Indtil nu har Told og Skat har brugt 5,7 millioner på et at administrere kulturministerens nye lov om, at private kan afskrive indkøb af kunst og kunstnere kan fordele indtægt over flere år.
af John Poulsen
Da den borgerlige regering i finansloven for 2002 havde skåret gevaldigt i udgifterne til kultur, fik kulturministeren gennemført to love, som han påstod ville gavne kunstnerne og kompensere for nogle af nedskæringerne på kulturstøtten.
Det drejede sig henholdsvis om virksomhedernes ret til at afskrive på indkøb af kunst og kunstnernes mulighed for at fordele deres indtægter over flere år, hvis de et enkelt år skulle have store engangsindtægter.
Da lovene blev fremsat, var der en del uenighed blandt kunstnere, om det overhovedet ville gavne dem, og revisorerne advarede om, at der kunne komme diskussioner om, hvad der var kunst, og at der var risiko for snyd. Kulturministeren mente dengang kunstsalget ville øges med 50 procent eller 125 millioner kr.
Told og Skat har brugt 5,7 millioner
Nu da loven har fungeret i et par år, har det vist sig, at virksomhedernes kun er i meget begrænset omfang har benyttet sig af fradragsretten, og kun 16 ud af forventede 2.500 kunstnere har benyttet sig af udligningsordningen. Til gengæld har Told og Skat afholdt en engangsudgift på 5,7 millioner kr. på udvikling af et EDB-system, eller 380.000 kr. pr. kunstner der har benyttet ordningen.
Dertil kommer, at de årlige udgifter vil blive på 1,3 millioner til EDB og personale. Det svarer til 80.000 kr. pr. kunstner. Det havde, som også revisorerne gjorde opmærksom på, været nemmere at støtte kunsten direkte frem for at bruge et i forvejen kompliceret skattesystem.
Fradrag til privates gaver
Men nu har kulturministeren i forbindelse med dette års finanslov fremlagt forslag, som skal skaffe kulturområdet 207 millioner kr. ekstra i de næste fire år. Et af de 'geniale' forslag er, inspireret af et besøg i USA, at private og virksomheder fremover kan få fradrag på deres selvangivelse, hvis de giver bidrag til museer.
Ligeledes kan privatpersoner på deres selvangivelse fratrække værdien af malerier, som de skænker til museer. Kulturministeren forventer, at det vil koste staten 160 millioner over de næste fire år. Hvor meget det vil gavne kulturlivet er et spørgsmål, og hvad nu hvis tallene ikke holder, ligesom i ministerens to andre love?
En del af de 207 millioner, nemlig 27 millioner, vedrører forbedringer af Nationalmuseets magasiner og er hentet fra regeringens beskæftigelsesprogram fra foråret, hvis formål var at øge beskæftigelsen i byggeriet og derfor i princippet ikke havde noget med kulturbudgettet at gøre.
Endelig vil Brian Mikkelsen skaffe forfatterne 40 millioner over de næste fire år, hvilket svarer til, hvad han tidligere har 'stjålet' fra dem. Alt i alt er der tale om luftkasteller og dobbeltbogholderi. For nogle år siden måtte en skatteminister træde tilbage på grund af dobbeltbogholderi. Skatteministeren hed dengang Anders Fogh Rasmussen. Desværre kan vi nok ikke regne med, at det samme vil ske med vor nuværende kulturminister.
Finanslovsaftale
Kulturreplikken er skrevet før weekendens finanslovsaftale på kulturområdet blev indgået.
Aftalen er indgået mellem regeringen, de radikale, Kristendemokraterne, SF og Dansk Folkeparti og giver 200 millioner kroner ekstra over de næste fire år til kunst og kultur i Danmark. Også Socialdemokratiet har tilsluttet sig aftalen, som blandt andet omfatter:
- 28 millioner til fortidsminder og arkæologiske udgravninger
- 40 millioner til en designpulje, som skal styrke dansk design.
- 40 millioner kroner til nye litteraturpolitiske initiativer, som skal hjælpe forfatterne.
- 40 millioner kroner til støtte af idrætsforeninger, der iværksætter målrettede initiativer for vanskeligt stillede børn.
- 10 millioner kroner til at styrke talentudviklingen inden for den klassiske musik og give den rytmiske musik bedre vilkår.
- tre millioner kroner årligt til en ekstraordinær indsats, som skal styrke det danske sprog.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278