En historisk analyse må forholde sig til de væsentlige aspekter af den faktiske situation og ikke unddrage sig en diskussion af forskellene mellem KPD`s og SPD`s politiske strategi og taktik

af Gerd Callesen, Wien
Ole S. Hansen kritiserer (Arbejderen 10. febr.), at jeg i en anmeldelse tilsyneladende har givet det tyske KPD hovedansvaret for splittelsen i den tyske arbejderbevægelse i mellemkrigstiden. Det er uheldigt, hvis min artikel giver anledning til denne konklusion, for den er ikke tilsigtet, og hvis man læser hele artiklen, vil man næppe heller kunne opfatte den sådan.
Hansens diskussionsform er polemisk, hans historieopfattelse er idealistisk-voluntaristisk og ikke præget af historisk og dialektisk materialisme, som er forudsætningen for en marxistisk diskussion. Det er således ikke frugtbart at diskutere med ham, idet det fælles grundlag ikke er til stede. Et idealistisk-voluntaristisk udgangspunkt udelukker, at man kan nå frem til en forståelse af den historiske udvikling, og hvad den betyder i en given situation. Når vi som marxister, kommunister, socialister, eller hvordan man nu ser sig selv, diskuterer historie, kan det ikke være for at skræddersy historien til de aktuelle behov, men for at komme til en forståelse af den historiske situation og dens konsekvenser.
Hansen lever imidlertid i en verden, hvor dagens Socialdemokrati er et arbejderparti. Det skal nok være rigtigt, at en del arbejdere fortsat stemmer socialdemokratisk, nogle tusinde er måske oven i købet partimedlemmer, men langt den største del af arbejderklassen ved, at Socialdemokratiet ikke er et socialistisk-reformistisk parti, der har til formål at fremme overgangen til socialisme. Derfor stemmer de så på Dansk Folkeparti eller et af de andre højreborgerlige partier, som efter deres umiddelbare skøn synes at varetage deres interesser bedst. Det kan man beklage, mere relevant er det dog at finde ud af, hvorfor det forholder sig sådan. Hans polemik er altså uden pointe.
En historisk analyse kunne være en hjælp til at få øje på den rigtige modstander. Men en sådan analyse må forholde sig til de væsentlige aspekter af den faktiske situation og ikke strø om sig med floskler, som 'Bebels og Liebknechts ærerige revolutionære SPD' eller ved at unddrage sig en diskussion af forskellene mellem KPD's og SPD's politiske strategi og taktik. Det fører ikke til en afklaring.
Det ville hjælpe betydeligt, hvis man bruger de hjælpemidler, vi har, f.eks. den kommunistiske historiker Georg Fülberths 20 siders artikel om den tyske arbejderbevægelse i 'Leksikon for det 20. århundrede' (www.leksikon.org):
'Modsætningerne mellem SPD og KPD havde også konsekvenser i den del af arbejderbevægelsen, der ikke var partipolitisk tilknyttet: den kommunistisk orienterede Revolutionære Fagopposition ('Revolutionäre Gewerkschaftsopposition', RGO) blev afskallet fra landsorganisation (ADGB), og fra arbejdernes sportslige landsorganisation (ATSB) afskalledes den Røde Sport ('Rotsport'). Derudover blev næsten alle andre arbejderorganisationer splittet, hvor der ellers tidligere havde eksisteret en sammenhæng mellem de forskellige retninger.
Ved valget til Rigsdagen 31. juli fik nazisterne (NSDAP) yderligere fremgang, og var nu det største parti i Rigsdagen. SPD fik 7,3 mio. stemmer og KPD 6 mio. Både socialdemokrater og kommunister havde flere år forinden erkendt den alvorlige mulige trussel fra nazismen og havde bl.a. oprettet kampgrupper i stil med det nazistiske SA - SPD havde oprettet Reichsbanner forbundet, senere Jernfronten - men begge partier var alligevel så forblændede af hadet til hinanden, at det var umuligt at skabe en fælles front mod nazismen. For KPD var SPD hovedfjenden - som Komintern havde erklæret i 1928 - og for SPD var KPD hovedfjenden.'
For at Ole S. Hansen ikke skal være den eneste polemiker i denne sammenhæng skal der lige splittes et par hår: Det tyske nazistiske parti blev forkortet NSDAP; DNSAP, som Hansen skriver, står for Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti. Lederen af det nye KPD hed Rosa Luxemburg - hvorfor Hansen vil skrive hendes navn på fransk er uklart. Endelig: det er nok for megen ære at tilskrive min artikel i Arbejderen ansvaret for Socialdemokratiets valgnederlag.