01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konceptet

Konceptet

Lørdag, 04. december, 2004, 00:00:00

Når Fogh og Haarder taler om YTRINGSFRIHED, så er der en kant, som ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste og i det hele taget offentligt ansatte skal føje sig for. Ellers falder hammeren.

Regeringen har et koncept. Det ligger p.t. gemt under 2800 sider love, der blev fremlagt onsdag.
De er en følge af strukturreformen. Efter sigende skulle den byrde havde bragt djøfferne i centraladministrationen i knæ.
De får ikke en mindre papirlast på deres skuldre, når høringsfristen udløber 7. januar og frem til fremlæggelsen af den samlede lovbunke 26. januar. Det er en voldsom plan, som udspiller sig i en sort demokratisk boks.

Men selve konceptet. Statsministeren er ved at give indvandrertemaet en mere perspektivrig drejning.
Fra blot at have været et spørgsmål, der har skaffet Fogh et støtteparti, er indvandrertemaet nu blevet en bærer af selve Foghs politiske idé.
22 gæster mødte op på Marienborg for at tale om 'de fremmedes' problemer med regeringens spidser. Fidusen var, at møder på Marienborg har en særlig fin og betydende karakter.
I medierne er gæsterne betegnet som 'håndplukkede moderate muslimer' - for nu at holde religion og politik helt adskilt.
Foghs bærebølge er sat i bevægelse med erklæringer om opgør med den menneskeligt ødelæggende forsørgerpolitik. Arbejdet er roden til alt godt, som protestanterne har grundlagt deres tro på.
Flere af gæsterne talte i samme retning og fik god omtale i medierne. Det er selvfølgeligt rigtigt, at arbejde burde være en ret; både for socialiseringens skyld - og dermed integrationen - og som en måde at sikre sig et eksistensgrundlag på. Men så skal det også være arbejde.
Den tilsyneladende konsensus på mødet blev hurtigt brugt til varsler om stramninger.
- Vi skal væk fra forsørgermentaliteten...., sagde Fogh efter mødet. Integrationspolitikken bliver et spejl for alle.

Fogh gør det, og Haarder gør det, taler om liberalismens dyder. Førstedyden er YTRINGSFRIHEDEN. Den var et hot emne på Venstres landsmøde og på Marienborg. Her bøjer regeringen sig ikke!
Samtidig i Københavns byret klokken 12.45:
Den tidligere efterretningsofficer Frank Grevil blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have viderebragt dele af efterretningsrapporter om krigsgrundlaget for Irak-krigen til Berlingske Tidende.
Grevil mente, at de informationer, han bragte til torvs, var vigtige for offentligheden. Og han mente, han havde pligt til at bringe dem frem af demokratiske grunde.
Men her stopper festen. Når Fogh og Haarder taler om YTRINGSFRIHED, så er der en kant, som ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste og i det hele taget offentligt ansatte skal føje sig for. Ellers falder hammeren.
Anklagemyndigheden har appelleret sagen og kræver Grevil idømt et års ubetinget fængsel.
Det er klart meningen fra systemets side, at der skal statueres et eksempel for at fratage andre, som ikke er enige i regeringens gerninger, lysten til at ytre sig.
Det er også en del af konceptet - pas dig selv og hold kæft!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. dec. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp