Og når vi nu invaderes af polakker, så har det udover den EU-garanterede frie importret at gøre med, at Polen for alvor mærker kapitalismens velsignelser i disse år.

af Kjeld Stenum
Vi møder dem tiere og tiere på byggepladserne. Jeg kender ingen aktuelle tal, men EU-udvidelsen har resulteret i, at mange polske og andre østeuropæiske håndværkere invaderer de danske byggepladser. Det passer ikke, at det ikke ville ske. Tag ud og se efter!
Vi møder dem på kraftværkerne, vi møder dem på diverse renoveringsopgaver, og - de er især der, hvor de færreste af os møder dem, for de påtager sig som regel det lavest rangerende, det hårdeste, det mest miljøfarlige og det dårligst betalte arbejde, især nedrivning, oprydning og den slags, der som regel udføres af små firmaer og ikke opdages af nogen, før det er afsluttet.
De påtager sig i reglen det arbejde, de fleste af os andre gør, hvad vi kan for at undgå. Om det gør så meget, når vi nu alligevel ikke gider røre ved det, de laver? Ja, det gør, for deres lave lønninger gør, at deres mester også hele tiden prøver at score nogen skillinger på at få dem til at lave snart den ene, snart den anden lille opgave indenfor for eksempel betonstøbning eller murerarbejde, noget, som herhjemme normalt honoreres til mere end det dobbelte af, hvad de får.
Og det, de finder sig i af indkvartering, toiletforhold, arbejdstider og transportordninger til og fra arbejde, det undergraver også forholdene for os andre. Misforstå mig ikke! De er velkomne! Det er løntrykkeri og undergravning af faglige forhold, der ikke er velkomment.
Det er sådan set ikke noget nyt, at de kommer, og det har sådan set heller ikke noget specielt med det moderne ord 'globalisering' at gøre. Herovre i hovedstaden render en del fuldblodsdanskere, som absolut ikke behøver nogen form for integrering, rundt med mærkelige slavisk klingende efternavne.
Og går man blot en tre-fire generationer tilbage i deres stamtræ, er jeg sikker på, at de næsten alle sammen kan spores tilbage til den polske indvandringsbølge, som fandt sted for rundt regnet hundrede år siden, især på Lolland-Falster og i Sydsjælland, men også på Fyn og i Sønderjylland, ja, helt over til Esbjerg-egnen.
Sæson-arbejdere, der importeredes til arbejde med roeoptagning. Rent slavearbejde, ofte indkvarteredes de som dyr i staldene rundt omkring, og lønnen var elendig, meget ringere end den, der betaltes til danskere for tilsvarende arbejde. Ikke særlig forskelligt fra det, som sker i dag.
Efterhånden, som bønderne opdagede, at det var en fed fidus, greb det voldsomt om sig, og det blev nødvendigt med en mere organiseret indkvartering. Derfor byggede man en særlig slags toetagers huse, de såkaldte polakkaserner, hvor der boede en opsynsmand med sin familie i stuen, og hvor der så indkvarteredes polakker på første sal.
Til roeoptagningen havde man mest importeret piger, nu fik de ofte manden med. Men der blev stuvet mange sammen. I 1908 indførte Peter Sabroe den såkaldte polaklov, der skulle beskytte mod de værste ting. I den stod blandt andet, at det ikke var tilladt at stuve mere end to sammen i den samme seng. Ordet 'POlak' (udtalt med tryk på første stavelse) har overlevet som skældsord i det danske sprog.
Fra flygtninge- og indvandrerdebatten kender vi det argument, at dem, der kommer herop til os, det er dem, der har været rige nok til det. Og dem, der har mest brug for det, de kommer slet ikke og banker på vores dør. Det er et argument, som folk på venstrefløjen af og til har svært ved at afparere, for der er ligesom en vis klasseholdning i det.
Hvis vi går ind for at gøre tingene bare nogenlunde tålelige for dem, der finder herop, så er det overklassen blandt flygtninge og indvandrere, vi går ind for at hjælpe, siger man til os. Jeg er ret sikker på, at giver man sig virkelig til at undersøge den sag, så finder man ud af, at argumentet er absolut forvrøvlet.
De tyrkere, der kom til Danmark i tresserne og halvfjerserne, var ikke de veletablerede fra byerne, men de fattige arbejdsløse fra de fjerneste og mindst udviklede landsbyer.
Det ludfattige sultende Irland var storleverandør af emigranter til Amerika for godt og vel hundrede år siden, ligesom det også var dem, der havde sværest ved at etablere sig herhjemme, der blev udvandrere til USA eller Argentina.
Jeg har selv meget ringe personlig erfaring med at være 'fremmedarbejder', men i firserne var vi en del danske bygningsarbejdere, der prøvede vores lykke i Norge, og det skyldtes selvfølgelig, at det var elendigt at være bygningsarbejder i Danmark i firserne. Lykkeriddere skabes af elendighed.
Sådan har det været i Europa, og sådan er det også blandt dem, der banker på Europas dør. Det er folk i en elendig situation. Og når vi nu invaderes af polakker, så har det udover den EU-garanterede frie importret at gøre med, at Polen for alvor mærker kapitalismens velsignelser i disse år.
Stor arbejdsløshed, meget dårlig arbejdsløshedsunderstøttelse, nul faglige rettigheder, og meget lav løn, der tvinger den, der overhovedet kan finde noget, til at have et eller to sorte jobs ved siden af for at holde penge hjemme til huslejen.
Vi skal ikke have slavearbejde i Danmark, og vi skal ikke have undergravet vores faglige rettigheder. Og derfor skal polakker i Danmark arbejde på danske overenskomstvilkår. Problemet er bare, at hvis de for eksempel er sendt herop af et polsk hvervefirma og lejet ud til arbejde i Danmark, lægger vi os ud med hele EU-maskinen ved at kræve det.
Så det må vi gøre, hvis ikke det skal ende med at blive sådan, at danskere kommer til at arbejde på polske vilkår i Danmark i stedet for.