Hvis en dansk folkepensionist flytter for kortere eller længere tid til Grønland, standses folkepensionen øjeblikkelig
af Lilli Rodeck, Maniitsoq
I Danmark har befolkningen optjente rettigheder. Det er, hvad vi får at vide i ord og tale. Selv socialministeren har her i efteråret givet udtryk for, at folkepensionen ikke ville blive ændret. Reglerne nu er, hvis man skal oppebære fuld folkepension, at man skal have haft fast bopæl i Danmark i 30 år fra 15 - 65 år. Det er jo klar tale. Men er det nu sådan?
Danmark har en regel i mange love. Lovteksten ender som regel med 'denne lov gælder ikke for Grønland og Færøerne'. Det står også i lov om folkepension. Det har udmøntet sig i bekendtgørelse 866 af 23/10/2002 til at, hvis en dansk folkepensionist flytter for kortere eller længere tid til Grønland, standses folkepensionen øjeblikkelig. Det endda uden forvarsel.
I den danske bekendtgørelse blander man sig i den grønlandske suverænitet, og pålægger Grønland at beregne og eventuelt udbetale alderspension til tilflyttede danskere. Nu har den grønlandske lov om pension ikke nogen garanteret mindstebetaling, så den danske folkepensionist, som flytter sammen med en arbejdende ægtefælle, vil risikere at få nul kroner i alderspension.
Den danske regering har den opfattelse, at en lovændring fra den nuværende lov vil være et indgreb overfor Grønlands hjemmestyre og deres suveræne ret til at beslutte deres egen pensionslovgivning. Men den berøringsangst har man ikke i forhold til EU-lande, EØS-lande, Schweiz, Australien, Canada, New Zealand, Chile, Marokko, Israel, Kroatien, Makedonien, Pakistan, Slovenien, Tyrkiet.
Ja selv om man bor i alle andre lande, bortset fra Grønland, kan man ansøge Den Sociale Sikringstyrelse om folkepension. Desuden kan fremmede statsborgere, som har boet i Danmark i fem år og har arbejdet 12 måneder, ansøge om og få dansk folkepension. Det vil sige at en pakistansk statsborger, som har boet i Danmark i fem år og arbejdet ét år, her meget større chance for at få dansk folkepension, end en dansk statsborger, som hele sit voksenliv har arbejdet og betalt skat, og som tilfældigt, fordi ægtefællen ikke kunne få arbejde i Danmark, er flyttet til Grønland.
Nu synes jeg, at reglerne for danskere i udlandet er gode nok, og også muligheden for at andre statsborgere, med ophold i eget land, kan få dansk folkepension; men hvorfor er Grønland så specielt på dette område? Hverken Venstre eller Konservative kan give fyldestgørende svar. Andre partier kan godt se det vanvittige i bekendtgørelsen, som den er i dag. Dertil skal så lægges, at efterløn uden problemer kan medtages til Grønland.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278