Ved at øge presset mod Syrien og søge at afvæbne Hizbollah ønsker USA at få større råderum til sig selv og sin evige vagthund i området, Israel.

af Sven Tarp
I tirsdags demonstrerede op mod halvanden million mennesker i Beirut til fordel for libanesisk enhed og venskab med Syrien.
Demonstrationen var indkaldt af det indflydelsesrige Hizbollah-parti og 17 andre prosyriske organisationer, heriblandt kristne maronitter. Selv Jyllands-Posten måtte erkende, at den 'fik de seneste ugers antisyriske demonstrationer til at blegne'.
Demonstranterne råbte slagord mod USA, Frankrig, Israel og Sikkerhedsrådets resolution 1559, der kræver syrisk tilbagetrækning fra Libanon og opløsning af Hizbollahs milits.
Hermed er den aktuelle libanesiske krise, som startede med attentatet mod den tidligere ministerpræsident Rafic Hariri den 14. februar, gået ind i en ny fase.

Israels og USA's interesse
USA, Israel og en række europæiske lande har beskyldt Syrien for at stå bag mordet på Hariri. Men ser man på de umiddelbare politiske følger af attentatet, burde søgelyset snarere rettes mod den amerikanske eller israelske efterretningstjeneste.
Hariris død var i hvert fald en kærkommen lejlighed til at øge det international pres mod Syrien og anspore store antisyriske demonstrationer.
Syrien har nu indledt tilbagetrækningen af de 14.000 tropper, der har været været udstationeret i Libanon siden 1976, da de rykkede ind for at afslutte den blodige borgerkrig. Dette lægger også et øget pres mod Hizbollah, der råder over en magtfuld milits, som blandt andet høstede stor popularitet, da den i år 2000 fordrev den israelske hær fra Sydlibanon.
Krisen i Libanon kan kun forstås i et storpolitisk perspektiv. Den skal ses inden for rammerne af planen om et 'Stor-Mellemøsten', der skal sikre israelske interesser og lægge regionens lande og rige naturresurser åben for de vestlige monopoler.
Presset, ikke kun mod Iran og Syrien, men også mod traditionelle allierede såsom Ægypten og Saudiarabien, der ikke længere fuldt ud lever op til de amerikanske forventninger, er voksende.
Samtidig er USA klemme i Irak, hvor modstandsbevægelsen gør livet stadig mere surt for besættelsesmagten. Ved at øge presset mod Syrien og søge at afvæbne Hizbollah ønsker USA at få større råderum til sig selv og sin evige vagthund i området, Israel.
Men efter demonstrationen i tirsdags tyder noget på, at USA kan have gjort regning uden vært. Båndene mellem Syrien og Libanon er dybere end som så.

Ikke Georgien eller Ukraine
I weekenden sagde den libanesiske præsident Emile Lahoud: 'Det, der forener Libanon og Syrien, kan ikke adskilles af impulsive besluninger, som er i modstrid med de geografiske og historiske bånd, som altid har forenet de to folk og broderlande'.
Og på tirsdagens demonstration erklærede Hizbollahs leder, Hassan Nasrala, efter at have takket Syrien for dets bidrag til Libanons sikkerhed og integritet:
'Libanon er et særtilfælde. Det er hverken Georgien eller Ukraine. Hvis nogen tror, at Libanons stabilitet og sikkerhed kan brydes, tager de meget fejl.
Man må håbe, at Hassan Nasrala har ret. Ellers kan borgerkrigens skyer meget vel true i horisonten.