Enten er man med til at have en fælles forsvarsminister, en skjult lovgivning, forvrængede madplanter og mangel på kosttilskud, eller også er man udenfor
af Lars Mikkelsen, Skævinge
Indbyggerne kan vælge mellem to muligheder. Den ene er, at de kan vælge at være i et land, hvis højeste princip er en art frihed for alle. Alle skal frit kunne konkurrere med alle. Det giver et effektivt erhvervsliv. Beskyttelse af miljøet kommer i anden række, idet det frie handelsmarked har førsterang. Landets førsteprincip er konkurrenceprincippet.
Til gennemførelse har man et effektivt lovgiversystem, hvis ansatte er uafhængige af befolkningen. Befolkningen kan ikke vælge deres egne lovgivere. Landet har dog et folkevalgt parlament, som altså ikke kan fremsætte lovforslag. Styringen er effektiv. Cirka 85 procent af alle bekendtgørelser vedtages uden om Parlamentet af udvalg i lovgiversystemet.
Landet har et forsvarsministerium, som alle aktivt og uforbeholdent skal støtte. Det Store Råd vælger dennes minister. Det sker uden om Parlamentet.
Lovgiversystemets formand foreslås af Det Store Råd. Parlamentet 'vælger' ham, men der er ikke andre at vælge imellem. Lovgiversystemet består af en person fra hver egn. Hver egn stiller forslag om tre personer til lovgivningsledelsen. Overlovgiveren vælger en af disse tre. Der vælges dog ikke fra alle egne, og de tre vælges ikke ved folkevalg.
Alle egne stiller hver en til Den Store Domstol. Egnsledelsen udpeger dommerne. Domstolen har et udvalg af forhenværende dommere, der vurderer de nyes egnethed. Egnsledelsen afgør dog, hvem der vælges. Der er en anelse af folkeindflydelse her, idet den ene af de syv i udvalget er udpeget af Parlamentet.
Lighed for loven
Det andet land, som kan vælges, har et folkevalgt parlament, der alene kan fremsætte love. I dets grundlov står konkurrencen ikke nævnt, idet man ønsker lighed for loven, så de mere kløgtige ikke narrer de mindre kloge og bliver rigere end de enfoldige.
Landet er meget bekymret for, om de fleste helsemidler, kaldet helsekostprodukter, skal blive frataget dem. Det er også meget bekymret over, om forvrængede planter, såkaldte gen-splejsede eller fusionsplanter, skal blive tilladt, idet disse er usunde og sygdomsgivende. Det førstnævnte land er årsag til disse bekymringer, idet dette land har stor magt over sindene.
Indbyggerne er meget i tvivl. Hvilket land skal de vælge at være i? Det første land er vældig stort og magtfuldt, men noget fattig, både materielt og åndeligt, og der er stor arbejdsløshed.
Der skal vælges
Det andet land er ganske lille, men meget rigt, for det bruger og sælger en masse olie, og indbyggerne er i øvrigt forbavsende dygtige på verdensplan, de er kreative og er et af verdens aller rigeste lande. De har ikke haft sorte intelligensskoler.
En 'klog' person fik den idé at stemme på begge lande samtidig, være med begge steder. Men det kan man ikke. Enten er man med til at have en suveræn, fælles forsvarsminister, en skjult lovgivning, forvrængede madplanter og mangel på kosttilskud i førstelandet, eller også er man udenfor og alene sammen i det lille land, der så folkeligt selv kan bestemme. Mange mener, at det lille land sagtens kan klare sig alene.
En læser kunne måske fejlagtigt tro, at dette handler om en afstemning i en lille stat ved siden af Rusland eller Kina. Nej det handler om EU contra Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278