Den 18. februar forsøger Gerd Callesen at forklare, hvad meningen var med hans udokumenterede påstande om KPD´s kamp mod den kapitalistiske krise og fascismen i 30´erne

af Ole S. Larsen, Gøteborg
'Det er uheldigt hvis min artikel'..giver..'KPD hovedansvaret for splittelsen', indrømmer du.
Godt nok.
Men lidt senere går det galt igen.
Det sker når du citerer den 'kommunistiske' historiker G. Fülberths:
'For KPD var SPD hovedfjenden'.
Påstanden bliver ikke mere troværdig af at blive fremsat igen, også selvom Fülberth kan komme med nok så mange 'kommunistiske dåbsattester'. Fülberth kommer ikke med noget nyt.
Jeg tror det var Karl Marx, der i en debat blev mødt med argumentet: 'Jeg er marxist'. Hvorefter Marx replicerede 'Jeg er ikke marxist'. På samme måde må jeg afvise Fülberths og dine påstande. At udnævne sig til 'kommunist' betyder ikke at man automatisk har ret.
Det viser udviklingen i 'kommunisten Bresjnev' Sovjetunion vel også.
Den mest troværdige og erfarne kommunistiske organsation på den tid var Komintern, som i beretningen til kongressen i 1935 fremlagt af G. Dimitrov meget klar konkluderer:
'Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker'.
Fülberth påstår også at 'socialdemokrater og kommunister.... havde oprettet kampgrupper i stil med det nazistiske SA.'
Igen må jeg protestere: Arbejderbevægelsens forsvarsorganisationer kan ikke sammenlignes med det fascistiske terorkorps SA, som var regulære dødspatruljer.
Rigsdagsvalget i juli 1932 gav ikke det resultat, som Fülberths påstår. Han blander stemmetallene sammen med 6. november valget, der var et alvorligt nederlag for nazisterne og et ryk til venstre.
Ved valget til Rigsdagen den 6. november fik SPD 7,3 millioner stemmer. Nazisterne, der i sommerens valg fik 13,7 millioner stemmer, havde i løbet af tre måneder tabt to millioner af dem igen, mens Kominternpartiet KPD erobrede seks millioner - en fremgang på næsten 700.000 stemmer.
Ved det sidste 'frie valg' i Weimar-republikken, den 6. november 1932 opnåede nazisterne som sagt ikke den fremgang og slet ikke det flertal, som dets kapitalistiske bagmænd havde håbet.
Samtidig var endnu flere af SPD's tilhængere ud fra deres egne erfaringer i dette kriseår, gået over til det parti der ønskede en anti-fascistisk enhedsfront, nemlig KPD.
Den tyske kapitalistiske markedsøkonomis topfolk, nemlig sværindustriens og storfinansens direktører og ejere som finansierede Hitlers nazibevægelse, var ikke i tvivl om konklusionen på dette valg.
Derefter satte nazisterne ild på Rigsdagsbygningen - Tysklands 11. september - med det skjulte formål at knuse den tyske arbejderbevægelse og oprette et åbent kapitalistisk terrorregime.
Ikke med et ord kommer du ind på de konkrete og faktiske begivenheder jeg har nævnt i mit svar (10. februar).
Tværtimod gentager du den socialdemokratiske tese om, at SPD var hovedfjenden for KPD, og at 'de var lige gode om det.' Og du kommer ikke med et eneste sagligt argument for dette.
Udviklingen i 30`erne er vigtig for at kunne forstå udviklingen helt frem til i dag.
De borgerlige og reformistiske historieskrivere af i dag - både her og i Tyskland - forsøger at skjule det faktum, at nazi-regimet ikke havde et flertal af tyskere bag sig, slet ikke i arbejderklassen.
Nazisterne og deres borgerlige støtter dyrker forestillingen om at 'Hitler havde hele folket med sig', og 'demokratiet bragte Hitler til magten'.
Man forsøger at skyde skylden fra sig, gennem myten om at nazisterne havde 'folket med sig'. Denne myte er også baggrunden for, at forskellige gammelnazistiske og neofascistiske dækorganisationer overhovedet kan mobilisere nye mennesker især i Tyskland.
