En kommentar til Anders Foghs åbningstale
af Herluf Andersen, Jelling
Den var meget lidt provokerende overfor Socialdemokratiet. Lykketoft sagde da også, at meget af Anders Fogh's tale, sagde han selv på Socialdemokratiets kongres. Begge vil de øge beskæftigelsen og begge mener de, at det kræver mere uddannelse og forskning. Og her påstår Socialdemokratiet, at regeringen har skåret ned, og Anders Fogh påstår udgifterne til uddannelse er øget.
Men det kunne være rart, om begge parter forskede lidt i, om den generelle opfattelse af uddannelsens betydning for beskæftigelse nu også er helt rigtig. det tyder meget på den ikke er.
Medregnet efterlønnere og førtidspensionister var der i 1994, da ledigheden satte rekord, 982.000 helårsmodtagere af indkomsterstattende ydelser, deraf var 621.000 ufaglærte, svarende til 63,23 procent af den samlede mængde. I 2002 var der kun 863.000, deraf 487.000 ufaglærte, 56,43 procent.
Af de faglærte og en del akademikere og andre med længere uddannelse var der i 1994 360.000 på indkomsterstattende ydelser, 36,65 procent af hele gruppen.
I 2002 var der 376.000. Ledigheden var altså steget med 16.000 og var nu på 43,56 procent af alle på indkomsterstattende ydelser. Det viser altså en ret stor stigning i ledigheden for faglærte og højtuddannede, og et stort fald blandt ufaglærte. Alle oplysninger kan findes i statistisk tiårsoversigt 2004, side 59.
Alt tyder på, at den generelle opfattelse af den teknologiske udvikling i erhvervslivet, at den kræver mange flere højtuddannede teknikere ikke holder. For erhvervslivet har reelt kun behov for højtuddannede teknikere og ingeniører til at fremstille de teknisk udviklede maskiner og robotter. At trykke på de rigtige knapper kan ufaglærte udmærket lære.
Jeg mener bestemt ikke, at uddannelse og viden er overflødig. Men noget tyder på, at uddannelse ikke skal gå i retning af beskæftigelse med fremstilling af materielle værdier, men langt mere i retning af at lære at have et godt liv uden at være presset til at arbejde. Derfor er der behov for en borgerløn for alle danskere, hvor beløbet indrettes efter behovet for arbejdskraft, og alle der ønsker det, kan så leve en beskeden tilværelse, og dem der ønsker at tjene mange penge, kan arbejde lige så meget de ønsker.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278