Man må lade regeringen, at når den vil kovende, så kan det høres milevidt. For eksempel som i Dankort-sagen

af Pernille Rosenkrantz-Theil (MF), Enhedslisten
Inden valget blev udskrevet var erhvervsminister Bent Bendtsen som en huggeblok i Folketingssalen. Han ville overhovedet ikke høre tale om, at der kunne ændres i Dankort-aftalen.
Men nu er både han og statsministeren tilsyneladende begge blevet bløde mænd og bedyrer højhelligt, at den sag skal lukkes og gebyret fjernes. I hvert fald skal vi ikke kunne se det direkte på regningen i butikkerne, forklarede Bent Bentsen.
Men om det bare kommer til at betyde, at gebyret smøres af på butikkernes priser, ja, det ville han ikke ud med. Det er måske i virkeligheden meget sigende for, hvad regeringen har tænkt sig med denne 'møgsag', som de selv har strikket sammen. Den skal fejes ind under gulvtæppet, indtil valget er overstået.
Nu er vælgerne heldigvis ikke naive. De tror ikke på, at den hellige grav er velforvaret, blot fordi Fogh og Bendtsen er blevet bange for befolkningens helt rimelige vrede over bankernes umættelige gebyrappetit. Men i en valgkamp er løfter jo taknemmelige. Derfor er der grund til at være skeptisk over for regeringen meldinger. For nok gør ministrene sig i dag mandige og lover at sløjfe gebyret. Men vi ved også, at bankerne har spillet med musklerne og truet med at droppe Dankortet til fordel for deres eget gebyrbelagte kort. Det viser bare, at der er behov for helt andre løsninger.
Vi har i stedet foreslået, at Dankortet i stedet skal udstedes af Nationalbanken. Kortet er i dag et moderne betalingsmiddel, ligesom kroner og ører tidligere var det. Så hvorfor ikke lade vores alle sammens bank overtage udstedelsen af betalingskort, ligesom de har eneret til at lave andre betalingsmidler så som mønter og sedler?