08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pengene fosser ud af statskassen

Pengene fosser ud af statskassen

Onsdag, 10. november, 2004, 00:00:00

Gang på gang har vi fra Enhedslistens side peget på, at arbejdsløsheden er et stort problem, både for den enkelte arbejdsløse og for samfundet

af Søren Søndergaard, arbejdsmarkedsordfører Enhedslisten
Svaret fra den såkaldte beskæftigelsesminister er hver gang det samme: Lad os nu vente og se, og i øvrigt lyver tallene.
Da arbejdsløsheden steg fra juli til august var det ifølge ministeren 'et teknisk problem'. Da Danmarks Statistik kom med tal for, at antallet af langtidsarbejdsløse var steget drastisk det seneste år, var hans svar, at tallene var forkerte!
Man mindes den gamle Venstremand, Knud Christensen, der udtalte de bevingede ord: 'Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta.'
Men ikke engang en fantasifuld minister kan løbe fra, at arbejdsløsheden er steget med over 30.000, siden regeringen trådte til, og at der i dag er over 100.000 langtidsarbejdsløse.
Det koster penge for dem, der bliver ramt af arbejdsløsheden, og det er dyrt for statskassen. Alene udgifterne til de 30.000 flere arbejdsløse koster samfundet seks milliarder kroner. Det er simpelthen penge ud af vinduet at lade folk gå arbejdsløse. Pengene til understøttelse, aktivering og arbejdsformidling kunne bruges meget bedre til at skabe arbejdspladser, for eksempel i den sociale service. Det ville oven i hatten betyde, at dem der i dag er i arbejde kunne aflastes for stress og nedslidning, og der ville blive bedre service til de ældre, de syge og børnene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp