Den omfattende globaliseringsproces har stået på i næsten to årtier. Af mange forskellige årsager er vores del af verden først nu for alvor kastet ind i heksekedlen.

af Karen Sunds, DKP/ML
Vi har konstateret, at vi står overfor en kapital, der er mere aggressiv end nogensinde, på grund af dens voksende indre modsætninger og problemer.
Vi må også slå fast, at kapitalens offensiv- globaliseringen - er udtryk for klassekampen, i en meget skærpet form. Den er altså på ingen måde en 'naturlig udvikling som vi hverken kan eller skal stille os i vejen for'. Den er ganske vist en logisk følge af selve imperialismens væsen, dens evindelige jagt på profit. Men samtidig bliver det stadig mere klart, at denne udvikling ikke gavner folkene i verden, ej heller miljøet og bæredygtigheden.
Den omfattende globaliseringsproces har stået på i næsten to årtier. Af mange forskellige årsager er vores del af verden først nu for alvor kastet ind i heksekedlen. Men andre steder, som i Latinamerika, er der masser af erfaringer med neoliberal globalisering, ligesom der også er en bred folkelig modstand imod den. Således kæmper de latinamerikanske folk lige nu mod det såkaldte ALCA-projekt, der er USA«s forsøg på at skabe et frit indre marked i regionen, hvor de amerikanske monopoler kan boltre sig.

Argentina på kanten af sammenbrud
Hør hvordan den cubanske økonom, Osvaldo Martinez, skildrer konsekvenserne af de transnationale koncerners hærgen i Latinamerika:
'Sidste år var regionens bruttonationalprodukt (BNP) per indbygger lavere end i 1997. De udenlandske investeringer - der så ofte er blevet fremstillet som symbolet på de nyliberale dyder - faldt med 25 procent i forhold til året forinden. Den negative overførsel af resurser var på 29 milliarder på grund af den udenlandske kapitals hjemtagning af sine profitter og afdragene på udlandsgælden, som i flere lande overstiger 50 procent af bruttonationalproduktet.'
Og videre:
'De lover finansielle bidrag til Latinamerika ved hjælp af kapitalinvesteringer og gentager det kendte omkvæd om, at det er nok at tilbyde den transnationale kapital de krævede store privilegier, for at den forgylder Latinamerika med sine velgørende investeringer. Men disse investeringer og den tilbageførsel af profit, som de skaber, var sammen med afbetalingen af udlandsgælden ansvarlige for det svulmende underskud på 54,8 milliarder dollars på betalingsbalancens løbende poster sidste år. Disse udenlandske investeringer faldt med 25 procent som udtryk for afmatningen i de muntre privatiseringer og den folkelige afvisning af nye privatiseringer i nogle lande.'
Til de politikere i Danmark, der taler for, at vi skal lade os rive med i konkurrencen om at byde sig til for monopolerne, er der kun at sige: se på Latinamerika. Se på dét land, der om nogen har gennemført alle de neoliberale reformer, og som har været IMF«s darling: Argentina. Et land, der netop på grund af disse reformer i dag er et land på kanten af sammenbrud.
At bøje sig for de transnationale monopoler er ganske enkelt ikke noget reelt valg for befolkningerne.

Pres mod løn- og arbejdsforhold
Også i USA kan der hentes vigtig viden om globaliseringen. Den såkaldte NAFTA-aftale blev indgået i starten af 90'erne, mellem USA, Mexico og Canada. I de efterfølgende år er mange hundredtusinder af job fra både USA og Canada udflaget til det billige Mexico. Det er en situation, som er meget parallel til den østudvidelse af Unionen, som har sat ekstra tempo på globaliseringen hos os.
Selv om udflagningen af arbejdspladser har været og er massiv, er det opfattelsen i den amerikanske fagbevægelse, at den måde, som udflagningstruslen og importen af billig arbejdskraft, bruges til at presse løn- og arbejdsforhold, er endnu værre.

Klassesamarbejde
Selvom vi kan lære meget af andre, så har udviklingen her i det nordlige Europa også nogle markante særtræk: Kapitalens offensiv, globaliseringen, kommer forholdsvis sent hér. Den har haft svært ved at trænge igennem, på grund af de bastioner, vi har bygget op. Kort sagt det, som i daglig tale kaldes velfærdsstater.
Gennem kampen på arbejdspladserne og i gaderne, er der skabt magtpositioner, som giver aftryk i det politiske system. En række sociale og faglige rettigheder er blevet institutionaliseret på nationalt plan: en social-lovgivning, der betyder en solidaritet med de svageste grupper i samfundet, udviklingen af en stærk offentlig sektor, der kan afbøde arbejdsløsheden og fattigdommen, når de kapitalistiske kriser raser, - hvilket igen betyder, at den sociale ulighed begrænses.
Det er helt klart positivt, at vi har disse bastioner. Og vi skal forstå at udnytte dem fuldt ud nu, hvor angrebet bliver sat ind. Men det er også disse særlige vilkår der gør, at globaliseringen bliver en ualmindelig barsk opvågnen her: vi kommer under beskydning på alle niveauer, ikke blot på fabriksplanet, men også vores sociale rettigheder, vores velfærd, vores faglige systemer på det nationale niveau. Alt er i spil og antastes på én gang.
Men klassekampen har også et andet særtræk hér: Det faktum, at vi har formået at få opbygget disse bastioner i klassekampen, er formentlig også årsagen til, at klassesamarbejdspolitikken har slået meget dybe rødder. Og det er et handicap for os nu.
På grund af styrkeforholdet mellem klasserne, har kapitalen været interesseret i at skabe en 'social konsensus' . Derfor er arbejderbevægelsen i Danmark - og endnu mere i for eksempel Tyskland- vant til at større politiske ændringer i samfundet sker på grundlag af aftaler mellem staten, arbejdsgiverne og fagbevægelsens top. Det er det, der kaldes den korporative model.
Men forudsætningerne for dette klassesamarbejde har ændret sig markant. For det første er transnationale ikke længere så optaget af at forhindre national politisk uro, fordi de i dag ikke på samme måde er bundet til at skulle bruge national arbejdskraft og være afhængig af nationale markeder. Og dertil kommer, at arbejdsgiverne simpelthen fornemmer, at styrkeforholdet er i deres favør. Det fik vi med al ønskelig tydelighed demonstreret i sommer, da Siemens satte gang i lønnedgangsaftalerne i Tyskland.

