Og så har man et godt argument for at prioritere motorvejene endnu højere. Sådan er politik. Det er bevidst styret, men man kalder det Udviklingen, og man siger, at Udviklingen den kan man ikke gøre noget ved, for det, at folk køber bilerne, viser jo, at de vil have det sådan.

af Kjeld Stenum
Hele weekenden havde det sneet og sneet og sneet og sneet, og midt om natten var jeg vågnet og havde fået den ide, at jeg nødvendigvis måtte ud og feje sne ned fra udestuens tag, hvis ikke det skulle brase sammen. Og så havde jeg ikke kunnet falde i søvn bagefter.
Så mandag morgen, før fanden fik sko på, var jeg ikke så meget for at få næsen udenfor. Men det er meget omstændeligt at tage offentlig transport ude fra mig og til det sted i Klampenborg, hvor jeg arbejder. Så det var bare med at bide tænderne sammen og varme cykelmotoren op.
Jeg var godt klar over, at jeg ville få problemer og komme for sent. Det sidste tog jeg roligt. Men det med problemerne var jeg ikke meget for. Driverne lå højt allerede i min have, og hele vejen ud af havebyen var det håbløst at cykle. Ingen rydder sne der.
Men da jeg først nåede ud til ringvejen, gik det såmænd fint. Jo, der lå da et tyndt drys sne på cykelstien i Herlev kommune, men der var blevet fejet både fortov og cykelsti i løbet af natten, og da jeg havde halvt rygvind, gik det lige så hurtigt derudad, som det plejede.
Og selvom det var mørkt, og der var hverken måne eller stjerner, så skaber sne selv om natten lys, jeg kunne tydeligt se både husenes farver og altmuligt, det er helt anderledes oplivende end sort regnvejr. Jeg var allerede ved at blive i let humør, jeg frøs heller ikke, og oppe i hovedet tildelte jeg Herlev tre stjerner for snerydning.
Da jeg kørte forbi Herlev Hospital, det store grimme skrummel, der tårnede sig op med alle sine etager og alt sit lys, blev jeg imidlertid overhalet af en knallert, og jeg har et eller andet med, at knallerter på cykelstien gør mig tosset i hovedet mandag morgen.
Det er dels fordi jeg ikke hører så godt mere, og lige pludselig så kommer de drønende der forbi én, og man slår et forskrækket slag med cyklen og er lige ved at slingre ud i dem. Dels så er der også den sky af os og stank, de slæber efter sig.
Der er helt urimeligt ingen krav til knallerters udstødningsgas, sådan som der er til bilers, derfor forurener en knallert meget mere end noget andet transportmiddel pr. personkilometer, jeg tror, det er noget i retning af syv gange så meget som en bil.
Og derfor er der aldeles frygteligt at komme til at cykle bagefter en knallert, osen bliver hængende i flere kilometre efter den. At knallerterne skal køre og ose os cyklister lige op i fjæset, viser noget om, hvor lavt samfundet prioriterer os cyklister, tænkte jeg aggressivt.
Meget værre blev det, da jeg kort efter kom til Gladsaxe kommune, her havde man absolut ingenting gjort ved cykelstierne. Det vil sige, jo, det havde man, og det, man havde gjort, det var, at man havde fejet sneen fra kørebanen halvt ind over cykelstierne fra ydersiden, og hvor der var fortov, havde man fejet sneen derfra ind over den anden halvdel.
Samtidig lå den sne, der var skrabt af kørebanen, i en halv meter høj vold tværs over cykelstien, hver gang en vej krydsede, og kør selv ud og kig efter, der er rigtig mange veje, der krydser ringvejen i Gladsaxe kommune på hele strækningen fra kommunegrænsen til Herlev og ud til kommunegrænsen mod Lyngby.
Nul stjerner til Gladsaxe for snerydning, tænkte jeg vredt, da jeg for tiende gang måtte hoppe af cyklen for at passere en krydsende vej. Ovenikøbet var det blevet frostvejr i løbet af natten, og den opkørte tøsne, som havde ligget på cykelstien, var frosset til skorpede kanter, der gjorde det omtrent lige så langsommeligt at cykle som at hoppe af og gå.
Da jeg kom til Lyngby, var jeg ved at være godt oppe og koge. Og jeg blev aldeles rasende, da man i Lyngby tilsyneladende ryddede sne på præcis samme måde som i Gladsaxe.
Nu er der muligvis nogen læsere, der sidder og tænker, nej, det er da klart, man ikke rydder cykelstierne først, bilerne fra hele oplandet skal ind, og folk skal kunne gå hen til bussen, og der er jo alligevel ingen, der tager cyklen sådan en morgen.
Har han skrevet om, at han mødte nogen, måske? Og nej, det har I ganske ret i, det har jeg ikke skrevet om, for jeg havde endnu ingen mødt, det er da klart, folk ikke cykler sådan en morgen, når samfundet prioriterer det at rydde cykelstierne så lavt.
Og sådan er det for øvrigt med så meget. Hvis man prioriterer motorveje højt og kollektiv trafik og cykelstier lavt, så får man megen privatbilisme og få cyklister og få passagerer til kollektiv trafik. Så laver man en statistik, der viser, at man har mange biler og ikke så mange kollektive trafikanter og cyklister.
Og så har man et godt argument for at prioritere motorvejene endnu højere. Sådan er politik. Det er bevidst styret, men man kalder det Udviklingen, og man siger, at Udviklingen den kan man ikke gøre noget ved, for det, at folk køber bilerne, viser jo, at de vil have det sådan.
Men på vej op ad bakken mod Klampenborgskovene mødte jeg en anden cyklist, en kvinde, der krydsede min bane i et vejkryds. Lige idet hun passerede mig, sagde hun uden at kigge op, som talte hun med sig selv: 'Hold kæft, hvor er jeg hidsig, mand!'
Og på vej væk skreg hun ud i snetykningen: 'JEG GIDER BARE IKKE CYKLE MERE!' Jeg kom til at grine, det var det mest forløsende, jeg havde oplevet den morgen.
Da jeg nåede Klampenborgskovene, var cykelstien eksemplarisk ryddet, selv om man aldrig møder et øje der, i hvert fald ikke på den tid af dagen, hvor jeg cykler på arbejde. Men der bor de rige, måske er det derfor. Ja, både at man ikke møder et øje så tidligt om morgenen, og at cykelstierne er så eksemplarisk ryddede, forstås?