Med udskrivelsen af valget har regeringen besluttet, at vi intet kendskab skal have til blandt andet strukturreform - før efter valget!

af Finn Børge Jensen, formand og Eddie Christensen, gruppeformand 3F Aalborg
Det virker utrolig mistænkelig, at statsministeren udskriver valg, en uge før regeringen skulle have fremlagt de endelige lovforslag til strukturreformen. Det kan kun give anledning til spekulationer om, at regeringen ikke har fortalt hele sandheden om de konsekvenser, reformen vil have for blandt andet de ansatte i amterne, som med forståelse alle frygter for deres fremtidige jobmuligheder.
Fagbevægelsen har gennem længere tid forsøgt at få en jobgaranti for de offentlige ansatte i forbindelse med strukturreformen, men det har statsministeren nægtet at give. Der er også stadig stor usikkerhed om de ansattes lønninger, og derfor er der måske en god grund til, at Anders Fogh Rasmussen ikke tør afsløre hele sandheden før efter valget.
Anders Fogh Rasmussen har indtil nu konstant fremhævet, at VK-regeringen kun vil gennemføre store reformer, der er kendt før et valg til Folketinget. Det princip bryder han nu, hvor han udskriver valg, uden at befolkningen og de ansatte kender de endelig lovforslag, og før der er taget stilling til de meget kritiske bemærkninger, som LO og mange andre organisationer har afleveret til regeringen.
Det virker utrolig mistænkelig, at Anders Fogh bryder sit princip med, at befolkningen skal kende hele sandheden inden et valg. Hele hans retorik og megen tale om at indgå kontrakt med vælgerne klinger hult, når han nu vælger at fortie sandheden i forbindelse med den største reform, som regeringen har lagt op til at gennemføre - alene i samarbejde med Dansk Folkeparti.
Venstre og Konservative med Anders Fogh Rasmussen for bordenden dannede regering i 2001, og vi må desværre konstatere, at der overhovedet ingen hold er i billetterne, når statsministeren den ene gang efter den anden lover befolkningen, at nu er opsvinget lige om hjørnet.
I stedet for det lovede opsving har regeringsperioden fra 2001 til 2005 hidtil vist, at mange tusinde lønmodtagere er blevet arbejdsløse (40-50.000). Anders Fogh Rasmussens optimisme har været hul og vi må samtidig konstatere, at regeringen forsøger, at skjule de reelle ledighedstal for os.
Tidligere kunne man slå op under ledigheden i Danmark og hurtig få et nøjagtigt overblik, men siden Anders Foghs er kommet til, bliver der den ene gang efter den anden fiflet med opgørelsen. Ja tanker kan ved en sådan lejlighed næsten ikke undgå at gå tilbage til den periode, hvor netop Anders Fogh var landets minister på det økonomiske område. Da påstod kloge hoveder også, at der blev fiflet med tallene og sagen resulterede i, at den nuværende statsminister måtte forlade sin ministertaburet.
Men uanset alt så er arbejdsløsheden steget, og regeringens såkaldte 'forårspakke' har ikke givet ekstra arbejdspladser. Tværtimod, så har køen af virksomheder, der ønsker at flytte deres produktion til udlandet, hvor lønningerne ofte ligger omkring seks til ti kroner per time, aldrig været længere end netop under den nuværende borgerlige regering.
Regeringen har båret sig ualmindeligt klodset an i forhold til at få gang i beskæftigelsen. Først sad de og ventede på opsvinget med hænderne i skødet, og da de endelig lancerede forårspakken, brugte de den forkerte medicin. Nu viser jobtallene, at forårspakken er en af regeringens største politiske flop.
Udskrivelsen af valget betyder, at regeringen har kastet håndklædet i ringen og erkendt, at de ikke kan skabe flere arbejdspladser. Det synes jeg er en alvorlig falliterklæring og jeg håber virkelig, at den almindelige lønmodtager får øjnene op for de resultater, som Socialdemokraterne skabte, da Nyrup var statsminister og Mogens Lykketoft var ansvarlig for landets økonomi og dermed de omkring 200.000 flere arbejdspladser, som netop i denne periode blev skabt på det danske arbejdsmarked.
Egentlig er det måske slet ikke nogen dårlig ide, om landets næste statsminister netop kom til at hedde Mogens Lykketoft, på den måde kunne vi i én og samme person få koordineret de politiske tiltag med en økonomisk politik, som igen kan skaffe fremdrift i erhvervslivet og dermed igen sætte ledigheden og solidariteten på dagsordenen.