Den virkelige udfordring, vi står over for, er: enten socialistisk civilisation eller imperialistisk tilintetgørelse

af Sven Tarp, international sekretær DKP/ML
På internationale seminarer og konferencer hører man stadig hyppigere den parole, som Engels formulerede og Rosa Luxemburg gjorde berømt: socialisme eller barbari.
I sin nuværende fase fører imperialismen i stadig højere grad en politik, som bringer selve menneskehedens overlevelse i fare, eller som i det mindste truer dele af den med udryddelse gennem krige, masseødelæggelsevåben, forurening af miljøt, epidemier som spreder sig som følge af usle sanitære forhold, og sociale vilkår som lader millioner af mennesker uden de nødvendige midler til at overleve.
Uden at gå i dybden med dette emne vil jeg understrege, at barbariet ikke længere kun er et perspektiv, men en realitet for en betragtelig del af menneskeheden.
Denne situation sætter stadig større fokus på dialektikken mellem menneskeheden almene interesser og arbejderklassens specifikke interesser.

Forsoning med kapitalen
Den kommunistiske bevægelse har på forskellige tidspunkter i sin historie diskuteret dette problem. For næsten et halvt århundrede siden rejste SUKP's daværende generalsekretær, Nikita Hrustjov, spørgsmålet på grundlag af eksistensen af atomvåben og faren for imperialistiske krige. Hrustjovs holdning var nærmest forsonende over for imperialismen, og han gik så langt som til at kalde datidens befrielsesbevægelser for 'arnesteder for krig'.
Hrustjovs skæbne er velkendt. Men tre årtier senere rejste en anden generalsekretær for SUKP, Mikhail Gorbatjov, igen problemet på grundlag af eksistensen af atomvåben og forsøgte med sin politik at forsone arbejderklassens og de socialistiske landes interesser med storkapitalisternes og de imperialistiske landes interesser.
Resultatet var katastrofalt. Det var alene modpartens interesser, der sejrede. Og Gorbatjov endte med at ødelægge sit eget parti, Sovjetunionen og den socialistiske lejr og i alvorlig grad svække den internationale kommunistiske og revolutionære bevægelse.
Det er klart, at vi må finde en anden løsning på dette vigtige problem.

Svaret er ikke klassesamarbejde
Vi mener på den ene side, at kommunisternes svar aldrig kan være klassesamarbejde, forsoning med imperialismen og sænkning af vores socialistiske faner. Enhver objektiv analyse af den nuværende situation siger os, at det er selve imperialismen som system, der er den dybe og permanente årsag til de nuværende trusler mod menneskeheden, og at disse trusler derfor aldrig vil forsvinde, hvis ikke også imperialismen forsvinder som system.
Vi har følgelig ikke brug for mindre klassekamp, mindre anti-imperialisme og mindre socialisme, tværtimod. Den virkelige udfordring, vi står over for, er: enten socialistisk civilisation eller imperialistisk tilintetgørelse.
På den anden side mener vi, at tiden åbner nye muligheder og kræver nye typer ideer og alliancer. For øjnene af os har vi folkelige sektorer og sociale lag, som - selv om de ikke føler sig tiltrukket af socialismen - er interesseret i kampen for fred, social velfærd og rent miljø, det vil sige i menneskehedens overlevelse, og som kun kan få held i deres bestræbelser, hvis de forener sig med dem, som peger på problemernes årsager og det eneste realistiske alternativ til at fjerne disse årsager.
Socialismens strategiske perspektiv bør være til stede i alle nutidens kampe. Det er derfor fejlagtigt og dogmatisk at sige, at først skal vi redde menneskeheden, først skal vi opnå fred, velfærd og rent miljø, det vil sige en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Enhver seriøs analyse viser, at der ikke i kapitalismens nuværende udviklingsfase findes objektive betingelser for et sådant ansigt, hvis de nogen sinde har eksisteret.
Det er derfor også fejlagtigt at hævde, at arbejderklassens kamp er blevet erstattet af 'antiglobaliserings'-bevægelsen, og at de såkaldte NGO'er har erstattet eller bør erstatte arbejderklassens fortropspartier.

Teorien skal udvikles
Den seneste erfaring i Danmark viser det modsatte. For tyve år siden havde vi et kommunistisk parti med tusinder af medlemmer, som var rodfæstet i de faglige og folkelige bevægelser og organisationer. Der kan være forskellige opfattelser af det daværende parti og kritik af visse af dets positioner.
Men ingen kan nægte, at da partiet startede sin hurtige nedtur under indflydelse af Gorbatjovs ideer, tog det et stort antal folkelige organisationer med sig i faldet, idet disse enten opløste sig selv eller svækkedes politisk og ideologisk og mistede en stor del af deres aktivister.
I dag har vi en tiendedel af de kommunister, som vi havde for tyve år siden, og vi er tilmed splittet op i tre forskellige organisationer. Den indlysende konklusion er, at genfødslen af en bred folkevægelse går via genforeningen af de ægte kommunister og opbygningen af et stærkt fortropsparti for den danske arbejderklasse.
Det, som der mangler i dag, er en idékamp som på Lenins tid, da den marxistiske teori ikke kun blev brugt til at forklare verden, men også var en stadig kilde til inspiration og vejledning til handling for såvel kommunisterne som de folkelige og proletariske masser i deres kamp for at forandre verden.
Den stadige udvikling af den marxistisk-leninistiske teori, så den kan løse denne noble opgave, er en af de store udfordringer i den nuværende kamp for socialisme.

Dette oplæg holdt Sven Tarp den 30. januar på seminariet 'Nutidige udfordringer i kampen for socialismen' på Verdens Sociale Forum i Brasilien.

En tidligere tale om fred og imperialisme blev bragt i Arbejderen den 27. januar