De borgerlige og reformisterne giver i stedet folket og kommunisterne 'skylden' idet KPD udpeges som medansvarlig af både Callesen, Fülberth og Schröders SPD. Man ønsker at skjule, at det i dag regerende SPD gjorde alt for at vise 'ansvarlighed' overfor kapitalens krav i 30`erne, og gang på gang afviste kravene fra KPD og arbejdspladserne om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror.
For så behøver man ikke svare ærligt på spørgsmålet:
Hvem bragte Hitler til magten?
Det tyske folk gav aldrig nazisterne flertal i noget valg. Ikke engang under den nazistiske terror op til valget efter Rigsdagsbranden i 1933 opnåede fik de flertal.
Trods terroren, trods nedbrændingen af Reichtag nægter et flertal i det tyske folk at stemme på nazisterne.
I situationsrapport fra Papen-regimets (1) politimyndighed fra den 16. juli 1932 kan man læse:
'I hele riget fortsætter de praktiske enhedsfrontaktioner. SPD-tillidsmænd møder op som delegerede for deres kammerater i kommunistiske forsamlinger; i Duisburg har funktionærer fra 'Eiserne Front' diskuteret skridt med henblik på at danne en enhedsfront i KPD's partikontor. Fælles gravvagter og deltagelse ved begravelser er nu overalt blevet til en fast foreteelse, ligesom der under eller efter nationalsocialistiske optog regelmæssigt arrangeres tværpolitiske demonstrationer.
Mange steder møder socialdemokrater op ved KPD's hyppigt afholdte antifascistiske kongresser, om end det endnu ikke sker i det antal. KPD håber på, fagforeningsfunktionærer erklærer, at man ikke må tilbagevise den udstrakte hånd fra KPD,....' og så videre.
Skulle du være bedre indsat i disse sager end det tyske hemmelige politi? Jeg tillader mig at tvivle.
I min verden er dagens Socialdemokrati ikke noget ægte arbejderparti. Også selvom du påstår det modsatte.
Vi er altså enige om at S ikke er et ægte arbejder parti, ligesom Venstres 'velfærdsparti' og Kjærsgaards Folkeparti ikke er arbejderpartier selvom de kalder sig det. Jeg har ikke påstået andet, men disse tre partier fik altså mere end to tredjedel af de afgivne stemmer den 8. februar eller 57 procent af alle stemmeberettigede.
Af disse kan vi uden tvivl gå ud fra at langt over halvdelen tilhører arbejderklassen og dens allierede mellemlag.
Uden at disse mennesker bliver aktive og bevidstgjorte om at disse falske 'arbejderpartier', ikke er nogen garanti for arbejderklassens rettigheder, velfærden og de demokratiske rettigheder, kan du glemme al snak om socialisme.
Så længe der findes så udbredte illusioner om den borgerlige reformisme, hvad enten den hedder S, V eller O, opnår vi ingen revolutionær enhed, og det er afgørende, at afsløre disse partier, for at kunne flytte arbejderklassens positioner frem i klassekampen.
Opbruddet er startet, og processen vil fortsætte, men den kræver, at der opbygges et virkeligt - politisk og organisatorisk - uafhængigt alternativ til begge de borgerligt reformistiske blokke.
Stadig er det sådan på mange arbejdspladser, at tillidsfolk bliver valgt med argumentet, at S er et arbejderparti eller folkets parti, og socialisterne i SF og Enhedslisten har begge lovet S, at de vil stemme for en 'ny' S-ledet regering - også selvom den i realiteten ikke vil gå nogen anden vej end KV-regeringen. S er taknemmelig for den trofaste SF og Ø-støtte. En støtte som åbenbart gives betingelsesløst uden konkrete krav.
Det var også derfor Lykketoft talte om 'vennerne i Enhedslisten' i hans afskedstale på valgaftenen. S er glad for at have en så ukritisk opposition til venstre, som ikke engang stiller betingelser for at støtte en S-regering.

Noter
1. Kilde: 'Deutsches Zentralarchiv', Potsdam: 'Reichsministerium des Innern' afd. IAN, nr. 26, 153, blad 25-26; citeret efter: Emil Carlebach`s 'Hitler war kein Betriebsunfall- Hinter den Kulissen der Weimarer Republik'., Frankfurt a M 1983, på dansk: Tiden, 1985)