I løbet af få år er jeg sikker på, det er et almindeligt krav, at man skal have egen mobil, hvis man vil have ansættelse som jord- og betoner.

af Kjeld Stenum
Med overskriften på denne skærveknuser hentyder jeg naturligvis til mobilen, som alle under halvtreds år og et stort flertal over render rundt med overalt og er dybt afhængige af, ja, vel bruger hyppigere end nogen som helst anden legemsdel, bortset fra måske hjertet.
'Mobilen', skriver jeg, og næppe én læser er i tvivl om, hvad jeg skriver om. Men egentlig hedder det jo 'mobiltelefonen'. En 'mobil' er blot betegnelsen for en genstand, som kan bevæge sig, tidligere oftest brugt om bevægelige skulpturer eller papirklip, som vi hænger op til jul.
Strengt sproghistorisk er 'mobil' vel snarere en tidlig kortform af betegnelsen 'automobil'. I dag kendes næsten kun forkortelsen 'bil'. 'Mobil' og 'bil' er blevet to helt forskellige ord med hver deres betydning, og sådan er der så meget skægt ved sproget.
Jeg er født i en tid og i en egn af landet, hvor de færreste havde telefon i det hele taget. Ja, rent faktisk er jeg født så langt ude på den jyske hede, at der end ikke var indlagt strøm i mit tidligste barndomshjem. Så det er en svimlende kæde af teknologisk revolution, jeg har været igennem i mit bare godt og vel halvtredsårige liv.
Navnlig siden jeg blev voksen tog det fart, og fra jeg begyndte at omgås telefoner i det hele taget og til jeg mødte mit livs første mobil var der i virkeligheden kun ganske få år. Mobilen holdt nemlig tidligt sit indtog i byggebranchen, hvor jeg har tilbragt langt størstedelen af mit voksenliv.
For i byggebranchen skifter arbejdsstederne hyppigt, og fastnettelefoner er upraktiske og skal nyetableres hver gang, man etablerer en ny byggeplads. Naturligvis var det i første omgang kun entreprenøren himself, der havde råd til den slags ufatteligt avanceret teknologi, som en tidlig mobilos til snesevis af tusinder af kroner og med en vægt så stor, at den var fast installeret i mercedes´en, repræsenterede: en telefon uden ledninger til.
Mobilen begyndte at komme frem i en form og en prisklasse, der også var tilgængelig for os almindelige arbejdsfolk, omtrent samtidig med fjernbetjeningen til fjernsynet.
En af mine daværende makkere, som hed Silde-Ole, fordi han havde mødt en bornholmsk sild, som han besøgte hver weekend, havde bevaret tilstrækkeligt med barnlig opdagerglæde og legesyge til at gå i krig med den slags dimser, så snart de kom indenfor hans økonomiske rækkevidde, og oftest en smule før.
Man kan jo låne sig til meget, det kunne man også dengang, selvom det er lettere i dag. En stresset fredag efter en betonstøbning var han lige ved ikke at kunne nå bornholmsfærgen, hvilket jo for ham var en katastrofe. Men ved hjælp af taxi og lynpakning af det allernødvendigste fik han sig lige kastet ombord på færgen, inden den lettede fra kajen.
Stærkt forpustet skulle han jo som sædvanlig have fat i den elskede for at meddele hende sin snarlige ankomst, og så hev han, efter hvad han selv berettede til os mandagen efter, fjernbetjeningen til tv´et op af lommen og tastede hendes nummer ind og sad i flere minutter og kunne ikke begribe, hvorfor lortet ikke virkede.
Ellers var den almindeligste holdning blandt arbejdsgiverne i begyndelsen fordømmelse. Folk stod og snakkede altmuligt privatsnak i arbejdstiden i stedet for at arbejde.
Jeg husker tydeligt, og det er endda ikke ret mange år siden, at det var almindeligt at høre formænd og byggepladsledere snakke sammen om eller true de ansatte med, at det ikke blev ved med at gå, snart ville dette uvæsen blive forbudt på arbejdspladserne.
Ja, jeg ved ligefrem om makkere, der er blevet fyret for at snakke for meget eller sms´se for meget i los mobilos. Men - selvom det sidste tilfælde af sådan en fyring, som jeg ved om, kun ligger et par år tilbage, så er udviklingen vendt ret radikalt.
Mester har opdaget, hvilket arbejds- og tidsbesparende vidunder mobilen er. I stedet for at han skal være udfarende og køre ud på pladsen i tide og utide og snakke med folkene om, hvad de mangler, og hvad han vil bruge penge på at købe og så videre for at arbejdet ikke skal gå i stå, så er det meget smartere, at han udstyrer sjakbajdsen med en mobil til få hundrede kroner, så er det med at sørge for, at alle nødvendige materialer er på pladsen, nemlig blevet sjakkets eget ansvar - de kan jo bare ringe til ham om det - og han kan overkomme at holde langt flere pladser i gang uden assistance.
Ja, det udvikler sig endda mere og mere i retning af, at arbejdsmanden inddrager sin egen private mobil i arbejdet og selv ringer direkte til en vognmand eller en materialudlejning, hvis han har brug for et eller andet.
For mester kommer jo næsten aldrig mere på pladsen, og hvis ikke man selv sørger for at få de nødvendige hjælpemidler, kommer man til at lave en masse udelukkende med håndkraft, hvilket jo er tungt og hårdt og ubehageligt.
I løbet af få år er jeg sikker på, det er et almindeligt krav, at man skal have egen mobil, hvis man vil have ansættelse som jord- og betoner.
Selv har jeg da også mobil. Jo, selvfølgelig har jeg, det er godt nok én af min datters aflagte, og den hendes mor har, er en anden af hendes aflagte. Sådan er det vel med mange forældre i min alder. Mobil er man jo blevet nødt til at have, det er ikke til at finde mønttelefoner nogen steder mere.
Men jeg tager den aldrig med på arbejde. Jeg vil sgu ikke finde mig i, at vi sådan gradvist skal have læsset mere og mere ansvar for arbejdets tilrettelæggelse over på os selv, uden at det bliver honoreret på nogen måde.
Og min arbejdsgiver ved intet om min mobil eller mit private mobilnummer, og han får det heller aldrig at vide. Medmindre han da skulle læse denne skærveknuser. Skulle det ske, bilder jeg ham ind, at det hele er noget, jeg har hittet på for underholdningens skyld.