07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Svin og demokrati

Svin og demokrati

Tirsdag, 12. oktober, 2004, 00:00:00

Skal det fortsat være muligt for svinefarmere at foretage grænseløse udvidelser, når som helst og hvor som helst?

af Keld Albrechchtsen, MF, og Søren Kolstrup, byrådsmedlem i Maribo for Enhedslisten
Skal de få bestemme over de mange? Skal det fortsat være muligt for svinefarmere at foretage grænseløse udvidelser, når som helst og hvor som helst? Skal det overhovedet være muligt at udvide husdyrproduktionen, selv om det belaster natur, miljø og lokalbefolkning?
Naturens tålegrænser for kvælstof er overskredet. En svinefarm som nabo kan forringe husprisen med op til 25 procent. Danmarks enestående tradition for at hente drikkevandet direkte fra grundvandet står for skud, lokalbefolkninger stavnsbindes og som det mest dystre perspektiv: Miljøbelastningen sendes videre til kommende generationer.
Her er en oplagt konflikt mellem enkeltpersoners stræben efter kortsigtet gevinst, over for en stribe af almene borger- og miljøhensyn. Som minimum må de politiske myndigheder lokalt og centralt have mulighed for at påvirke denne situation, alt efter politisk temperament. Vi må have mulighed for at kunne tage et relevant politisk slagsmål - også kommunalt.
Men i dag er kommunalbestyrelser ganske afmægtige, når det drejer sig om svineudvidelser.
Den virkelystne svinebonde skal blot gøre brug af den rigtige fremgangsmåde. Knuthenborg på Lolland kan for eksempel fordoble svineproduktionen, og det er bedøvende ligegyldigt, at et enigt byrådsudvalg har vendt tommelfingeren ned. Udvidelsen kræver nemlig ikke nogen særlig landzonetilladelse, når den blot finder sted i forlængelse af de eksisterende bygninger.
Hermed er der sendt et signal til alle landmænd, der vil udvide det industrielle svinelandbrug: Husk blot at fortsætte i forlængelse af eksisterende bygninger, så risikerer I ikke vrøvl med de lokale myndigheder. Vanviddet kan fortsætte. Både miljøet og demokratiet bliver sorteper.
Vi har konfronteret miljøministeren med denne sag, men hun nøjes med fromt at tilkendegive, at hun ikke har nogen indflydelse på forløbet. Det er faktisk derfor, at vi foreslår at ændre planloven, så de lokale politiske myndigheder får fuld mulighed for at regulere svineproduktionen under hensyntagen til egnens grundvand, de lokale beboere og naturgrundlagets fremtid. Det er en løsning på de omfattende problemer, der følger med det industrielle landbrugs husdyrproduktion. Men et første skridt er imidlertid at give demokratiet liv.
Vi har bemærket, at miljøministeren efter sin tiltræden brugte store ord om miljøsyndere. Derfor spørger vi: Connie Hedegaard, vil du gøre en forskel og medvirke til en ændring af planlovens §36, så lokale politikere får vetoret mod alle former for svineudbygning? Du har en chance for at medvirke til en lille, men reel udvidelse af det lokale miljødemokrati. Brug den!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. okt. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp