Det er ikke et tilfælde, at den europæiske venstrefløj i modsætning til tidligere tider står stort set samlet og afvisende overfor denne traktat. Demokratisk venstrefløj afviser EU-forfatning

af Pernille Frahm, SF i Danmark - Jonas Sjöstedt MEP for Vänsterpartiet i Sverige - Esko Seppanen, MEP for Vänsterforbundet i Finland.
Vi tre repræsentanter fra den nordiske venstrefløj har fulgt den danske debat om forfatningstraktaten, og vil hermed give nogle bud på, hvorfor den demokratiske venstrefløj i Europa afviser forslaget til en forfatningstraktat for Europa.
For nogle år siden havde SF en debat om et program, man kaldte mere samfund mindre stat. Det drejede sig blandt andet om en kritik af troen på, at alt kunne ordnes gennem centrale beslutninger og centrale reguleringen. I modsætning til socialdemokraterne og de konservative har SF ikke været et af de stats-centrerede partier. Ønsket om selvforvaltning, nærdemokrati og retten til forskellighed udsprang af et ønske om at give mennesker det størst mulige frirum.
Man kan sige, at vi gik efter filosofien fra Kardemomme-lomme-loven, som politimester Bastian synger i Folk og Røvere i Kardemommeby: Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil.
Denne kritik af staten som løser af alle problemer har inspireret andre venstrefløjs partier i Norden og Europa.

Myter om venstrefløjen
Men tiderne skifter. Der breder sig nu en tendens på dele af venstrefløjen og langt ind i Det Radikale Venstre i Danmark om at regulering er godt i sig selv. Især når det drejer sig om EU.
Således også begejstringen for den nye forfatningstraktat, som især roses fordi den gør det lettere for EU at tage beslutninger på en lang række områder. Regulering er godt, manglende regulering er skidt. Det kaldes venstreorienteret at ønske reguleringer og nationalistisk at sætte spørgsmålstegn ved EU's mulighed for at regulere effektivt. Det kaldes progressivt at ønske effektivitet og reaktionært at ville sikre demokratiet.
Og denne begejstring har affødt en myte om, at den europæiske venstrefløj er for traktaten. Dette er imidlertid nærmest i modstrid med sandheden. I den europæiske venstrefløjs gruppe i Europa Parlamentet har ikke et eneste parti sagt ja til traktaten! Det finske parti har endnu ikke taget stilling. Resten siger nej. Derfor dette fælles nordiske indlæg.

Mere liberalisering
Det er indlysende, at det er nødvendigt med fælles regler og dermed regulering på en lang række områder efter det indre marked i slutningen af firserne gik sejrende gennem Europa. Globaliseringen af økonomien og handelen understreger yderligere behovet for at styrke demokratiet overfor markedet gennem muligheden for på politisk plan at forholde sig til og hamle op med konkurrencens negative konsekvenser: Lønpres, pres på miljøet og arbejdskraftens levevilkår.
Men denne erkendelse har for en del af centrum-venstre medført en begejstring for regulering i sig selv, som betyder en ukritisk forholden sig til indholdssiden og til en række demokratiske problemstillinger.
Forfatningstraktaten gør det enklere at træffe beslutninger på en række områder, men samtidigt lægger den en politisk ramme omkring nogle områder, som løfter dem op over den demokratiske kampplads, som EU er og bør være.
Når man i traktaten fastholder og styrker en økonomisk politik, der bygger på liberaliseringer, privatiseringer og udliciteringer, vanskeliggør man en politik for kollektive fælles ejede offentlige løsninger! Hermed sættes der pres på de nationale modeller i forhold til uddannelse, sundhed, forsyninger transport og kultur. Hermed begrænses politikernes råderum såvel nationalt som på EU-plan af den ramme for regulering, som traktaten giver.

Mere militær
Forfatningstraktaten pålægger medlemsstaterne at forbedre deres militære kapacitet. Samtidigt skal der opbygges et forsvarsagentur, der hele tiden skal sikre, at der er den industrielle kapacitet, der gør, at vi kan dække det behov, agenturet finder. Denne formulering kan jo tolkes derhen, at formålet er, at medlemsstaterne køber forladere i stedet for de gamle muskedonnere, de nu har. At man sikrer kvalitet i sine indkøb af isenkram og så videre. Det kan ingen vel have noget imod?
Spørgsmålet er, hvorfor står det så i traktaten? Ingen regeringer vil vel vælge at skifte køretøjer ud med hestevogne eller kanonerne med bue og pil? Problemet er, at den europæiske forsvarsindustri gennem flere år har klaget over manglende investeringer. Ikke alene har de europæiske lande for de flestes vedkommende virkelig valgt at høste fredsdividenden gennem lavere militær-budgetter, men samtidigt fortsatte USA oprustningen og ubalancen mellem de to kontinenters investeringer svarer til 100-60!
Dette har længe været tema i NATO, hvor USA har efterlyst en større vilje fra de europæiske medlemsstaters side til at dække udgifterne til den militære sikkerhedspolitik. Og som sagt har den europæiske forsvarsindustri haft problemer med konkurrencen. En del europæiske lande, herunder Danmark, har oven i købet indgået aftaler med USA om indkøb af ikke-europæisk produceret materiel.
Men forfatningstraktaten giver et løfte om en bedre fremtid for disse interessegrupper: Et fælles europæisk militær industrielt kompleks skal sikres fremgang gennem forpligtelsen til at sikre kapacitets løft og gennem samordning af medlemsstaternes investeringer og behov.
Det vil betyde fokus på militære løsninger i modsætning til de civile. Man investerer ikke milliarder i legetøj! Militære løsninger giver bedre billeder i medierne end kedelige forhandlinger i FN og EU, og det giver befolkningerne - vælgerne - et indtryk af handlekraft og beslutsomhed i modsætning til rundbordspædagogik og klidmostersnak.

Modstand fra venstre
Det er ikke et tilfælde, at den europæiske venstrefløj i modsætning til tidligere tider står stort set samlet og afvisende overfor denne traktat.
Italienske, spanske og portugisiske progressive ved godt, at reguleringer ikke i sig selv er af det gode. Deres kritik af forfatningstraktaten handler om det neoliberale, som næsten er blevet mainstream politik i Danmark. Det handler om en stigende militarisering af EU og det handler om afmægtiggørelsen af borgerne.
Vi er bevidste om, at vi har 'dårlige kammerater' i vores konklusion. De europæiske nationalister og de britiske toryer ligger lagt fra de synspunkter, den europæiske venstrefløj kæmper for. Men vi vil ikke lade os skræmme til at overlade den politiske og demokratiske indholds kritik til danske Pia Kjærsgård eller østrigske Jørg Hayder.