Inspireret af flere aftaler fra det tyske arbejdsmarked går især Dansk Industri nu mere i offensiven for at få tilsvarende aftaler igennem herhjemme

af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens. Med i koordinationsgruppen i Faglig Ansvar. Byrådsmedlem i Horsens for SF.
Grundsubstansen i aftalerne er enten en direkte lønnedgang eller, at der arbejdes længere tid for den samme løn, hvilket i realiteten også er en lønnedgang. Formålet er angiveligt at bevare arbejdspladser ved at forbedre virksomhedens konkurrenceevne og sænke omkostningerne.
Globaliseringen og dermed den øgede internationale konkurrence bruges som argumentation for at gennemtvinge aftalerne. I Tyskland har det især været bilindustrien, der lægger produktion i østeuropæiske lande, hvor lønniveauet er markant lavere end i Tyskland; ofte noget der ligner det halve eller endda mindre.

1000 kroners spørgsmålet
Det store spørgsmål er, om en lønnedgang vil kunne opveje konkurrenceforskellen.
Og det kan det naturligvis ikke. Ingen forestiller sig vel, at tyske arbejdere skulle gå ned på den halve løn alene med det formål at bevare arbejdspladser.
Det er klart, at de tyske koncerner bruger udflytningen af arbejdspladser til lavtlønsområder som en pression mod de tyske arbejdere og faglige organisationer og dermed de overenskomstmæssige aftaler, der i øvrigt gælder. Alternativet er at udvikle produktionsapparatet og opkvalificere arbejdskraften løbende, så man får en forbedret konkurrenceevne baseret på kvalitet fremfor på løntilbageholdenhed.

Pres på arbejdspladserne
Vi oplever tilsvarende forsøg på pression mod de overenskomstmæssige aftaler og skal være opmærksomme på, om argumentationen gradvist sniger sig ind i den danske debat.
Når en virksomhed anvender en trussel om at flytte produktion til Kina – reelt eller fiktivt – er det jo oplagt, at vi ikke kan imødegå dette ved at ville konkurrere med kineserne på lønnen. Hele spørgsmålet om lønniveau er ikke udelukkende et spørgsmål, der vedrører den enkelte virksomhed. Det er i et lidt større perspektiv et generelt samfundsmæssigt anliggende. Lønniveauet spiller en rolle for ting som købekraft, samfundsmæssig efterspørgsel og dermed produktion, skattegrundlaget og så videre.
Det er perspektivløst at tro, at vi klarer os bedre internationalt ved, at vi bare går nok ned i løn. Det vil få samfundsmæssige konsekvenser, der trækker andre problemer med sig – og det vil i høj grad også underminere vore overenskomstmæssige aftaler. Det er der intet positivt perspektiv i.
Men at argumentationen popper op med jævne mellemrum er et signal om, at arbejdsgiverne søger at presse os på lønnen og arbejdstiden ved at holde skræmmebilleder op. Det skal vi forstå at imødegå og påvise, at den danske konkurrenceevne afhænger af et højt udviklet produktionsapparat, løbende efteruddannelse af arbejdskraften og effektiv udnyttelse af såvel tekniske som menneskelige ressourcer. Det er der perspektiv i.