Hvad er ´globalisering´ og hvordan påvirker den arbejderklassens kamp for løn, arbejde og faglige og sociale rettigheder? Karen Sunds forsøger i en kronik over to dele at give nogle svar på disse spørgsmål

af Karen Sunds
Som med ét slag er globaliseringen og dens konsekvenser røget ind og blevet et vigtigt tema i valgkampen. Anledningen er udflagning af danske slagteriarbejderjob til Tyskland, hvor en slagteriarbejder ofte koster under det halve.
Debatten er kendetegnet ved, at hele laget af politikere, erhvervsledere og 'eksperter' diskuterer hvad vi kan gøre, for at tilpasse os globaliseringens rammer, og hvad vi kan blive omskolet til, når de ufaglærte job efterhånden forsvinder. Indtil nu lyder buddene på, at man kan blive servicearbejder eller lille selvstændig butiksejer...
Ingen i dette lag stiller spørgsmålstegn ved, om denne 'globalisering' er en udvikling, som vi nødvendigvis skal tilpasse os. Næh, vil man ikke acceptere globaliseringens betingelser, er man nærmest maskinstormer.
Sideløbende med, at dette politikerlag snakker i deres eget univers, vokser frustrationerne på arbejdspladserne: hvad kan man konkret stille op overfor udvikling? Hvordan kan vi svare igen, når slagteriarbejderne i Ringsted for eksempel får valget mellem 15 procent lønnedgang eller at miste arbejdet i en udflagning?
Der er akut brug for, at vi i fællesskab får skabt klarhed over, hvad det er for en politisk situation, vi står i, og dermed også får skabt klarhed over, hvilke handlemuligheder, der er i klassekampen.
I denne kronik vil jeg se på følgende spørgsmål: hvad er 'globalisering'? Hvordan påvirker den arbejderklassens kamp for bevarelse af arbejdspladser, for løn og for faglige og sociale rettigheder? Hvad kan vi gøre konkret?

Hvad er globalisering?
Hvilke objektive og subjektive fænomener hentyder vi til, når vi siger 'globalisering'? Er der 'noget nyt under solen', eller er det simpelthen en politisk dagsorden, som de transnationale koncerner har dikteret verden?
Det er min opfattelse, at der er 'noget nyt under solen'. Der er ikke kun tale om en politisk dagsorden. Imperialismens funktionsmåde er også markant forandret i de sidste to-tre årtier. Nogle i den internationale kommunistiske bevægelse taler ligefrem om, at vi står med en ny epoke i imperialismen.
Skal man sammenfatte indholdet i den såkaldte globalisering, kan det gøres med to ord: kapitalens offensiv. Kapitalens offensiv på alle planer, økonomisk, politisk, ideologisk, militært - med det formål at hæve profitraten, ændre fordelingen af værdiskabelsen, så profitkvoten hæves, mens lønkvoten sænkes, og sikre sig nye markeder, nye råstofkilder, nye investeringsobjekter.
Det er selve kernen i den såkaldte globalisering. Hvad driver denne offensiv? Det gør imperialismens krise. Igennem 70'erne blev den kapitalistiske verdensøkonomi for alvor ramt af en omfattende og dyb krise, først og fremmest udtrykt gennem en faldende profitrate. Det var den direkte årsag til den nyliberale offensiv, som er skyllet gennem alle dele af den kapitalistiske verdensøkonomi fra omkring 1980.
Imperialismens stærke politiske offensiv betød, at der i land efter land blev gennemtvunget reformer, der fjernede de nationale barrierer, fjernede restriktioner på kapitalens indtrængen, deregulerede handel , finansstrømme og investeringsstrømme.
I takt med, at denne politiske offensiv lykkedes, åbnedes der nye muligheder for kapitalen: i de følgende år ser vi en koncentration af kapitalen i hidtil uset grad. De transnationale monopoler tiltager sig kolossal magt, mindre spillere på det kapitalistiske marked bliver udraderet.
I takt med at de transnationale monopoler får stadig mere omfattende global magt, tager de for alvor fat på at etablere en såkaldt global arbejdsdeling: i stedet for at placere produktionens forskellige led ét samlet sted, opdeles den nu i forskellige dele, simpel samlebåndsproduktion, forskning og udvikling, samt mere avancerede processer. Disse forskellige led i produktionsprocessen kan så placeres i netop dét land, der giver de færreste omkostninger per enhed. Den intensive globale udflytning af produktion, monopolernes benhårde lønpres, landenes indbyrdes konkurrence om at levere den laveste selskabsbeskatning, - alt det vi i daglig tale forstår ved globalisering - sætter for alvor ind.
Man kan altså se, at udviklingen bliver drevet af et indviklet samspil mellem subjektive og objektive faktorer.
At der er tale om en faktisk ændring af kapitalens funktionsmåde, kan man aflæse af mange data. Jeg vil her blot nævne et par stykker: det klareste udtryk for de strukturelle ændringer, er den ekstreme vækst i de direkte udenlandske investeringer i lande som Kina, Indien, samt Mexico, hvortil amerikanske koncerner udflager produktion på grund af den såkaldte NAFTA-aftale. Ifølge FN's statistik over direkte udenlandske investeringer, er Kina i dag verdens største modtager af udenlandske investeringer. Det er et direkte resultat af de transnationales omlægning til en global arbejdsdeling.
Man kan også se ændringen i den astronomiske vækst i fragten af varer mellem de forskellige verdensdele. Tag blot A.P. Møller, der tjener guld i containervis på at fragte producerede varer fra Kina og Indien til USA og Europa.

