12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ledige bliver tabere med kommunalreformen

Ledige bliver tabere med kommunalreformen

Fredag, 04. februar, 2005, 00:00:00

Kommunalreformen forringer lediges muligheder yderligere, og ledige risikerer for alvor at blive genstand for kassetænkning, sammen med syge borgere og andre

af Inge Jensen Pedersen, næstformand, FOA Århus
Nogle ledige har let ved at komme i arbejde. De har en uddannelse inden for et arbejdsområde, hvor der er mangel på arbejdskraft, men så heldige er alle ledige absolut ikke.
Igennem de sidste tre et halvt år er deres muligheder for at komme i arbejde blevet yderligere forringet. Regeringen var dårligt kommet i arbejdstøjet, før de første stramninger ramte de ledige, som havde - og stadig har brug for hjælp til igen at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
For de fleste var en ny uddannelse den hjælp, der var behov for, men fra den ene dag til den anden, var der 'lukket for det varme vand.' De ledige kunne få tilbud om jobtræning, men da de manglede uddannelsesmæssige forudsætninger til de job, de skulle øve sig på, så måtte de tilbage i arbejdsløshedskøen og vente på et nyt jobtræningstilbud. I FOA kalder vi det billig arbejdskraft til det private erhversliv.
Vi står nu midt i valgkampen, og det regner ned over os med undskyldninger om udefrakommende påvirkninger, der har forårsaget den stigende ledighed, og der er ingen grænser for, hvad de ledige skal have af tilbud, men virkeligheden ser meget anderledes ud.

Brug for bred vifte
Kommunalreformen forringer lediges muligheder yderligere, og ledige risikerer for alvor at blive genstand for kassetænkning, sammen med syge borgere og andre, som har brug for hjælp til selvforsørgelse. Det såkaldte én-strengede system betyder, at kommunerne får eneansvar for at varetage al jobformidling - både for kommunens egne ledige (kontanthjælpsmodtagere) og forsikrede ledige (ledige som er medlem af en A-kasse).
FOA er yderst bekymret for denne udvikling af jobformidling. Ud over en risiko for kassetænkning, hvor kommunerne, af skattemæssige hensyn, kan blive fristet til at prioritere job inden for kommunegrænsen, så er det heller ikke realistisk, at erhvervslivet vil have kontakt til mere end en enkelt kommune. Dette forhold vil ikke kun begrænse mobiliteten og fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, det vil også begrænse tilbuddene til den ledige. I værste fald kan det betyde, at den ledige end ikke kan tilbydes job inden for eget jobområde.
I dag foregår jobformidling i et samspil mellem mange parter. Alle ledige skal ganske enkelt behandles forskelligt for at blive behandlet ens, og det er FOA's opfattelse, at den brede vifte af forskellige tilbud er en forudsætning for, at alle ledige gives lige muligheder i forhold til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Det kan kun ske ved en målrettet indsats for den enkelte - hurtig afklaring af nuværende kompetencer sammenholdt med det arbejdsmarked, der står til rådighed, og det forudsætter en velassorteret Arbejdsformidling, nogle fagligt velfunderede a-kasser med et grundigt kendskab til de enkelte fagområder, og kommuner, som tør satse på de ledige, som endnu ikke har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet, eller som for alvor har mistet grebet.

Ny dagsorden
Derfor må vi kræve, at alle der er berørt af ledighed hurtigst muligt får tilrettelagt en handlingsplan, der kan give mulighed for at tilegne sig eventuelle manglende kompetencer via uddannelse for på denne måde at opkvalificere sig til at søge aktuelle ledige stillinger.
Det er vigtigt, at arbejdskraft området går længere end kun til den enkelte kommune
Det er også vigtigt, at alle parter sikres indflydelse på hvordan et helhedssyn bevares. Her tænker vi specielt på den partsindflydelse, man i det fremtidige beskæftigelsesråd kan se frem til at få.
Kommunalreformen, som er regeringens egentlige valggrundlag, imødekommer ikke nogen af disse forudsætninger. Så hvis vi reelt skal sikre ledige arbejde, og reelt skal give ledige mulighed for at erhverve nødvendige kompetencer til nye arbejdsområder, så er der kun et at gøre - vi har brug for en ny politisk dagsorden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp