brødre og søstre med deres bare hænder.
Israels zionister; hvad I ikke kan få med krig, kan I langt mindre få gennem politisk manipulation.
Det sidste ord til alle menneskene og organisationerne som er del af Libanons mangdoldighed. Denne kæmpe forsamling demonstrerer vores afvisning af en deling og af Libanons død. Vi ønsker at Libanon forbliver stærkt, forenet og forbundet. Længe leve det forenede Libanon.
Over for Syrien vil vi bekræfte, at vi er bundet sammen af Guds vilje samt af historisk og geografisk slægtskab. Vi ønsker at Syrien vil holde hovedet højt. Vi ønsker at Syrien vil vedblive at være løvens hule (Al-Assad betyder løve) som det altid har været [bifald]. Til Syrien siger vi: Længe leve Al-Assads Syrien.
Til fjenden, som står ved vore grænser, og som stadig besætter dele af vores land og holder vore brødre fængslede - såvel som de syriske, jordanske og palæstinensiske fanger, siger vi: Du har ikke plads blandt os. Død over Israel.
*** I EN BOX***
Talen sluttede med en indkaldelse i de efterfølgende dage og uger til demonstration i by efter by i Libanon til afvisning af det amerikansk-franske komplot mod landets stabilitet, enhed og fred.

Talen er oversat til Arbejderen af Kim Andersen. Den er forkortet af redaktionen.