Så valgets hovedspørgsmål? Nej, det er ikke kommunalreformen. Det er heller ikke miljøet eller udlændingepolitikken, ja, ikke engang Irak-krigen, som dog burde være alt andet end det ikke-tema, det på skændigste vis forsøges gjort til. Det er, som det er ved alle parlamentariske valg i kapitalistiske lande, fordelingen mellem rig og fattig.

af Kjeld Stenum
Nu skal vi snart stemme. Og hele verden omkring os synes at indrette sig på at hensætte os i den rette - nå ja, stemning - til det. Medierne transmitterer drabelige dueller mellem udsøgte politiske modpoler af den ene eller den anden beskaffenhed tidligt og sent, eller de bringer den seneste gallup eller klip med interviews med folk på gaden for at lodde, om den rette sindstilstand er ved at indfinde sig.
Lygtepæle smykkes med plakater i alle mulige festlige farver og med portrætter af mere og mindre skønne politikerfjæs med alle mulige slags grin og ansvarsbevidste miner.
Og på torve og stræder render man ind i håbefulde politikerspirer og gamle garvede bureaukrater, der har behov for at bevise, at de skam elsker at tage ud og møde 'folket', og man skal værge sig gevaldigt for at undgå at blive overdænget med deres folkekærlighed i form af balloner eller roser, der ikke nødvendigvis er røde længere og absolut ikke er plukket af børneslaver i Afrika. Jo, det er en stor højtid, der nærmer sig.
Vi må forstå, hvor vigtig denne handling er, denne vores snart eneste tilbageværende politiske ytringsform, der ikke er kriminaliseret som en eller anden form for terrorisme: Dette kryds, som vi sætter cirka hvert fjerde år, og som ikke gør nogen forskel på noget som helst.
For det gør det ikke. Der er meget langt til, at vi vil være i en situation, hvor et folketingsvalg vil betyde en virkelig politisk forandring.
Jeg tænker ikke bare på, at Socialdemokratiet forsøger at overgå højrefløjen i fremmedfjendskhed, og De Radikale forsøger at overgå den i liberalistisk arbejdsmarkeds- og skattepolitik, eller at Venstre forsøger at overgå Socialdemokratiet i påtaget social ansvarlighed, mens man skærer ned og skærer ned og bortforklarer nedskæringer.
Nej, jeg tænker også på, at selvom de virkelig havde haft viljen til at gøre det væsentligt anderledes, så ville det aldrig blive væsentligt anderledes. For det, som former fremtiden og sætter den virkelige dagsorden, det foregår jo slet ikke på Christiansborg.
Det har at gøre med økonomien og erhvervslivet og det, man med et modeord kalder globalisering (som også er noget økonomisk). Det kan man ikke lave om på uden at røre ved så hellige ting som vores forfatning (de riges grundlov) og især EU's grundlag, der meget snart også har form af en rigtig forfatning.
Det, som virkelig betyder noget, det er, at de økonomiske giganter fusionerer og nedlægger og udflytter og forurener og eksporterer og beskærer lønninger og spekulerer og rumsterer og roterer, alt sammen på tværs af landegrænserne, som snart ikke længere er der.
Det er det, der gør, at slagterier og ostepakkerier lukker, mens CO2-udslip sætter rekorder og gyllelagunerne vokser. Og de ting har man nationalt og snart også europæisk politi og militær til at garantere retten til, hvis folk ikke kan blive ved med at finde ud af at gå ind for det ad almindelig demokratisk vej.
Så valgets hovedspørgsmål? Nej, det er ikke kommunalreformen. Det er heller ikke miljøet eller udlændingepolitikken, ja, ikke engang Irak-krigen, som dog burde være alt andet end det ikke-tema, det på skændigste vis forsøges gjort til.
Det er, som det er ved alle parlamentariske valg i kapitalistiske lande, fordelingen mellem rig og fattig. Og det har næsten ingen af de opstillingsberettigede partier for alvor været inde på, jo, lidt social ansvarlighed, men kun indenfor de grænser som hensynet til erhvervslivet og konkurrenceevnen sætter.
De eneste af de opstillingsberettigede, som har rejst den påstand, at der virkelig er midler at flytte rundt med (hvis man altså havde viljen), det er Enhedslisten. Men ingen af de mediediskussioner, jeg har set, er nået frem til virkelig at sprænge rammerne for politisk diskussion her i landet: Erhvervslivets hellige konkurrenceevne.
Drejer diskussionen sig om for eksempel skattepolitikken, påpeger Enhedslistens kandidater, at skattestoppet ingen lettelser har givet for de laveste indkomster, men betydelige lettelser for dem, der i forvejen har mest, og i stedet for det kunne det jo lade sig gøre at beskatte de rige og de store transnationale giganter.
Så siger den udspørgende journalist, der har fået liberalistisk tænkemåde banket ind i hovedet med modermælken og ikke for sin død kan eller vil indse, at verden kan være anderledes, at hvis man gør det, så taber firmaerne jo konkurrenceevne, og så flytter de udenlands, og så mister ostepakkerne og slagteriarbejderne deres arbejde.
Og mens Enhedslistens kandidater tygger lidt på den, skynder journalisten sig at opdage, at nu er tiden tilfældigvis lige netop gået, og derfor kan de ikke få lejlighed til at aflevere et svar. Heldigvis, synes hans ansigt at sige, for sæt nu de skulle hitte på et svar, der væltede hele hans verdensbillede?
Okay, kære journalister, her er svaret, som I aldrig tør slippe igennem, og det er såmænd ikke så indviklet: Hvis man konsekvent satser på at opretholde konkurrenceevnen ved at udhule de fattiges købekraft, så udhuler man hjemmemarkedet, og gør man ligesådan i de andre lande, nedlægges industrierne først for alvor, for så kan de ikke afsætte deres varer.
Jotak, svarer I måske, men den proces kan man ikke undgå, for fabrikanterne lægger jo deres fabrikker der, hvor produktionen er billigst, og fattigfolk køber jo selv hellere billigt udenlandsk, når de har chancen. Og at gribe regulerende ind i det eller gribe ind overfor udflytning af produktionen er konkurrenceforvridning og strider mod princippet om kapitalens fri bevægelighed, og det har vi ikke lov til, medmindre vi melder os ud af EU?
Nej, netop, kære journalister! Netop!