08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Salam a lekum

Salam a lekum

Fredag, 05. november, 2004, 00:00:00

Konflikter, fattigdom, korruption, terrorisme, kvindeundertrykkelse og muslimske fundamentalister... 14 dages ophold i Libanon, Syrien, Jordan, Israel og Palæstina var nok til at forstå, at den arabiske virkelighed er en helt anden.

af Janne Louise Andersen og Martine Zeugen SF's Ungdom
11 ungdomspolitikere fra højre til venstre drog sammen med Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Ungdoms Fællesråd ud i den arabiske verden for at prøve deres fordomme af.
Rejsen er blevet til under et tværpolitisk integrationssamarbejde, der hedder 'Partier med Plads' i Dansk Ungdoms Fællesråd regi.
På to uger fløj vi rundt til møder med NGO'er, politikere, soldater og menigmand. Øjnene og ørerne har stået konstant åbne for at sluge indtryk og informationer, hvorend vi er kommet hen.

Beirut, Mellemøstens vindue
Det var en flok forundrede rejsende, der opdagede en umiddelbart høj-moderne funklende storby af høj arkitektonisk kvalitet. Sporene fra den altødelæggende borgerkrig fra 1975-1990 var nærmest ikke til at se.
Men som vi senere skulle få at vide, er den libanesiske virkelighed ikke helt så glamourøs. Det intensive genopbygningsarbejde har resulteret i en stat med den største gæld i verden. Investorer trækker sig i et væk og gør økonomien til kaosteori.
Skellet mellem rig og fattig er enormt. Middelklassen er nærmest forsvundet.
En anden grim plet på den libanesiske samvittighed er den palæstinensiske flygtningepolitik. Vi var på besøg i en palæstinensisk flygtningelejr i Beirut og oplevede ved selvsyn, de dårlige levevilkår.
Flygtningene har nu boet i lejrene i fire generationer. De har ingen civile rettigheder i Libanon - ikke stemmeret, ikke ret til at bygge eller renovere en bolig, 70 offentlige erhverv er dem forbudt osv.
Situationen er vanskelig og meget kritisk. Da palæstinenserne flygtede til Libanon var lejrene tænkt som midlertidige opholdssteder, men eftersom Israel fortsat nægter palæstinenserne mulighed for hjemvenden er de horrible forhold blevet permanente. Den libanesiske regering lader ikke til at ville ændre de 50 års status quo så længe konflikten mellem Israel og Palæstina er uløst.
Libanon har overrasket os alle med den mangfoldige befolkningssammensætning - et kludetæppe sammensat af cirka 60 procent muslimer og 40 procent kristne.
Som mange andre lande i Nordafrika og Centralasien, er Libanons historie også præget af kolonialisme. Her den franske, hvilket man tydeligt ser i antallet af franske reklamer, franske gadenavne, det franske køkken og det franske sprog som første fremmedsprog.
Landet kaldes 'Mellemøstens vindue', fordi samtlige 18 grene indenfor kristendommem og islam findes her.
Alligevel synes graden af ligheder langt større end graden af forskelle mellem det danske og libanesiske samfund. Vi mødte syv unge repræsentanter for studenterorganisationen på Det Amerikanske Universitet i Beirut. De var meget partipolitiske i deres studenterarbejde og havde som fælles målsætning at arbejde for bedre demokrati og rettigheder for de studerende. Deres entusiasme, intellekt og engagement overbeviste os alle om, at Libanons fremtid ikke ser så sort ud.
Vi fra SFU hookede op med socialisten fra studenterrådet, og det blev til en fantasitsk nat på den røde 'Naya's Pub'. En broget flok partifæller og 'fjender', danskere, drusere samt shia- og sunnimuslimer diskuterede Irak, terror, kærlighed, demokrati og ungdom. Atmosfæren var rar og varm og de lokale øl kolde.
Flere libanesere fortæller, at borgerkrigen har lært dem om nødvendigheden af en fælles identitet som libanesere snarere end vigtigheden af politiske eller religiøse overbevisninger.
Vejen til en retfærdig stat, hvor alle er repræsenteret på lige fod, er stadig lang, men den apati og religiøse selvtilstrækkelighed vi havde forstillet os at møde, fandt vi aldrig.

Ungdommen er stærk
Syriens politiske situation er en anden. Her findes kun et parti, Båath partiet, som er et nationalistisk socialist-parti ledet af præsident Bashar Assad. Han fungere reelt som en monak, men han har indset, at hvis der ikke skal opstå revolution, må han langsomt acceptere flere og flere af befolkningens krav om medindflydelse og frihed. Det er stadigt ulovligt at danne deciderede partier i opposition til regeringen, men enkeltpersoner må godt stille op til parlamentet og NGO arbejdet er stærkt på trods af hård modstand fra toppen.
Men selvom den politiske situation i Syrien er en anden, måtte delegationen igen skrotte medbragte forestillinger om et folk, der tænker udfra religiøse ideologier, er hadefulde overfor 'vestlig' kultur og hytter sit eget skind.
Som i Libanon fik vi også her fornemmelsen af dynamik, handlelyst, oplysthed og nysgerrighed.
Man er dog også kritisk overfor udviklingen. Krigen i Irak blev diskuteret meget, hvor vi kom frem, og det generelle syn var, at USA med alliancen prøver at trække egne værdier ned over hovedet på en befolkning. Det modtages med mishag, især fordi man finder mange af erklæringerne dobbeltmoralske og i bund og grund kun styret af økonomiske interesser.
- Vi kan ikke bare adopterer disse termer om demokrati, men må opbygge det selv og derved også bevare vores egne kulturelle særheder, som en syrisk menneskerettighedsaktivist sagde.

Terror på egen krop
Den sidste destination, Isræl og Palæstina, gav endnu engang næring til ny indsigt og aha-oplevelser. Forstillinger ændres, når man konfronteres med den barske virkelighed.
Når man selv frustreres ved ikke at kunne komme frem til et møde på grund af uventede vejspæringer eller checkpoints. Når man bliver behandlet med nedladenhed og ligegyldighed og må vente i ni timer på at komme over en grænseovergang. Eller når man ser det faktiske resultat af en by, delt i to af otte meter høj betonmur. Og når man gribes om hjertet ved at høre historierne fra de efterladte til terrorangreb.
Efter to uger siger vi farvel efter et intensivt, og uhyre vigtigt møde med den arabiske verden. Det skal være startskuddet til en lang række af slagsen. Nu vil vi føre dialogen videre på hjemmebane.

Janne Louise Andersen og Martine Zeugen SF's Ungdom har været med på en Ungdomspolitisk rundtur i Mellemøsten, organiseret af Dansk Ungdoms Fællesråd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp