Eftertiden har i forhold til en række videnskabsteoretiske spørgsmål fortolket Marx mekanicistisk og vulgært. Denne del af den marxistiske teori er imidlertid i vor tid kommet til sin ret

af Anders Laubjerg, formand for Dansk Metal afdeling 1
Det tjener Dagbladet Arbejderen til ære, at avisen til tider bringer artikler om den materialistiske dialektik. Men hvad er egentlig status i dag over den dialektik, som Marx gav et materialistisk indhold.
Status er den paradoksale situation, at de dele af Marx's teori, som eftertiden har forstået i overensstemmelse med Marx's tankegang, har historien givet uret. Og de dele af Marx's teori, som eftertiden i udpræget grad har misforstået, har historien givet ret.
Revolutionsteorien og teorien om vareproduktionens umiddelbare ophævelse under socialismen har historien givet uret. Den materialistiske dialektik og formationsteorien har imidlertid bestået historiens prøve.
På spørgsmålet om revolutionsteorien, arbejderklassens erobring af den politiske magt som den politiske arbejderbevægelses ophøjede pligt, på spørgsmålet om privatejendommens ophævelse og vareproduktionens øjeblikkelige afskaffelse; på disse spørgsmål er Marx ikke i afgørende grad blevet misforstået af sin eftertid. Men netop denne del af den marxistiske teori har historien givet uret. Der skal mere end meget god vilje til at påstå, at verden af i dag står indskrevet i Marx's politiske skrifter.
På spørgsmålet om den materialistiske dialektiske determinismeopfattelse, på spørgsmålet om forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed, det lovmæssiges betingethed, tilfældighedens skabende rolle med mere; på disse spørgsmål er Marx omvendt og i udpræget grad blevet misforstået, idet eftertiden i forhold til disse videnskabsteoretiske spørgsmål har fortolket Marx mekanicistisk og vulgært. Denne del af den marxistiske teori er imidlertid i vor tid kommet til sin ret.

Mekanicistisk vrøvl
Det er naturvidenskabernes udvikling i det 20. århundrede, som har tvunget videnskaberne til at forholde sig til dé videnskabsteoretiske problemstillinger, som filosofisk blev rejst af Marx og Engels i 1800-tallet. Disse problemstillinger - inden for for eksempel kvantemekanikken, de moderne ikke-lineære dynamikker, de biologiske hierarkiteorier med mere - omhandler en ny og i karakteren dialektisk forståelse af forholdet mellem nødvendighed og tilfældighed, virkelighed og mulighed, objektivitet og subjektivitet, kausalitet og lovmæssighed, almenhed og enkelthed.
Marx's arvtagere har haft usigeligt meget lettere ved at tilegne sig materialismen end dialektikken. Og det er der kommet meget mekanicistisk vrøvl ud af kendetegnet ved, at fremtiden fremstilles forudbestemt - og ikke forudbetinget. Forskellen er afgørende.
Forskellen handler om at begribe tilfældigheden og nødvendigheden som en udviklingsmæssig enhed. Fra Newtons dage har naturvidenskaberne reduceret videnskabeligt arbejde til pæne lineære ligninger, der kan løses.
Tilstedeværelsen af ikke-lineære dynamikker, som havde en evne til hele tiden at dukke op, blev straks kastet i papirkurven og bortforklaret som udefra indvirkende tilfældigheder. Kampen mod tilfældigheden var den klassiske fysiks videnskabsideal. Videnskaben havde til opgave at få elimineret tilfældigheden, at få blotlagt de nødvendige sammenhænge og på det grundlag forudsige fremtiden.
Mange af marxismens arvtagere har i marxismen indlæst samme videnskabsideal - uvidende om, at de herved indlæste 1700-tallets mekaniske materialisme i marxismen.
Denne 1700-tals materialisme ligger i dag i ruiner. De uløste ligninger fra papirkurven er blevet genstand for videnskabeligt arbejde, og resultatet er blevet en ny determinismeforståelse, som kan beskrives som 'deterministisk uforudsigelighed' - fremtiden er absolut determineret og relativ uforudsigelig. Det lovmæssige virker under bestemte betingelser. Det lovmæssigt mulige eksisterer som et mulighedsfelt, hvor inden for den virkelige udvikling udkrystalliserer sig.

