Det er ikke mig, der står nede på jorden og kigger op på en lysende plet på himlen, nej, jeg står på en kugle, der svæver et eller andet sted skråt ovenover Saturn, og kigger ned på den, og den er svimlende langt nedenunder mig.

af Kjeld Stenum
November gør mig altid melankolsk. Det er mørket, overgangen til vintertid, og så det, at folk forsvinder fra havebyen. I år har der været noget mere aktivitet end sædvanligt, en del er gået i gang med ombygning eller nybygning, fordi der er kommet klarhed om regler for havehusenes størrelse, som der ellers har været en del tovtrækkerier om i nogen år.
Men melankolien bliver nu ikke helt borte. Jeg har heller ikke Bølle, naboens kat, at gå og snakke med mere, naboens har slet ikke været her i sommer, for nabokonen, der har haft en blodprop i hjernen, kan ikke få hjemkommunen til at sørge for transport til og fra hendes arbejde, hvis hun bor i havebyen, kun hvis hun er hjemme i rækkehuset.
Der er endda kortere transportvej her fra havebyen, og hun ville have det meget meget bedre herude. Men det er en anden kommune, så? Nogen gange er det simpelthen så stift! Det er vel ikke, fordi det er meningen, at folk skal blive så trætte af besværet med at få de tilskud fra kommunen, de har krav på, at de vælger at betale selv?
Naboens regner i hvert fald med at komme herud til næste år, de har vist besluttet sig til at betale selv, hvis de ikke kan finde en ordning. Bølle kommer nok ikke med, han er meget gammel, og sidst jeg hørte om ham, var han rigtig ringe. Nå, det er jo trods alt bare en kat! Jeg får da naboer igen!
I stedet for at snakke med Bølle går jeg ud og plukker mig et blodrødt Ingrid Marie-æble fra et gammelt, gammelt kræftsygt æbletræ, jeg har stående.
Hvert år beslutter jeg mig til, at nu skal det dø. Og hvert år laver jeg om på beslutningen igen, fordi jeg ved, hvor skønt det er her i det sene efterår at gå ud og plukke et rødt sprødt syrligt Ingrid Marie-æble og stå og mose det mellem éns elendige tandrester, mens man betragter himlen og skyerne og fugletrækkene, som der kommer mange af hen over huset, og filosoferer over tilværelsen.
Det der med Ingrid Marie-æbler, jeg tror, det er meget, fordi vi havde sådan nogle æbler i mit barndomshjem, det er ligesom hele tilværelsen, der kommer op i én, når man står og tygger dem og rigtigt tænker over, hvordan de smager.
For sådan set så er æblerne på træet omme i min baghave meget bedre end Ingrid Marie, og der er mange flere af dem, men de er altså ikke helt lige så gode for sjælen.
Mens man står og tygger, dykker novembersolen en kort stund nedenud af skylaget helt ude ved horisonten, inden den skal gå ned, og en meget gul solstråle fanger den mere end tre meter høje stokrose henne ved drivhuset, den blomstrer fanden gale mig endnu helt oppe i toppen, står og svajer lidt i efterårsluftningen og lyser med sin dybrøde fane.
Den er helt utrolig, den stokrose. Den er min arm op mod fuglene, skyerne, hele det øvre himmelrum, det er sådan, jeg siger til universet, at her bor jeg, og her ligger min lille have. Den ved åbenbart, at det er dens opgave. Jeg har aldrig før set stokroser blive så store, eller blomstre så længe.
En af genboerne har også bemærket det, og jeg kommer i tanker om, at jeg har lovet ham nogen frø, som jeg straks går hen og plukker. Hemmeligheden med den er nu, at det ikke er en særlig slags, den er bare blevet så stor, fordi den står og drikker al tagnedløbsvandet fra drivhuset, men han er overbevist om, at han også kan få noget særligt ud af den stokrose, og så skal han også have lov til at prøve.
Men solen er allerede ved at gå ned, når jeg kommer hjem fra arbejde, og når jeg har stået og filosoferet lidt, er det faktisk ved at være lygtetændingstid. Skyerne begynder at lyse, det er månelyset, der prøver at finde vej igennem også. Det er ikke så længe siden, der var måneformørkelse.
Jeg er begyndt at gøre lidt ud af at følge med i den slags. Jeg havde stillet stjerneteleskopet op, og jeg var oppe klokken halv fire om natten, selv om jeg havde en lang arbejdsdag foran mig, og jeg så også måneformørkelse. Men der var ikke så vildt meget ved den.
Der var ret diset den nat, og jeg havde slet ikke noget yderligere udbytte af at bruge stjerneteleskopet. Alligevel var det godt at have gjort det. Selvom det er mørkt nok til at kigge stjerner herude, så er det sjældent, man kan få det hele til at gå op i en højere enhed, med klart vejr på det rette tidspunkt, og så have tilstrækkeligt med overskud af tid og energi. Men en meget tidlig morgen her i efteråret lykkedes det mig at fange Saturn.
Det er den fjerneste planet, man kan have noget ud af at studere med et teleskop som mit, og den var også meget lille at se på, men det var umiskendeligt Saturn. Saturn er den planet, der har en lysende ring af støv og småsten kredsende omkring sin midte, jeg så ind på den sådan lidt skråt fra oven, så en god del af ringen var synlig, og det der er det særligt fantastiske ved at se på Saturn er, at ringen rigtigt gør, man kan fornemme perspektiverne i tingene.
Det er ikke mig, der står nede på jorden og kigger op på en lysende plet på himlen, nej, jeg står på en kugle, der svæver et eller andet sted skråt ovenover Saturn, og kigger ned på den, og den er svimlende langt nedenunder mig.
Ja. Jeg bliver svimmel af dybden, som jeg fornemmer. Sådan er det virkelig. Jeg er virkelig i universet, og det er meget fantastisk at opleve. Bagefter er man høj i månedsvis, det gør ikke noget, at livet er kort, og man er ved at blive halvgammel, i det store perspektiv er det jo så lille, lille en ting. Og der er ingenting skræmmende ved den tanke, tværtimod er man svimlende lykkelig bare over, at verden er til.