08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Første omgang - gong

Første omgang - gong

Torsdag, 11. november, 2004, 00:00:00

Fogedretten i Århus valgte i sidste uge at afvise Brabrand Boligforenings ophævelse af tre familiers lejemål

af Leif Randeris, kontorleder Indvandrerrådgivningen Århus
Fogedretten har dermed givet Indvandrerrådgivningen og vore klienter/boligforeningens lejere medhold i vor påstand, at det var ulovlige opsigelser uden hjemmel i lovgivningen.
Vi citerer fra kendelsen:
'De strafbare forhold, som lejerens søn er dømt for, er ikke begået i umiddelbar nærhed af lejemålet - som f. eks. i den opgang, hvor lejemålet er beliggende eller på et fællesareal foran eller nær opgangen. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at de strafbare forhold er begået mod personer med tilknytning til den opgangen, hvor lejemålet er beliggende, eller til lejemålet i umideelbar nærhed af denne opgang.'
Det var den foreløbige kulmination på flere måneders ping-pong i medierne og mellem Brabrand Boligforeningens advokat, Indvandrerrådgivningen og deres to advokaterne for de familier, der kort før sommerferien blev forsøgt sat på gaden, fordi deres børn havde lavet kriminalitet og røveri i Gellerupparken og på Toushøj i Århus.

Uacceptable overgreb
At sagerne nu er afvist kommer ikke bag på os. Vi har hele tiden hævdet, at Brabrand Boligforenings bestyrelsesformand og forretningsfører var alt for tidligt ude med alt for bombastiske udmeldinger, sikkert under pres for at lappe på boligforeningens renommé, som voldshærget indvandrerghetto og tilsyneladende ikke særligt effektive offentligt betalte boligsociale arbejde.
Vi ved, at stort set alle de berørte familier længe har været kendt i systemet - uden at nogen har fundet på at gribe ind over for disse kriminelle drenge. Vi har set hele udviklingen: Børnene gør sig dårligt bemærket i skolen, er ulydige, grove, skulker. Men ingen røde lamper tændes.
Familierne har deres gang i socialforvaltningen. Men ingen røde lamper tændes. Drengene har drevet rovdrift på forsvarsløse mennesker og frarøvet dem mobiltelefoner og penge. Der er således tale om grove og uacceptable overgreb, som da også har sendt drengene på lukkede institutioner i flere år. Det er helt rimeligt. Men det hele kunne være forhindret i tide, hvis nogen havde trukket i nødbremsen.
Vi har hele tiden sagt, at boligsociale problemer alt for længe er forsøgt løst med halvhjertede lappeløsninger, som ikke har battet nær nok. At det aldrig har været boligforeningernes opgave at løse disse sociale problemer, den stedfundne kriminalitet er udtryk for, men en opgave for kommunernes socialforvaltninger. Boligforeninger skal ikke lege politi eller tro, de kan erstatte socialforvaltningerne.

Nej til arveskyld
Da Brabrand Boligforening meldte ud, at familierne skulle 'smides ud' af deres lejligheder (straffes) for deres barns kriminalitet, var boligforeningen ude over kanten af loven. Der er ikke i dansk ret præcedens for arvesynd og arveskyld.
Boligforeningens advokat Bent Müller gik endda så langt, for at holde sagen i fogedretten og dermed få foretaget udgående fogedforretning for at få familierne smidt ud af lejlighederne, at han skrev, at disse sager ikke handler om principielle spørgsmål og at lejemålsophævelserne ikke får betydning for andre end de berørte.
Vi har den opfattelse, at hvis disse sager var blevet gennemført som boligforeningen og dens advokat ønsker, så ville der være sket et jordskred i dansk retspraksis. Så ville lejerbeskyttelsen for landets halve million husstande i lejeboliger være blevet udhulet med voldsomme konsekvenser. Så kunne man forestille sig, at en beboer i Arbejdernes Andels Boligforening i Århus bliver smidt ud, fordi hans børn laver ravage mod en beboer i AAB's afdelinger i København - angiveligt fordi medlemskab af samme boligforening nu skulle være en slags naboskab i anden potens.
Heldigvis har fogedretten i Århus ikke ønsket at bidrage til en sådan lemlæstelse af lejerbeskyttelsen og loven.
Det var første omgang, men vi er af den opfattelse, at Brabrand Boligforenings ledelse ikke er i stand til at tilsidesætte deres tvangstanke om udsmidning af familierne og andre. De har derfor også proklameret, at de vil anke kendelsen til Vestre Landsret. Det synes vi er helt i orden, for når landsretten også afviser at ændre kendelsen, vil de både internt i boligforeningen og i forhold til en sag i boligretten stå meget svagt. Der er vel også grænser for, hvor mange hundrede tusinder af lejernes midler ledelsen i boligforeningen kan tillade sig at misbruge på deres korstog.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. nov. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp