Ligesom der er brug for olie til opvarmning, er der brug for tanker til den ideologiske kamp. Torsdag blev vi beriget med en liberal tænketank - CEPOS.

Engang lod jeg mig fortælle - og blev måske overbevist om - at hvis man fik anbragt en særlig brille på næsen, der vendte det man så på hovedet, så ville man i løbet af ikke al for lang tid selv vende billedet om igen inden i hovedet.
Sådan kan man - blot ved at se på et fænomen - finde ud af, hvad der er op og ned, uanset hvordan det vender. Netop det er i ugens løb blevet et fænomen af nogen udbredelse.
Ligesom der er brug for olie til opvarmning, er der brug for tanker til den ideologiske kamp. Torsdag blev vi beriget med en liberal tænketank - CEPOS.
Til den højtidelige åbning, der fandt sted på Hotel d'Angleterre, var indbudt eksperter, politikere og kunstnere. For at give en fornemmelse af tyngden i tanken kan det oplyses, at de mest prominente i disse kategorier var Bent Fabricius-Bjerre, Poul Schlüter og Morten Grunwald.
CEPOS vil arbejde for mere personlig frihed for klodens seks milliarder humane øer. Vi, milliarder, skal blot inter-agere med hinanden i et frirum baseret på det frie marked.

Med andre ord der skal være mere individ og mindre samfund. Der skal gøres en ende på den 'indirekte støtte fra det offentlige til befolkningen', som det hedder. Man kan ikke befri sig for, at det lyder temmelig absurd. Men ikke desto mindre er det kernen i den gamle liberale opfattelse.
Og tænketanken er seriøs. En tænketank er en forskningsinstitution, der kombinerer visionær tænkning med dybdegående analyser, hedder det på CEPOS hjemmeside.
Samme sted er en smagsprøve - hold godt fast:
Flere og flere bliver opmærksomme på, at bedre velfærd skabes gennem øget velstand... Det er godt tænkt!
Problemet med de liberale tænketanketorsk er imidlertid, at de faktisk virker og får indflydelse. De skrøbelige tanker, hvis indflydelse er omvendt proportional med dybsindigheden, virker.
Ikke mindste ny-liberalismen i USA er fremmet enormt gennem oppumpning af tænketanke og kanalisering af forskningsmidler. På den måde bliver de strukturerende og genererende institutioner i samfundet.
Projektet går ud på at vende billedet på hovedet, så vi tror at vide, hvad der er op og ned. Ingen eksperimenter tak.

En professor Paldam skrev i Weekendavisen, at der er noget dybt umoralsk over, 'at vi har holdt så meget af eksperimenter i fattige lande - eksperimenter, som vi aldrig har foretaget i vores eget land. Hvorfor i alverden skal det gå ud over de stakkels fattige, der måske ellers havde haft en chance for at klare sig lige så godt, som vi har i dag'.
Det Paldam henviser til er blandt andet Cuba, Chile flere lande i Afrika. Han har øjensynligt nogle af de omvendte briller på.
Det turde være temmelig indlysende, at USA ikke har holdt særligt meget af hverken Chile under Allende eller Cuba under Fidel Castro.
Hvis Paldam er så positiv, som han selv gerne vil være, så må budskabet vel være, at alle lande skal have ret til eksperimenter. Og dem, der prøver - ikke mindst de fattige - de skal have skulderklap og al den venskabelige hjælp og det venskabelige samkvem, vi kan overkomme. Det ville virkelig være et storstilet eksperiment fra den rige og borgerlige verden.
Man gør det omvendte. Skyder lederne. Boykotter økonomien. Sviner eksperimentet til i medierne. Og satser med stor energi og med mange ressourcer på at gøre sit eget system til alles system - det eneste ene og af alle verdener det bedste. Det ved de liberale tænketanke.