Banalt eksempel
Forskellen mellem at være bestemt og være betinget kan illustreres ved følgende banale hverdagseksempel. Hvis en mønt kastes op i luften, kan den lande med en af to sider opad. Den matematiske sandsynlighed for at slå plat såvel som krone er 50 procent, og hvad du slår er tilfældigt. Nej, sagde Laplace og efter ham en hel hærskare af videnskabsfolk. Tilfældigheden eksisterer ikke i sin virkelighed, men alene som en erkendelsesmæssig begrænsning hos videnskabsmanden. Hvis jeg blot får kendskab til alle indvirkende kræfter samt objekternes lokalisering i tid og rum, kan jeg i hver enkelt tilfælde bestemme møntkastets udfald med nødvendighed.
Denne materialisme, denne determinisme, denne animisme (jævnfør Monods kritik af marxismen) er og har altid været den materialistiske dialektik fremmed, og blev som videnskabsteoretisk erkendelse først overvundet af Marx og Engels.
I polemik mod den mekaniske determinisme skriver Engels således i 'Dialektik der Natur', at den videnskab, der ser det som sin opgave at afdække kausalkæden bag tilblivelsen af ethvert individuelt særpræg for herved at bestemme det pågældende særpræg som nødvendighed, ikke i kraft af et sådant forskningsprojekt reducerer tilfældigheden til nødvendighed, men alene videnskaben selv til at være 'en ren barnagtighed'.

Sejrsgang
Om 'den determinisme, som fra den franske materialisme er gået over i naturvidenskaben, og som søger at blive af med tilfældigheden ved overhovedet at benægte den', skriver Engels:
'Ifølge denne opfattelse hersker i naturen kun den simple, direkte nødvendighed. At denne ærtebælg indeholder fem ærter og ikke fire eller seks, at denne hunds hale er fem tommer lang og ikke en linie længere eller kortere, at den ene kløverblomst i år blev befrugtet af en bi og den anden ikke og blev befrugtet af denne bestemte bi og på dette bestemte tidspunkt, at dette bestemte vindblæste løvetandsfrø er spiret frem, og det andet ikke, at en loppe forleden nat bed mig klokken fire om morgenen og ikke klokken tre eller fem og det på højre skulder og ikke på venstre læg, alt det er kendsgerninger, som er frembragt af en urokkelig kæde af årsag og virkning, af en ufravigelig nødvendighed, således at endog allerede den gasbold, hvoraf solsystemet opstod, var indrettet på en sådan måde, at disse begivenheder måtte foregå sådan og ikke anderledes. Med en nødvendighed af denne art kommer vi heller ikke ud af den teologiske naturopfattelse. Om vi med Augustin og Calvin kalder det Guds evige beslutning eller med tyrkerne kismet, eller om vi kalder det nødvendighed, forbliver for videnskaben omtrent det samme'.

Udgangspunktet for Marx og Engels er dialektikken - som de giver et materialistisk indhold. En på materialisme funderet dialektik har i hele det 20. århundrede gået sin sejrsgang inden for naturvidenskaberne - om ikke i marxismens navn.
En nutidig genlæsning af Marx's tekster kan med fordel tage afsæt i første tese om Feuerbach. Her kritiserer Marx al hidtidig materialisme for at være for beskuen, for objektivistisk, for mekanisk og han efterlyser i samme moment en materialisme, der er mere virksom, mere åben for forandring og fornyelse, åben for praktisk-kritisk virksomhed.

I 2002 udgav Anders Laubjerg bogen 'Tilblivelsens dialektik. En undersøgelse af den marxistiske udviklingsidés aktualitet'. 621 sider. Forlaget Underskoven.