Skal aktiverede have løn for at arbejde. Vestre Landsret afsiger dom i dag, men Landsorganisationen af Arbejdsledige tror ikke på en fair dom.
Landsorganisationen af Arbejdsledige, LA, har gennem flere år forsøgt at få Herning Kommune til at stoppe tvangsaktiveringen af de arbejdsløse i Herning på jobcenter Grøndahl.
LA mener, at arbejdet på Grøndahl er reelt arbejde, og at det skal aflønnes som sådan. De arbejdsløse arbejder for blandt andet tøj- og møbelindustrien.
LA kræver konkret 50.000 kroner til den arbejdsløse iranske flygtning, Jamshid. Han er på kontanthjælp og har arbejdet på jobcenter Grøndahl i foråret 2001.
- Selve retssagen er gået utrolig godt set fra vores side. Men ud fra en samfundsanalyse taber vi retssagen. Hvis vi vinder, kan arbejdsløse på kontanthjælp, som er i aktivering, kræve løn for deres arbejde med tilbagevirkende kraft. Det vil blive alt for dyrt for kommunerne, siger Erling Frederiksen, formand for LA til Arbejderen.
Hvis LA vinder sagen for Jamshid, koster det ikke alene Herning Kommune 50.000 kroner. Erling Frederiksen vurderer, at krav fra andre arbejdsløse, der har arbejdet på Grøndahl, tilsammen vil kræve erstatning for mellem fem og 20 millioner kroner.
LA skønner, at der venter omkring 5.000 lignende sager i kommunerne.
Retssagen er den første af sin art. LA har rejst sagen, fordi det er uretfærdigt, at arbejdsløse skal arbejde uden at have udsigt til at forbedre deres situation.
- De har ingen rettigheder til for eksempel pension og ferie. De har ingen muligheder for at blive opkvalificeret, siger Erling Frederiksen, der vil gå videre til Højesteret hvis der i dommen er den mindste vink om, at udfaldet vil se anderledes ud.
Jamshid arbejdede sammen med 60 til 80 andre arbejdsløse i montageafdelingen på jobcenter Grøndahl for millionkoncernen HT Bendix, som leverer beslag til møbel- køkken- og træindustrien.
Ifølge LA pakker de arbejdsløse på Grøndahl omkring tre procent af produktionen på HT Bendix. Firmaet betaler ikke mere for arbejdet, end hvad de skulle have betalt for at få det lavet i Østeuropa.
LA kræver samtidig en erstatning på 10.000 kroner for fejl i ansættelsesbeviset til Jamshid. Fejl i ansættelsesbeviset går igen for hovedparten for de aktiverede på Grøndahl.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278