Det er et langt vigtigere demokratisk spørgsmål end den ´uretfærdighed´, som flæbende nazister kan berette om.

Tingene hænger sammen. For nylig fik Foreningen Oprør ørerne i mediemaskinen på grund af deres aktion mod EU's terrorlov. Oprør havde sendt penge til PFLP og FARC.
Aktionen var en støtte til folkenes ret til at kæmpe for deres sag. Reaktionen kom prompte - 'oprørsfolkene' skal dømmes og straffes!
Det går værre end man kan frygte. Krigen mod terror skaber et nyt klima for 'retfærdighed'.
Hvad, der var frihedskamp i går, bliver terror i dag. Nu - eller igen - er opfattelsen af den danske modstandskamp under krigen kommet i vælten. Nazisterne og samarbejdsregeringen kaldte dem - dengang - for terrorister. Og i dag?

En krølle. 30. august 1943 blev redaktør Carl Henrik Clemmensen dræbt i Lyngby. Tre Nazister stod for udåden. Den ene blev dømt og henrettet for den efter krigen. Den anden SS'er - Søren Kam - bosatte sig i Tyskland. Han kræves nu udleveret til Danmark. Det tog sin tid, selvom sagen var ligetil.
En anden sag er slet lige til. Nu er Rigsadvokaturen ved at undersøge, om der skal rejses tiltale mod danske modstandsfolk, som deltog i stikkerlikvideringer!
Rigsadvokaten er ikke sat i bevægelse af hvem som helst. Nej - det danske nazistparti DNSB har i april anmeldt tidligere modstandsfolk!
- Det er en længere proces, vi skal gennem, siger vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg fra Rigsadvokaturen. Han henviser til, at der skal studeres arkiver og afgørelser fra retsopgøret efter krigen.
Det er virkelig skrap kost. Sagen burde være purre afvist. Og de fem anmeldere burde tilmed have fået at vide, at de var medlemmer af organisation, der burde være forbudt.
Men alting er ikke, som det burde være. Der er mast en dagsorden igennem, hvor der stilles spørgsmålstegn ved stikkerlikvideringernes nødvendighed og ved modstandskampen i det hele taget.

Det er senest sket med Peter Øvig Knudsens dokumentarfilm 'Med ret til at dræbe'.
SS'eren Søren Kam sidestilles reelt med modstandskampens folk. Over for dem står en højere retfærdighed, vogtet af Øvig Knudsen.
Hvorfor skal modstandsfolk igen belastes af opmuntrede nazister, der stiller dem for retten og af Øvig, der gør sig til af sin oplyste uvidenhed?
Der er noget fundamenttalt galt med Øvigs greb om modstandskampen. Der var krig.
Hvilke ideelle kampvilkår for modstandsbevægelsen ville Øvig egentlig have anmodet besættelsesmagten om at få stillet til rådighed? Hvis man ikke kan rumme den konkrete kamps vilkår i sig, så må man fare med større beskedenhed.
Øvig Knudsen er utvivlsom optændt af god vilje. Der er nok af aktuelle forhold, han kan bruge sin flid på.
For eksempel forholdene for Guantanamofangerne, hvor en amerikansk domstol netop har fastslået, at fangerne er omfattet af Genevekonventionen. Og hvis det skal handle om Anden Verdenskrig - hvordan var det nu, at de danske modstandsfolk blev behandlet af besættelsesmagten, håndlangerne og de danske myndigheder før og under krigen?
Det er et langt vigtigere demokratisk spørgsmål end den 'uretfærdighed', som flæbende nazister kan berette om.