Danmark har sæde i Sikkerhedsrådet fra næste år. Med hvilken troværdighed kan den danske repræsentant udfylde denne plads?
af Finn Ekman, Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed
Som den tørstende i ørkenen hallucinerer sig til kildevældet eller cola-automaten i varmedisen, konstruerede kredsen omkring præsident Bush en række påstande om Saddam Hussein og hans lagre af masseødelæggelsesvåben og - ikke mindst hans vilje til at bruge dem.
Billedsiden blev i overensstemmelse med denne konstruktion, med militær præcision fremlagt af udenrigsminister Colin Powell i FN.
Udenom FN's Sikkerhedsråd og i strid med FN's Charter, invaderede USA og en håndfuld medløbere Irak.
Hermed var hele FN's grundlag truet. Tidligere udsendte FN-våbeninspektører, som Scott Ritter, havde dokumenteret, at våben og fabriksanlæg der kunne true Iraks naboer og omverdenen efter Golfkrigen i 1991, var blevet destrueret.
Hans Blix havde, trods en omfattende indsats, ikke fundet noget alarmerende. Han havde bedt om mere tid.
Våbeninspektørernes rapporter passede dårligt med drejebogen, har det senere vist sig, som år forinden var udarbejdet af blandt andre den nuværende vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld.
1400 amerikanske våbeneksperter og videnskabsfolk under ledelse af chefinspektør David Kay og understøttet af besættelsestropperne, har efterfølgende ikke fundet 'den rygende pistol'.
FN havde ret. Spørgsmålet er: Hvad vil verdenssamfundet stille op med denne erkendelse?
Kan USA's enerådende udenrigspolitik tæmmes igennem reformer af FN? Selvfølgelig - men det kræver at så vitale spørgsmål som humanitær intervention og sanktioner afgøres i Plenarforsamlingen.
FN har institutionerne til at indsamle og analysere information om verdens lande: Fødevaresituationen, grænsestridigheder, ressourcestridigheder, menneskerettigheder og så videre.
Og, ikke mindst, handlemuligheder der kan opnå bredere tilslutning.
Danmark har sæde i Sikkerhedsrådet fra næste år. Med hvilken troværdighed kan den danske repræsentant udfylde denne plads?
Vi har sammen med USA og England, to af de permanente medlemmer (med vetoret), deltaget i en ulovlig krig.
Efter Samarbejdskomiteens mening burde den danske regering trække sine styrker ud af Irak, inden vi sætter os i stolen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278