07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Viljen til vejen

Viljen til vejen

Lørdag, 09. oktober, 2004, 00:00:00

Fogh har en særegen opfattelse af folk i Iraq, som var det en container fyldt til randen med slanger og giftigt kryb.

Tirsdag betrådte statsministeren Folketingets talerstol og åbnede endnu et parlamentarisk år. Det var en stilfærdig tale med budskaberne: Det går godt i Danmark, og optimismen blomstrer i Danmark.
Ordene flød ud i det højloftede rum og lagde sig som en berusende dis over den blomstersmykkede sal. Det var næsten lige så distancerende, som da Bush's boligminister Alphonso Jackson erklærede: At være fattig er en sindsstemning, ikke en tilstand
Foghs tale var klart en positionering på felter, som socialdemokraterne gerne vil føre sig frem på. Valgkrampen begynder at gøre sin virkning.
Foghs problemformulering lød:
'Den nok største udfordring er den, man med et lidt fremmedgørende ord kalder globalisering. Vi oplever i disse år, at en del af vor produktion og vore arbejdspladser flytter til lande østpå, hvor lønningerne er betydeligt lavere end her. Men vi kan ikke og vi skal ikke konkurrere på lønnen med lande..... - eller opstille kunstige barrierer. Det vil kun gøre os fattigere.'
Løsningen lød:
'Vi skal i stedet skabe nye job ved at konkurrere på dygtighed. Så de arbejdspladser, vi mister til lavlønslandene, bliver erstattet af gode, vellønnede job. Når andre er billigere, skal vi være bedre.'

Hvad betyder det så i praktisk politik. Ingen barrierer er lig med fri handel. Flere penge til erhvervsforskning og mere styr på undervisningen i folkeskolen. Der skal måles og vejes - vi skal sikre, at vore børn og unge lærer noget, de kan bruge.
I kontrast til den bedøvede åbningsstemning indenfor, stod 40.000 unge udenfor Christiansborg i protest mod forringelser på uddannelsesområdet.
Store årgange er på vej i uddannelsessystemet og overhaler langt de løfter om flere ressourcer, som regeringen lægger op til. Især når Fogh lægger vægt på uddannelse, er der virkelig tale om hykleri. Det er også en politik, der med åbne øjne udstyrer en del af Danmarks ungdom med dårlige vilkår i Foghs globaliserede verden.
Man kan ikke sige at der ikke er en linie i Foghs politik. Han vil gerne være global politimand, Europa-statsmand i EU og afvikler af velfærdsstaten på hjemmebane. Når nationalstaten opløses må velfærdsstaten naturligt også afvikles.

Der tegnes nye kort. 'Det duer ikke, at visse skoler stadig bruger forældede bøger og undervisningsmaterialer. Det er jo helt håbløst, hvis det er rigtigt, at der er folkeskoler, som stadig bruger atlas med det gamle Sovjetunionens grænser. Det kan vi simpelthen ikke byde den generation, der om nogle år skal tage livtag med globaliseringens udfordringer.'
Man må spørge Fogh, hvordan EU-kortet skal se ud, hvis det skal afspejle den faktiske situation? Skal grænserne markeres med stiplede linier og så en fed streg omkring Europa (inklusive Tyrkiet), eller vil han tage skridtet fuldt ud og slette de gamle grænser?
Ifølge Fogh er der altid en grænse og en kamp, der skal kæmpes. Lige nu er det i Iraq, som Bush og Fogh har erklæret for verdens brændpunkt. Fogh har en særegen opfattelse af folk i Iraq, som var det en container fyldt til randen med slanger og giftigt kryb.
'Hvis den frie verden giver op i Irak nu, vil det give ekstremister og terrorister frit løb. Og de vil ikke stoppe ved Iraks grænser'.
Ligesom når Fogh siger: 'Jeg ved, at de færreste muslimer i dette land deler disse imamers og muftiers middelalderlige livssyn', kan vi sige, at 'vi ved, at det er de færreste kristne i dette land, der deler statsministerens opfattelse.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp