De unge tænker på fremtiden, på de ældre og de ved, at regeringens nedskæringer kommer til at ramme velfærdssamfundet som en boomerang
af Pernille Rosenkrantz-Theil, MF, Enhedslisten
Uddannelse er Danmarks vigtigste råstof. Det er det velfærdssamfundet skal leve af i fremtiden. Det er de unge klar over, og resten af samfundet burde lytte og tage ved lære.
Statsministeren var også inde på det i sin åbningstale den 5. oktober. 'Morgendagens udfordringer kræver, at vi forbedrer hele vores uddannelsessystem,' sagde han.
Samtidig stod mindst 30.000 unge udenfor Christiansborgs tykke mure og over 20.000 unge andre steder i landet, og forsøgte at råbe statsministeren og regeringen op. Ganske simpelt fortælle statsministeren om konsekvenserne af de nedskæringer, som hans regering har gennemført på landets uddannelser. Det er nemlig ikke nok, blot at citere elevernes budskab fra talerstolen. Mere og bedre uddannelse kræver investeringer, penge. Det er regeringen ikke villig til at give.
Undervisningsministeren brugte lejligheden til at skælde ud på elever og studerende, i stedet for at fremlægge noget der blot mindede om visioner for uddannelsens fremtid. Statsministerens åbningstale indeholdt de sædvanlige flotte ord - uden de nødvendige midler.
Undervisningsministeren og dennes spindoktor har forsøgt at bilde pressen og eleverne ind, at regeringen i virkeligheden har investeret i uddannelse. Det er manipulation af højeste karat.
Ministeren påstår, at der bruges flere penge på uddannelse i dag, end for 3 år siden. Men hun undlader at sige, at der er kommet mange tusinde flere elever og studerende på grund af større årgange.
Når der kommer fem procent flere elever, men kun tre procent ekstra penge, så stiger antallet af elever pr. lærer. Så er der ikke råd til nye bøger. Så kommer stole og borde til at blive udskiftet for sjældent. Og så vil lærerne skulle undervise mere og mere - med mindre og mindre forberedelse.
Om ikke så forfærdelig mange år, er der andre store årgange, der går på pension. Hvis vi skal have råd til at give dem en ordentlig, velfortjent pension, så skal de unge være så godt uddannet at vi kan tiltrække flere og nye arbejdspladser. De unge er ikke forkælede og navlebeskuende. De unge tænker på fremtiden, på de ældre og de ved, at de nedskæringer som regeringen gennemfører på deres uddannelser, kommer til at ramme velfærdssamfundet som en boomerang. Så lad mig entage: Lyt til de unge og tag ved lære!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278