sikre et levende demokrati for alle i Kosova, også kan være med til at sikre, at albanere og serbere også her kan leve sammen på et lige grundlag

fra Xhemil Zeqiri, menneskerettighedsaktivist
Til udenrigsminister Per Stig Møller
For nylig var der igen demonstrationer i Prishtina i Kosova. Ifølge oplysningerne i de albanske medier, var det de største demonstrationer i mange år med titusinder af deltagere.
Årsagen var, at retssagen startede i Haag mod Fatmir Limaj, Haradin Bala og Isak Musliu, som var kommandanter i den albanske befrielseshær UCK. Alle har en stor plads i den albanske befolknings hjerter, fordi de modigt og uden at frygte for konsekvenserne for deres eget liv, var med til at beskytte vort folk med den serbiske terror, som skyllede ind over Kosova i 98-99.
Den mest kendte af de tre er Fatmir Limaj, som efter krigen blev indvalgt i Kosovas parlament, hvor han blev formand for parlamentsgruppen i Kosovas Demokratiske Parti (PDK) og i øvrigt anholdt uden at hans parlamentariske immunitet blev ophævet.
Retsopgøret i Haag har dermed taget en absurd vending. Mens flere af de notoriske mordere går frit rundt på Balkan, har man sat tre albanske frihedshelte under anklage.
Denne absurde sag truer nu med igen at sætte Kosova på den anden ende. Det skyldes ikke alene at albanerne føler deres nationale stolthed sat på anklagebænken. Chefanklageren del Ponte har ligestillet offeret med bødlen. Hendes bevisbyrde baseres blandt andet på hætteklædte såkaldte vidner, som af indlysende årsager skaber tvivl om en retfærdig rettergang.

Oprørte albanere
Albanerne er oprørte, fordi denne sag igen sætter fokus på den smertelige kendsgerning, at der endnu ikke er fundet en varig løsning på Kosovas fremtid og at det stadigt er udenlandske magter, som afgør hvilke af de albanske ledere, der sidder i parlamentet og hvilke der siddder i fængsel.
Der er stadig kaos og vilkårlighed i Kosova. Den tidligere chef for UNMIK Steiner, satte en farlig proces igang ved at insistere på at der skulle gennemføres en række såkaldte standarder i Kosova, som betingelse for at ændre dets nuværende status som protektorat under FN.
Steiner har udpenslet i detaljer hvordan Kosova skal se ud, efter hans opfattelse. Der er ikke den internationale regel eller standard omkring alt fra menneskerettigheder til demokratiske normer, som skal opfyldes i Kosova, før det albanske flertal kan få afgørende indflydelse på sin egen fremtid. Problemet er blot at en sådan kurs er umulig.
Hvordan skal albanerne kunne opbygge et samfund hvor der er lige ret for både albanere og serbere, når UNMIK sidder på hele statsapparatet? Hvordan skal albanerne kunne opbygge en demokratisk administration, når albanerne ikke engang kan opbygge og administrere en lokal busstation, uden at UNMIK har givet grønt lys?
Det er UNMIK's jerngreb om Kosova, som forhindrer udviklingen. Det netop afholdte valg er et markant eksempel på dette. De danske og vestlige medier har fokuseret utroligt meget på den lave serbiske valgdeltagelse, som skyldes at serberne er udsat for et meget hårdt pres fra Beograd. Hvad medierne helt overså var den kendsgerning, at halvdelen af den albanske befolkning også blev hjemme på valgdagen.
Den ledende albanske intellektuelle Adem Demaci, som sad 28 år i serbiske fængsler som politisk fange, opfordrede sine landsmænd til boykot. Han påpegede den kendsgerning, at det nyvalgte parlament ikke ville få det grundlæggende ansvar for Kosovas administration, udvikling og fremtid. Disse helt livsnødvendige elementer i et demokrati ligger stadigt i hænderne på UNMIK.

Selvstyre umuliggøres
Både UNMIK's fokusering på de såkaldte standarder og de absurde retssager mod de tre albanske folkehelte i Haag medvirker til at udskyde den helt nødvendige afklaring af Kosovas fremtid og skaber dyb frustration og bitterhed blandt den albanske befolkning.
Et meget anvendt argument mod at tillade at der opbygges reelt selvstyre i Kosova er, at albanerne skal sikre serbernes rettigheder her. Jeg tror ikke nogen benægter, at der er sket fejl overfor serberne, men man må se disse som uundgåelige konsekvenser af det folkemord, der i årtier er blevet begået mod albanerne. Dybt i den albanske befolkning er der et rodfæstet ønske om at leve i fred med alle sine naboer, både indenfor og udenfor Kosovas grænser.
Albanerne har en dyb forståelse for, at den serbiske befolkning i Kosova skal have lige rettigheder, fordi vi kender apartheidpolitikken på vores egen krop gennem menneskealdre. Vi ved også, at der i dag bor 500.000 af vores brødre og søstre i Serbien, som stadig undertrykkes. Det er vores håb at vi gennem at sikre et levende demokrati for alle i Kosova, også kan være med til at sikre, at albanere og serbere også her kan leve sammen på et lige grundlag.
Det er på tide, at det internationale samfund lever op til resolution 1514 fra Generalforsamlingen i 1960, som understreger, at alle folk har ret til selvbestemmelse, og fastlægge retningen for deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Denne ret må også gælde for albanerne.