Men der er ingen tvivl om, at et folk selv bedst kan definere, hvori dets egen trivsel består, derfor må styret også i videst mulig omfang afspejle befolkningens vilje. Og man kan i høj grad diskutere, om det, vi så højt og helligt kalder demokrati, også virkelig til enhver tid gør det.

Af Kjeld Stenum
Nu skal der snart være valg i Irak. Og så skal vi alle være glade. Der er noget selvmodsigende i det at holde et land besat i demokratiets navn, som kan gøre vores politikere røde i hovedet, når de skal forklare sig og plage dem blandt de ansvarlige, som har en samvittighed.
Bedre får de det næppe, hvis amerikanerne gør alvor af at genoplive den latinamerikanske tradition med dødspatruljer i Irak, så befolkningen kan lære at følge befolkningens interesser. Demokrati og tvang er begreber, som står dårligt til hinanden. Og at ville indføre demokrati med terror skriger til himlen.
Men når valget har været, kan vi igen sove godt om natten. Nu kan I alle se, kan vi sige, der var en grund til, at vi handlede som vi gjorde, og vi handlede rigtigt! For demokrati det er sådan noget, som vi har, altså at alle valgberettigede kan gå op og sætte deres kryds på et stykke papir med en vis minimal regelmæssighed, og at alle valgberettigede har ret til at stille op som kandidater, når de opfylder visse fælles gældende opstillingsregler.
Og når man har demokrati, så har befolkningen selv ansvaret for det styre, det har.
Var det ikke for rygterne om dødspatruljer, ville det måske lyde besnærende. Men der er mange ting i den argumentation, man kan stille spørgsmålstegn ved.
Nu har alle politikere i disse år meget travlt med at fremstille begrebet demokrati som et absolut gode, der ligesom udelukker enhver videre diskussion, selv dronning Margrethe var inde på den tankegang i sin nytårstale. Og jeg skal heller ikke her forsøge at problematisere det værdifulde i, at en befolkning har maksimal for ikke at sige suveræn indflydelse på sit lands udvikling.
Sådan en værdirelativisme ligger mig fjernt. Den bedst tænkelige tilstand i et hvilket som helst samfund er den størst mulige harmoni mellem landets produktionsmæssige ressourcer og befolkningens trivsel. Det er så en diskussion for sig, hvordan man måler disse størrelser, og den vil vi ikke tage her.
Men der er ingen tvivl om, at et folk selv bedst kan definere, hvori dets egen trivsel består, derfor må styret også i videst mulig omfang afspejle befolkningens vilje. Og man kan i høj grad diskutere, om det, vi så højt og helligt kalder demokrati, også virkelig til enhver tid gør det.
Man kan også i høj grad diskutere, om alt det, vi afviser som diktatur, også er så meget mere diktatur, end hvad vi selv har at bringe de folk, der lever med det. Intet styre, selv ikke det mest enerådende, kan jo overleve uden i et vist mål at imødekomme befolkningens behov. Og intet folk, og da slet ikke et forkuet folk, begynder at kræve sin ret, fordi en ydre magt voldeligt forsøger at tvinge det til det.
Det er i en avis som Arbejderen oplagt at rejse den indvending mod det irakiske projekt, at et politisk demokrati i et land, der er et så iøjnefaldende bytte for den globale kapitalismes spekulation, som Irak er på grund af olieressorucerne, aldrig kan blive noget værd, så længe man skal respektere kapitalismens diktatur på økonomiens område. Og det skal man jo i Irak.
Jeg er imidlertid også ret sikker på, at vores statsminister eller en hvilken som helst anden tilhænger af privatkapitalistisk diktatur ville svare, at den indretning af produktionen også er udtryk for folkets vilje, for de allerfleste parlamentariske demokratiers forfatninger er sanktionerede af vælgerne, og det skal Iraks forfatning naturligvis også. Og det er utvivlsomt sandt nok.
Men de europæiske demokratiers forfatninger er jo, som også vores egen grundlov er det, blevet til i opgør med forfatninger, der gjorde adel eller kongemagt i stand til at kvæle de opkommende kapitalisters økonomiske driftighed.
I forhold til disse forfatninger var privatkapitalismen jo et stort fremskridt, og på den tid, hvor den slog igennem, så folk den som en forløser af deres produktive trang, og dens indbyggede grænser var ikke særlig synlige. Det er de bare i høj grad i dag, hvor den for længst har udviklet sig til global monopolkapitalisme.
Magthaverne kan da nok stadigvæk risikere folkeafstemninger om grundlæggende ting i vores forfatninger. Men de må i stigende grad sætte våbenmagt bagved for at garantere, at sådanne afstemninger også går, som de skal. Det er naturligvis også derfor, vi har hære i Irak og udøver terror mod landets befolkning.
Befolkningen der skal helst ikke træffe dispositioner, der truer privatkapitalismens olieinteresser. Nu er det jo ikke socialistiske forfatninger, der er mest på de mellemøstlige befolkningers dagsorden, men blot national frigøring fra især USA's globale kapitalistiske koncerner. Men dette er jo mere end galt nok i et område, der rummer de fleste af verdens oliekilder.
Derfor må denne helt igennem retfærdige kamp dæmoniseres som radikal muslimsk fanatisme. Og derfor må de globale kapitalister have en hær stående i området og slå hundredtusinder af mennesker ihjel for at tvinge dem til at acceptere monopolkapitalistisk udplyndring, der samtidig skal kunne camoufleres som demokrati af hensyn til den folkelige opinion i de globale kapitalisters bagland.
Det har ikke en tøddel med varetagelse af det irakiske folks tarv at gøre. Metoderne viser det. Havde det en tøddel med irakernes tarv at gøre, var man gået helt anderledes frem.
For som de gamle pacifister sagde: Der gives ingen vej til fred - fred er vejen. Der gives heller ingen vej til demokrati. Demokrati er vejen.