Skattestoppet har udhulet normeringerne i daginstitutionerne, uden at det har givet lavere daginstitutionspriser
af Kirsten B. Hansen, formand for Pædagogisk Sektor, FOA Århus
I fire år har regeringen haft magt som den har agt. Men først nu skal børnefamilierne have støtte i form af nedsatte daginstitutionspriser. Betalt af hvad - må man spørge. Skattestoppet har udhulet normeringerne i daginstitutionerne, uden at det har givet lavere daginstitutionspriser.
Tilmed har regeringen lanceret en discount pasningsordning - den såkaldte puljepasning, hvor private kan blive hjemme og passe egne børn, og samtidig få penge til at passe andres børn. Der er hverken tilknyttet kontrol eller pædagogisk vejledning til ordningen, sådan som det gælder for den kommunale dagpleje. Forældre har således ingen sikkerhed for, at børnene trives i hverdagen. Venstre har med denne ordning tydeliggjort deres opfattelse af børnepasning.
I FOA mener vi, at børn har ret til trygge og ordnede vilkår. De reducerede normeringer og den private puljepasning er et udtryk for manglende respekt for børns vilkår. Kommunalreformen vil imidlertid understøtte den udvikling. Det er et erklæret mål, at offentlige opgaver skal privatiseres, og det på trods af at vi har dårlige erfaringer med private daginstitutioner. Børnepasning bør være en offentlig service, hvor du kan være sikker på ordnede forhold. Du har selv et medansvar for vores børns fremtid - børns vilkår er et valg - et politisk valg.
PMF/FOA har fået udarbejdet en undersøgelse, som viser forskellene på Foghs og Lykketofts løfter til børnefamilierne. Se mere på www.foa.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278