Unionens ´Charter for Grundlæggende Rettigheder´ baner vejen for, at EF-domstolen kan dømme mod faglige aktioner

af Karen Sunds
Et af de løfter, som de fem ja-partier giver i 'det nationale kompromis', er at EU-forfatningen ikke vil åbne for Unionens indblanding i det danske arbejdsmarked.
'Indenfor social- og arbejdsmarkedspolitikken er vi således tilfredse med, at traktaten i artikel III-210 fastholder enstemmighed ved beslutninger om beskyttelse af arbejdstagere ved: arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse, ophævelse af en arbejdskontrakt, repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser samt for beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere', hedder det i aftalen.
Og andetsteds: 'Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det som hidtil overlades til medlemsstaterne selv at vælge form og midler for gennemførelsen, og at det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet fastholdes.'
Men som i andre tilfælde undgår ja-partierne behændigt at nævne de paragraffer i EU-forfatningen, som for alvor er farlige for strejkeretten og for Danmarks tradition for kollektive overenskomster.

Charteret fanger
I dette tilfælde ligger bomben begravet i EU-forfatningens del to, 'Den Europæiske Unions Charter for Grundlæggende Rettigheder'. Her definerer Unionen en række rettigheder for den enkelte unionsborger, herunder strejkeretten. Og det har vidtrækkende konsekvenser. Hvorfor?
Problemet er, at fra det øjeblik, EU definerer unionsborgernes rettigheder i EU-forfatningen, bliver de pludselig et anliggende for EU og for EF-Domstolen. Det betyder, at EU principielt kan blande sig i strejkeretten.
Det svenske LO har vendt sig skarpt imod, at Charteret kom med i EU-forfatningen. Det vil have uoverskuelige konsekvenser, fordi charteret bygger på de individuelle rettigheder i modsætning til de kollektive rettigheder. Og med charterets indskrivning får EF-domstolen mulighed for at dømme, også om kollektive aftaler og strejker, mener LO i Sverige:
EF-domstolen kan meget vel nå frem til, at for eksempel kollektive aftaler og strejker modvirker nogle af grundprincipperne i EU, det vil sige den frie bevægelighed og den frie konkurrence på det indre marked. Endnu er det ikke sket, men der er ingen legale forhindringer for at det kunne ske, siger LO-formand Wanja Lundby-Wedin til svensk LO's hjemmeside.

Individuel EU-ret
Svensk LO's frygt er ikke grebet ud af den blå luft. I to årtier har EU insisteret på at danske arbejderes vilkår ikke skulle være reguleret via kollektive overenskomster, men derimod med EU-lovgivning, der definerer individuelle rettigheder. Resultatet er blandt andet det såkaldte EU-ansættelsesdirektiv fra 1993, der bestemmer, at alle arbejdere skal have en individuel ansættelseskontrakt med deres arbejdsgiver.
I et lille skrift 'Fællespagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder' (i daglig tale kaldet det sociale charter), definerer EU, at det er en menneskeret ikke at være organiseret i en fagforening. Faglig organisering er altså ifølge EU en privat hobby, på linie med en frimærkeklub. Men det må ikke have nogen betydning for de vilkår og rettigheder, du arbejder under, for i så fald ville de gule, de uorganiserede, blive diskrimineret.
Det sociale charter er et af de dokumenter, der ligger til grund for EU-forfatningens del to. Men hele denne problematik - at EU får adgang til at blande sig i strejkeretten - er ikke nævnt med så meget som et ord i det papir, som ja-partierne har lavet.