Globaliseringens kendetegn
Det kan være nyttigt at opregne de vigtigste kendetegn ved kapitalens offensiv, den såkaldte globalisering. På det økonomiske plan er især tre elementer karakteristiske:
* udflagning af arbejdspladser, som led i den globale arbejdsdeling , og samtidig et betydeligt pres på løn- og arbejdsvilkår i de lande, som der udflages fra
* pres på de såkaldte velfærdsstater. Det økonomiske underlag for velfærdsstaterne undergraves, med trusler om at flytte produktion ud af landet, hvis ikke selskabsskat og andre erhvervsskatter sænkes. Landene indleder den såkaldte skattekonkurrence, om hvem der kan gøre sig mest lækker for de transnationale koncerners investeringer.
* via de globale organisationer som IMF, Verdensbanken og verdenshandelsorganisationen WTO gennemtvinges en åbning af landenes offentlige sektorer, så de private transnationale monopoler får mulighed for at overtage områder som energi- og vandforsyning. Ofte med skæbnesvangre konsekvenser for borgerne og deres forsyningssikkerhed.
Med den sidste 'pind' er vi ovre i kapitalens politisk/ideologiske offensiv. Der er to hovedtendenser i de nyliberale reformer, som forsøges gennemtvunget i landene. For det første, som nævnt ovenfor: at åbne de offentlige sektorer for monopolernes indtrængen og profitjagt. For det andet: at få nedbrudt de sociale sikkerhedsnet, fordi disse hidtil har fungeret som en bund under løndumpingen.
Ved at fjerne det sociale sikkerhedsnet, eller gøre det mere og mere stormasket, åbner monopolerne for, at der kan skabes et gråsort arbejdsmarked med stærkt underbetalte jobs. En direkte konsekvens af, at arbejderne ikke har nogen alternativ indkomstmulighed, i form af dagpenge eller socialhjælp. Fænomenet er velkendt i USA, de såkaldte 'working poor': folk, der tjener så lidt, at de kun kan brødføde sig selv ved at have flere jobs. Et fænomen, som også er under udvikling i vores del af verden, især i Storbritannien.

Den militære offensiv
I rækken af karakteristiske træk ved kapitalens offensiv, må vi ikke glemme den militære del af offensiven. Denne er især blevet meget iøjnefaldende efter den 11. september 2001.
Terroraktionen mod World Trade Center blev den perfekte anledning for Bush-administrationen til at erklære den såkaldte terrorkrig: den permanente og forebyggende krig. Som den italienske kommunist Allan Freeman formulerer det : Krig er ikke længere et selektivt og begrænset instrument, men den principielle politik for Bush-administrationen. Det er en ny fase i historien.
De ledende imperialistmagter, med USA i spidsen, pålægger hele verdens deres egne værdier, som angiveligt skulle være mere civiliserede end andres værdier. Og på basis af disse værdier fastslår imperialistmagterne deres ret til at intervenere politisk og militært, i et hvilket som helst lands interne affærer. Irak-krigen er det hidtil mest eklatante eksempel på denne politik.
Hvad har denne militære aggression med globaliseringen at gøre? Den er en direkte konsekvens af globaliseringen. Som Freeman siger det : 'Denne nye tilstand, krigsæraen er den politiske konsekvens af globaliseringen. Det er en kvalitativ forandring, på baggrund af tre årtiers ekspansion af kapitalmarkeder.'
Hvorfor?
Det er vigtigt at gøre sig klart, at mens det er lykkedes imperialismen at sætte den politiske dagsorden over næsten hele kloden, så har denne politiske succes ikke ført til økonomisk succes. Tværtimod er de almene krisetræk blevet stadig mere markante: Siden 1992 har bruttonationalproduktet pr. indbygger været direkte faldende på verdensplan. Dette er ikke set før i kapitalismens historie. Også hvad angår økonomisk vækstrate, udviklingen i produktivitet og investeringer er der tydelige tegn på stagnation. Samtidig er uligheden på verdensplan større end nogensinde, og den accelererer.
Disse problemer ved imperialismen er ikke en del af den almindelige økonomiske konjunktur, de cykliske kriser. Disse træk er udtryk for imperialismens almene krise. De grundlæggende modsætninger i kapitalismen er blevet meget dybere og mere udtalte i de sidste to årtier.
Det er årsagen til, at imperialismen i dag er mere aggressiv end nogensinde før.