Modstanden må organiseres
Vi står i en situation, hvor det må være indlysende, at klassesamarbejdspolitikken har fejlet totalt, og at den reelt er død. Den har ikke længere noget grundlag. Nu er der to veje: underkastelse under kapitalens offensiv og dens sjakren med arbejdspladser, nationens værdier og fundamentet for vores velfærdssamfund.
Eller den anden mulighed: at tage handsken op, og omstille til gedigen og kontant klassekamp.
Og jo før vi omstiller os, jo bedre. For jeg tror, at det faktum, at klassesamarbejdspolitikken er brudt sammen, uden at der er skabt klarhed om en anden vej, mere end noget andet er dét, der giver så store frustrationer i arbejderklassen, i Danmark, i Tyskland, og mange andre lande.
Det vil være med til at styrke vores handlekraft, hvis vi indser denne situation og tager bestik ud fra den. Gør vi først det, har vi lige så gode forudsætninger som arbejdere i andre dele af verden for at slås imod kapitalens offensiv. Betingelserne er ikke lettere i for eksempel Latinamerika. Men her er modstandsbevægelsen ikke domineret af klassesamarbejde, og derfor er de mere fremme i skoene.
Det er en kæmpe udfordring at organisere denne modstand. Det er en kæmpe omstillingsproces, som vi står midt i. Og der er ikke andre end arbejderklassen, der kan gå forrest i denne stormende kuling. Til gengæld er det også klart, at hvis først det sker - at modstanden begynder at blive organiseret mere konkret og klart i arbejderklassen, så er der store muligheder for at trække andre klasser og lag med sig. Den nuværende udvikling skaber mange alliancemuligheder.

Brede alliancer
Der er voksende modsætninger mellem den del af kapitalen, som er nationalt baseret, og som primært arbejder i forhold til det danske hjemmemarked, og så de transnationale monopoler. Mens sidstnævnte forsøger at få nedbrudt de nationale barrierer, vil de nationalt funderede kapitalister som oftest forsøge at opretholde dem, fordi det er i deres egen interesse.
For at tage et konkret eksempel: Når en transnational koncern som Danish Crown lukker en række store slagterier og udflager arbejdspladserne, så rammer det også alle underleverandørerne. At trække dem, - ja hele lokalsamfundet, med ind som allierede i en kamp mod udflagning vil være en forudsætning for at vinde et slag.
Hvad kan vi gøre konkret?
For det første: så længe koncernerne tjener profit, så længe kan vi ramme dem med arbejdsnedlæggelser. Det var netop det, som slagteriarbejderne demonstrerede lige før jul, da de med strejker fik lønnedgangsaftalen fra Ringsted af bordet. Og det vil også være muligt at bruge strejkevåbnet mod udflagning. Men det vil ofte kræve, at strejken omfatter hele koncernen, og ikke kun den virksomhed, som skal udflages.
For det andet: det er uhyre vigtigt, at den modstand, der kan ydes på fabriksniveau, bliver bakket op og suppleret med, at der rejses krav 'på det nationale niveau': vi må indlede en politisk kampagne for, at det offentlige forpligter sig til at videreføre produktionen, når en koncern udflager.
Vi må kræve, at der gennemføres lovgivning, der sikrer dette. En sådan politisk kampagne vil i høj grad være med til at understøtte den konkrete kamp på en udflagningstruet virksomhed. Fordi der kan skabes en politisk mobilisering, der trækker politisk allierede grupper med ind til støtte. Og fordi det anviser et konkret alternativ til lukning.
Næste skridt kunne være at udnytte de muligheder, som nationalstaten faktisk giver for at opstille barrierer for den internationale monopolkapital, ad politisk vej. Her kunne nævnes: at der lægges restriktioner på spekulationskapital, at det forbydes, at en transnational koncern køber en dansk virksomhed op for derefter at tømme den for knowhow og teknologi og lukke den, som vi så det med Dronningborg-fabrikkerne.
Det er konkret anvendelse af de muligheder, som den nationale suverænitet giver os. Efter min opfattelse er den nationale suverænitet et nøgleled i kampen for at forsvare os mod kapitalens offensiv. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i resten af verden.
'De nationale håndtag' er der endnu, og de kan tages i brug, hvis arbejderklassen bliver stærk nok til at kunne gennemtvinge det, lovgivningsmæssigt.