De muslimske ledere som før gik med i den politiske proces, men som på grund af Falluja nu har trukket sig, er blevet anholdt af amerikanerne

af Hind Al-Naimi Kjær, Iraks Patriotiske Alliance
Børn og kvinder i Falluja bliver i øjeblikket slagtet i demokratiets navn, i USA's navn og i Danmarks navn. Hvor mange der bliver slagtet, får vi nok aldrig at vide. Al mediedækning fra stedet er kontrolleret af USA. Alle de billeder, vi ser i tv, er fra journalister, der er i følgeskab med de amerikanske tropper.
Fra telefonsamtaler med enkeltpersoner, som befinder sig på stedet, er det dog blevet rapporteret, at store dele af byen flyder med lig og iturevne legemsdele efter bomber og massakrerne. Kun få har kunnet begraves. Før angrebet blev sat ind, havde invasionsstyrkerne bombet og smadret samtlige hospitaler og nødhjælpsklinikker.
Det skønnes at en tredjedel af civilbefolkningen, cirka 100.000 personer, stadig befandt sig i Falluja, da USA og den såkaldte Iraks Nationale Garde, som for 90 procents vedkommende stadig består af private militser, stormede byen. De siger, at de nu kontrollerer mere end halvdelen af byen. En by, som består af et virvar af huse og smalle gader. Jeg tror ikke, der er nogen kontrol, nogen orden foreløbig.

En by som mange andre
Jeg får det dårligt, når jeg snakker om det. For mig ligner det det, som skete i Gernika, en nordspansk provinsby, i 1937, hvor Franco fik Hitler til uprovokeret at bombe, smadre og udrydde store dele af civilbefolkningen. Gernika blev det symbol, som FN har haft for en massakre, det som aldrig måtte ske igen.
Hvorfor sker det nu igen, det som aldrig måtte ske? Og hvorfor netop Falluja? Det er en by, som ellers har undgået lovløsheden med røverier, mord, bortførelser og afpresninger og så videre, som ellers har hærget resten af Irak. Byen krævede selvstyre, og at besættelsesstyrkerne skulle holde sig væk fra byen. Det er en amerikansk hævnaktion. Kun hævn, hævn og hævn. Ikke noget andet. Byen er blevet et symbol på, at amerikanerne ikke kan styre Irak.
I april oplevede amerikanerne klar fiasko i Falluja. De kunne ikke invadere byen og måtte indgå et kompromis, hvor Falluja undgik de amerikanske soldaters tilstedeværelse. Det amerikanske angreb har kun én eneste grund: Hævn for at Fallujas indbyggere ikke vil acceptere USA's besættelse.
Der er ingen al-Zarqawi og heller ingen andre fanatiske satanistiske islamiske ekstremister i Falluja. Det har Fallujas borgere selv forklaret i deres nødråb til Kofi Annan. Men i de vestlige lande bliver man ved med at dæmonisere alle, som er modstandere af besættelsen.
I virkeligheden er Falluja bare en by i Irak som mange andre. Og det amerikanske militær har da også udpeget 30 byer i Irak, som kan vente sig. Det er byer, hvor besættelsestropperne ikke har kontrol over situationen, hvor modstanden står stærkt, og hvor befolkningen støtter modstandskampen. Det er byer, hvor USA's imperialistiske overtagelsesplaner er ude af kontrol og ligger i grus.

Valg med pistol for panden
Hele Irak, fra Mosul i nord til Basra i syd, er i oprør. Lige nu er amerikanerne ved at omringe Ramadi. Der skal borgerne formentlig have den næste demokratiseringstur. Men som vi har set det før, i Bagdad, i Samarra og i andre byer: Amerikanerne kan angribe indbyggerne med ødelæggelse og drab, men de kan ikke holde styr på byen.
De muslimske ledere som før gik med i den politiske proces, men som på grund af Falluja nu har trukket sig, er blevet anholdt af amerikanerne. De trues. De skal deltage i valget. De er selvfølgelig blevet forbavsede og nervøse. Som de har sagt: 'Vi troede, at det var et irakisk valg.' Men i Irak kommer valget til at foregå med en pistol for panden - hvis det da afholdes. Valg eller ej, irakerne vil aldrig acceptere besættelsen.
Til de folketingspolitikere, som går ind for, at der skal være danske tropper i Irak, vil jeg sige: I lyver, når I påstår, at Kofi Annan har bedt Danmark om at deltage med tropper til at legitimere og stabilisere den død og ødelæggelse, USA har i gang i Irak. I er i gang med at trække alle civiliserede værdier ned i sølet.

Ovenstående tale blev holdt af Hind Al-Naimi Kjær på Nej til Krigs demonstration i lørdags foran den amerikanske ambassade mod Falluja-massakren.