13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialdemokratisk selvmål

Socialdemokratisk selvmål

Torsdag, 10. februar, 2005, 00:00:00

Sidste år blev Lenin udpeget som ´forrædder mod den demokratistiske socialisme´ i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue

af Ole S. Larsen, Göteborg
Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor - selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft - 'Venstre om' ved at kritisere kampagnen.
I år er det Gerd Callesen der den 4. jan klager over at socialdemokraterne i Tyskland i trediverne blev 'moppet ' med udtrykket 'socialfascister'.
Du giver i din konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i at 'Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.'
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier.
Og SPD sparede intet tilfælde for at advare mod 'kommunistiske splittelses manøvrer'.
Og det som er vigtigt at lære - især for folk der kalder sig professionelle historikere - er at det forhindrede ikke KPD i - gang på gang - at henvende sig til såvel de kristne som de socialdemokratiske masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er jo at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres 'egne kapitalister' med at starte det som vi i dag kalder den Første Verdenskrig, et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord, men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket 'social-chauvinister' om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.
Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse, at de brød sig om kritikken fra venstre?
SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht - det eneste SPD-rigsdagsmedlem som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.
I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde 'ansvarligt', ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod.
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede poltiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet - med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror.
Lad mig bare nævne disse eksempler:
18. oktober 1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love - sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen - SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget
SPD vil gerne vise at man er et 'ansvarligt' parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.
1. juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: 'Bolsjevisme og fascisme er brødre'. Det var SPD's 'kommu-nazi'-teori.
Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være ' læge ved kapitalismens sygeleje'.
I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preusiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15. juni 1932: Foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD, ADGB (tysk LO) og Reichbanners (1) ledere en fælles demonstration mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20. juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere (2) hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse.
Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20. juli 1932: von Papens statskup i Preu§en. SPDs ministre og politi-chefen forlader deres stillinger.
KPD's tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres 'legale' våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati.
SPD-formanden udtalte for eksempel på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932:
' Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået' (fra SPD- ledelsens aktstykker, s. 71).
Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD´s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet 'Internationale' en artikel hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil: 'gå nedenom og hjem' som regeringsparti.
PÅ KOMINTERNs 7. kongres i 1935 kom (3) G. Dimitrov ind på dette i beretningen: 'I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at 'Tyskland ikke er Italien', i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling, der idag forefindes, at der i landene med det 'klassiske' borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen.....'
Den 29. januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme.
KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30. januar udpeger Præsident Hindenburg - der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten - netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet.
Næsten alle KPD's enhedsinitiativer i 30'erne afvises af SPDlederne.
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin 'bemyndigelseslov' vedtaget - En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator - går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet - på pas udstedt af Göring - for at 'bremse den udlandske presses' antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland.
19. juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en 'jøde-fri' partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal 'imponere' på Hitler-regimet.
August Bebels und Wilhelm Liebknechts ærerige revolutionære SPD var blevet forvandlet til et parti hvor man som man siger 'fedtede opad og sparkede nedad'.
Dimitov er meget tydelig i sine konklusioner:
'Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar.....
Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker'.
På tirsdag - på folketingsvalgdagen - vil Lykketofts socialdemokrater score endnu et selvmål Selvforskyldt simpelthen fordi Socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Fogh´s KV-regering.
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne i stadig højere grad som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det 'mest ansvarlige' parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.

Noter:
1. Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
2. Partiet Zentrum var forgængeren til vore dages CDU/CSU
3. Alle Dimitrov-citater stammer fra beretningen til Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer.
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde,
En fremgang med en million og 341 tusind mennesker + 75 % - siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445.300 i 1928, en stigning med 76 %.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp