12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Samlet faglig handling i valgkampen

Samlet faglig handling i valgkampen

Tirsdag, 25. januar, 2005, 00:00:00

Vi ønsker, at der sættes en stopper for markedsgørelsen, som er ødelæggende for den solidariske velfærd og som udhuler demokratiet

fra deltagerne på fredagens faglige konference i København
Til Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten,
Repræsentanter fra en bred kreds af fagforeninger har i dag vedtaget en række 'Faglige Krav til en Anden Politik'. Det rummer en række forslag, som vi vil arbejde for, at en kommende regering gennemfører.
Vi overdrager dem hermed til jer - de tre arbejderpartier i Folketinget - med krav om at I er med til at løfte opgaven.
Vi ønsker, at der i valgkampen bliver sat focus på følgende temaer:
- Velfærdssamfundet skal udvikles, ikke afvikles.
- Beskæftigelsen skal styrkes.
- Retfærdig fordeling af arbejdsbyrden.
- Mere og bedre uddannelse til alle.
- Bedre arbejdsmiljø.
- Flere, bedre og billigere boliger.
- Bæredygtig energi-, miljø- og trafikpolitik.
- Sikring af fagbevægelsens rettigheder.
- Danmark som foregangsland for fred, frihed og demokrati.
Mere end tre år med den borgerlige regering har dokumenteret, at regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti arbejder i den stik modsatte retning på alle punkter.
Vi ønsker, at der sættes en stopper for markedsgørelsen, som er ødelæggende for den solidariske velfærd og som udhuler demokratiet.
En forudsætning for at gennemføre disse krav er derfor, at vi styrker arbejderpartierne i Folketinget.
Men de kan ikke vinde den kamp alene. Det kræver aktiv opbakning fra den samlede fagbevægelse, både før, under og efter valget.
Vi lover, at fagbevægelsen i alle byer går sammen om at styrke arbejderpartierne i valgkampen. Mulighederne for aktiviteter er mange: Debatmøder på arbejdspladserne, fælles optræden på byens torve og pladser, uddeling af valgmateriale i boligområderne med mere.
Vi kan vinde valget på gader og stræder, på arbejdspladserne og ved kaffebordene.
En samlet optræden, der sikrer den enkeltes velfærd via rettigheder og fællesskab, vil få optimismen til at vokse - det smitter - og det vil blive starten på en anden politik.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp