Et intimt kendskab til den dialektiske metode er en afgjort nødvendighed, når man skal finde svar på de store udfordringer for klassekampen i dag.

af Sven Tarp
En besynderlig diskussion har udviklet sig i Dagbladet Arbejderen gennem de seneste uger. Den startede, da Kjeld Stenum i et læserbrev den 30. september gik til angreb på såvel Hegel som dialektikken i almindelighed.
'Dialektikken er en idealistisk rest i filosofien, som en moderne virkelig konsekvent materialisme bør gøre sig fri af', skrev Stenum. Det er et udsagn, som han ikke bør være stolt af.

Georg Wilhelm Friedrich Hegel
I sine joviale betragtninger over livet og dets genvordigheder bevæger Kjeld Stenum sig undertiden ind på filosofiens område, og han har i den forbindelse også banket på den store tyske filosofs dør. Som så mange andre er han ikke umiddelbart blevet lukket ind. Men i stedet for at udvise lidt ihærdighed i sin søgen - eller i det mindste erkende sit nederlag - hænger Stenum Hegel ud som en 'gammeldags mystiker'. På den måde bliver problemet ikke Stenums, men Hegels.
G. W. F. Hegel (1770-1831) er svært tilgængelig. Det kan ikke nægtes. Men han er afgjort et bekendtskab værd, for han er en af verdenshistoriens største encyklopædiske hoveder - fuldt ud på højde med en Aristoteles og en Karl Marx. Har man først fundet nøglen til hans værker, er det inspirerende læsning.
Hegels filosofi kan i sin fremtrædelsesform have et irrationelt og mystisk skær over sig. Men som allerede Marx og Engels bemærkede, gælder det om at finde den rationelle kerne i denne filosofi. Eller sagt med andre ord: Det gælder om at stille det på benene, som hos Hegel står på hovedet.
Mens det materielle for marxismen - og den moderne videnskab i almindelighed - er det egentlige og ideerne det afledte, så forholder det sig stik modsat for Hegels vedkommende. For ham er ideen, den absolutte ide, det egentlige og det materielle kun former, som denne ide iklæder sig.

System og metode
Hegels historieopfattelse er beretningen om den absolutte ide, som gennem en række materielle former (historiske faser) gradvis realiserer og erkender sig selv for at nå frem til sin egentlige bestemmelse, Frederik den Andens preussiske stændermonarki i 1800-tallets begyndelse. Denne bizarre konklusion gjorde Hegel til en politisk reaktionær i sin samtid.
Hvis man stirrer sig blind på denne kendsgerning og lukker øjnene for den dialektiske metode, som Hegel udviklede og anvendte i sine værker, vil man aldrig komme til at forstå denne metodes i bund og grund revolutionære karakter. Hegels historiske konklusion er en logisk konsekvens af hans idealistiske tilgang til verden og historien, men samtidig er den ironisk nok hans egens metodes direkte modsætning.
Hvad det gjaldt om, var at omformulere denne metode i et materialistisk perspektiv. Det var på ingen måde en simpel manøvre. Det er Engels' og især Marx' fortjeneste, at de løste denne opgave og dermed blandt andet afdækkede de bevægelseslove, der ligger til grund for historien.

Dialektikkens centrale love
Hegels bidrag til filosofien er først og fremmest en afdækning og undersøgelse af materiens og tænkningens mest almindelige udviklingslove, som kan sammenfattes i:
–- loven om modsætningernes enhed og kamp
–- loven om kvantitetens omslag i kvalitet
–- loven om negationens negation.

Erkendelsesteorien
Men også på erkendelsesteoriens område var Hegel epokegørende. Han løste for eksempel den modsigelse, som den tyske filosofi havde arvet efter Kant, nemlig modsigelsen mellem 'tingen for os', som vi kan erkende, og 'tingen i sig selv', som for evigt tilslører sit mystiske væsen for os. Hegels svar var enkelt: så snart man har erkendt alle sider ved en ting, har man også erkendt tingen.
Hegel undersøgte endvidere en lang række dialektiske kategorier og deres indbyrdes forhold:
–- analyse og syntese
–- induktion og deduktion
–- domme og slutninger
–- relativ og absolut sandhed
–- fejl og sandhed
–- forskel og identitet
–- form og indhold
–- abstrakt og konkret
–- væsen, fremtræden og det tilsyneladende
–- anledning, årsag, virkning og vekselvirkning
–- nødvendighed og tilfældighed
–- mulighed og virkelighed
–- frihed og nødvendighed
–- det specifikke som formidler mellem det enkelte og det almene
–- skelnen mellem det historiske og logiske, hvormed historieskrivningen forvandles fra krønike til videnskab.
Alt dette er centrale kategorier for den menneskelige erkendelse. De blev behandlet i Hegels værker og ventede blot på at blive samlet op og indarbejdet i et materialistisk verdenssyn. Da det skete, betød det intet mindre end en revolution i menneskehedens tænkning.

Ensidig kritik af Marx
Kjeld Stenum langer ikke kun ud efter Hegel, men også efter den dialektik, som marxismen har overtaget efter denne. Dertil bruger han en underlødig argumentationsform.
Kjeld Stenum fæstner sig således ved, at Marx skulle have skrevet, at 'revolutioner kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed.' Jeg kender ikke citatet, men hvis det er rigtigt, er det netop ikke udtryk for dialektik, men for en mekanisk-deterministisk opfattelse af tingene.
Det er en kendt sag, at Marx og Engels i visse formuleringer undertiden - og navnlig i deres ungdomsvæker - faldt tilbage til tidligere tiders tænkning, og at deres forfatterskab blandt andet var en stadig kamp for at overvinde disse levn.
I stedet for at stirre sig blind på en enkelt formulering, burde Kjeld Stenum have anlagt en global indfaldsvinkel og undersøgt, hvordan Marx rent faktisk anvendte den dialektiske metode i sine mange skrifter.
Man kunne her nævne 'Louis Bonapartes Attende Brumaire', der er et af alle tiders smukkeste samtidshistoriske værker, som beskriver klassekampene og de dynastiske kampe i Frankrig i revolutionsårene 1848-51. I dette værk ville Stenum have mulighed for at opleve Marx i dialektisk hopla uden nogen form for mekanisk atavisme i retning af 'naturvidenskabelig nøjagtighed'.

Kapitalens logik
Det samme gælder Marx' hovedværk Kapitalen. Karl Marx læste ikke kun Hegel i sine unge dage. Af hans korrespondance med Engels fremgår det, at han også midt under arbejdet med Kapitalen genlæste Hegel og her fandt megen inspiration til at løse nogle af de store teoretiske problemer, som han gik og tumlede med.
Lenin gik så langt som til at sige, at man ikke fuldt ud kunne forstå Kapitalen, hvis man ikke havde læst Hegel. I sine Filosofiske noter skrev han:
'Det er umuligt fuldt ud at forstå Marx' Kapitalen, og navnlig dens første kapitel, uden tilbundsgående at have studeret og forstået hele Hegels Logik. Følgelig forstod ingen af marxisterne Marx et halv århundrede senere!'

Lenin og Hegel
Lenin var selv en stor kender af Hegel. Under Første Verdenskrig foretog han dybtgående filosofiske studier, blandt andet af Hegel, og gik med planer om at udsende et større værk om dialektik, ligesom han tidligere havde behandlet materialismen og dens moderne modstandere i bogen Materialisme og empiriokriticisme. Andre tvingende opgaver fik ham til at opgive disse planer.
Men for mig er der overhovedet ingen tvivl om, at netop studiet af Hegel og dialektikken hjalp Lenin til at løse de kolossale teoretiske problemer, som var forbundet med de efterfølgende studier af imperialismen, som blev sammenfattet i hans lille, men epokegørende skrift Imperialismen som kapitalismens højeste stadium.
Og der er for mig heller ingen tvivl om, at Lenins beherskelse af dialektikken var en forudsætning for, at han kunne udarbejde sine berømte April-teser, der ændrede hele historiens gang i det 20. århundrede.

Nutidens udfordringer
I vore dage står den revolutionære bevægelse over for store teoretiske udfordringer.
Man kan her nævne undersøgelsen af, hvad der reelt er nyt i nutidens imperialisme, og hvad der blot er nye fremtrædelsesformer, samt fastlæggelsen af de konsekvenser, dette har for bevægelsens strategi og taktik.
Man kan nævne forandringerne i klassestrukturen, særligt i de udviklede lande, og bestræbelserne på at indgrænse, hvem der i dag er revolutionens subjekt.
Og man kan også pege på analysen af den virkeliggjorte socialismes erfaringer, hvor undersøgelsen bevæger sig mellem to dogmatiske positioner: På den ene side dem, der forklarer Sovjets og Østeuropas sammenbrud ud fra eksterne faktorer, og på den anden side dem, der forklarer alt ved hjælp af forræderi- og konspirationsteorier.
Og man kan endelig nævne den store diskussion om socialisme eller barbari, civilisation eller undergang.
Til undersøgelsen af disse og andre centrale problemer for klassekampen i dag er et intimt kendskab til den dialektiske metode en afgjort nødvendighed.
Ikke kun Lenin, men også Marx pønsede på at skrive et større værk om dialektikken. Ingen af dem nåede at føre deres planer ud i livet. Og samtidig kan man konstatere, at ingen andre har løst denne opgave, i hvert fald ikke uden et kraftigt islæt af dogmatisme.
For dem, der virkelig ønsker at bringe teorien på højde med tidens krav, er der derfor ingen anden vej end et systematisk studium af, hvordan Marx, Engels og Lenin anvender den dialektiske metode i deres værker.
Men de mest ihærdige vil også stadig kunne hente stor inspiration hos Hegel.